Teknisk Teamlead med per­so­na­le­ansvar

Brænder du for at arbejde med IT-løsninger, der gør en forskel, og får forretning og kode til at gå op i en højere enhed – og besidder du samtidigt de menneskelige kompetencer til at lede et mindre udviklingsteam?

Som vores nye Teamlead vil du blive en del af en spændende forretning, som har godt gang i væksten, og hvor der er rig mulighed for at påvirke udviklingen af vores elev- og finanssystem. Du bliver en del af holdet på vores Aalborg-kontor, hvor vi er organiseret i mange små teams og arbejder i et åbent kontormiljø.

Opgaver og ansvar

Som Teamlead til vores udviklingsteam på vores privatskoleområde, kommer du til at sidde i en central rolle med personaleansvar for 4-5 engagerede og dedikerede udviklere som refererer til dig. Dine opgaver vil blandt andet bestå af:

  • Nyudvikling og vedligehold af vores administrative løsning til privatskoleområdet - UVskole
  • Etablering og optimering af DevOps praktikker
  • Sparring og vidensdeling med teamets øvrige medlemmer samt med Product Owner
  • Arkitektoniske valg på produktet og designmæssige beslutninger
  • Månedlige personale- og udviklingssamtaler
  • Kompetenceudvikling i teamet
  • Udvikling af kvalitetsstandarden og produktiviteten i teamet

Da der er tale om et teknisk komplekst produkt på et domæne med mange interessenter, kommer en del af jobbet desuden til at omhandle at være med til at sætte de nødvendige rammer for teamet for at sikre kvalitet, fremdrift, vidensdeling samt afstemning med interessenter.

Du kommer til at indgå i et mindre Scrum-team, der sammen skal lykkes med at få udvikling, drift og support til at gå op i en højere enhed.

Faglige kvalifikationer

Du er en lead-profil med stor erfaring i at udvikle og drifte forretningskritiske applikationer. Du har stor erfaring med .NET platformen og C# - og har flere års erfaring med client/server kommunikation via WCF, REST, SOAP etc.

Det vil desuden være et plus, hvis du har erfaring med WinForms, DevExpress suiten og/eller ASP.NET MVC (herunder HTML, CSS og jQuery). Du har desuden:

  • En relevant teknisk uddannelse som f.eks. datalog, softwareingeniør eller datamatiker.
  • +5 års erfaring med arbejde på forretningskritiske applikationer.
  • Solid erfaring med SQL – herunder optimering af queries, debugging og profilering.
  • Du taler og skriver flydende dansk.

Har du erfaring med personaleledelse, agile processer og DevOps, er det et plus men ikke et krav. Hvis du ikke har erfaring med personaleledelse tilbyder vi den rette kandidat lederuddannelse.

Din personlighed

Du kommer til at sidde i en central rolle på et mindre team, hvor en del af opgaven bliver at have overblik og sikre den rette viden og processer, for at teamet fortsat kan levere et solidt kvalitetsprodukt, som kunderne er glade for.

Du skal være komfortabel med at have personaleansvar og mandat til at forandre ting. Du kommer også til at arbejde på et levende produkt og engagerede kollegaer og medarbejdere, og derfor skal du kunne håndtere mange bolde i luften samtidig med løbende afstemning med interessenter.

Du skal desuden være godt tilpas med at få stillet opgaver, som skal bæres fra start til slut – og være klar på at tage de beslutninger og afklaringer, der skal til, hvis tingene løber ind i problemer.

Vi tilbyder

I teamet vil du opleve et stærkt kollegaskab, hvor humor og en uformel omgangstone danner grundlag for kulturen i afdelingen. Vi værdsætter en flad struktur, hvor alles meninger og holdninger tæller, og hvor der aldrig er langt fra idé til handling. Dine kolleger er blandt de dygtigste i branchen, og ambitionerne er store og beslutningsprocesserne hurtige.

Du vil være med til at gøre en forskel for uddannelsessystemet og elever på hundredvis af privat- og friskoler landet over. Hos os får du:

  • En udpræget grad af medbestemmelse og fleksibilitet i en agil virksomhed
  • Muligheden for at påvirke udviklingen af vores elev- og finanssystem til alt lige fra økonomistyring til karakterregistrering
  • En flok skønne og dygtige kolleger med et helt særligt sammenhold.

Vi tilbyder fleksible arbejdstider, eget motionscenter, måltid om dagen fra kontorets kantine (én af de rigtig gode), samt en masse sociale aktiviteter, hvis du har lyst. Vi elsker fredagsbar og Oktoberfest og har en aktiv lokationsforening, der arrangerer et væld af spændende aktiviteter og events i løbet af året.

Kontakt

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte Business Line Director Josefine Stokholm Jørgensen eller udviklingsdirektør Martin Bakkegaard på oln@kmd.dk.

Vi holder løbende ansættelsessamtaler og ansætter, når vi har fundet den rette, så send gerne din ansøgning allerede i dag.

Om os

UVskole er et elev- og finanssystem, som er målrettet de frie skoler (privatskoler, friskoler, kostskoler, efterskoler mv.), hvor vi supporterer ca. 300 skoler/kunder. UVdata’s privatskole-team består af i alt 18 medarbejdere. Derudover samarbejder vi på tværs med øvrige kolleger i UVdata’s Børne- og Ungeområde, der består af ca. 65 medarbejdere.

UVdata blev etableret i 2004 og tilbyder i dag en række it-løsninger målrettet skoleområdet og med et stærkt fokus på den offentlige sektor.

UVdata beskæftiger sig med udvikling og drift af brugervenlige løsninger til børne- og ungeområdet. Vi er kendetegnet ved at være en organisation med høj fart på og et godt samvær, og hvor alle har vigtige roller.

I 2017 blev UVdata en del af KMD i forretningsområdet Børn, Uddannelse og Arbejdsmarked i Danmarks største digitale uddannelseshus.

Virksomheden har til huse på Lauritzens Plads 1, 9000 Aalborg.

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed som udvikler og leverer software, løsninger og IT-tjenester primært til Danmarks offentlige og finansielle sektor og med et voksende fodaftryk i den private sektor og i Norden.
Vores unikke domæneviden, pålidelighed og tilgang til sikkerhed og driftsstabilitet gør, at KMD i dag er en af de mest anerkendte og benyttede leverandører i den danske it-branche.

KMD’s løsninger er med til at effektivisere processer og skabe bedre service for kunder hver dag hele året rundt. Vores systemer håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser. I alt bliver det til cirka 400 mia. kroner om året, hvilket svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP.

KMD-koncernen har en årlig omsætning på 4,8 mia. kroner og har omkring 2.600 ansatte. KMD's hovedkontor er i Ballerup, men har også kontorer i Odense, Aarhus og Aalborg. Derudover har KMD også medarbejdere i Polen, og hos samarbejdspartner i Indien.

KMD er ejet af NEC - en global leder inden for integration af banebrydende IT og netværksteknologier, der gavner virksomheder og mennesker over hele verden. NEC beskæftiger mere end 100.000 mennesker globalt. KMD's størrelse betyder, at vi tilbyder en stor variation af faglige udfordringer og et unikt fagligt miljø. Med stor knowhow indenfor komplekse arbejdsområder og kompetente, ambitiøse og ikke mindst innovative medarbejdere står KMD over for en international rejse med NEC. I KMD forsøger vi ikke kun at leve op til vores kunders forventninger, men stræber mod at overstige dem.

I KMD forventningsafstemmer vi med vores medarbejdere gennem målaftaler og løbende dialog. Det bidrager til den gensidige tillid, det kræver for at give vores medarbejdere frihed under ansvar, fleksibilitet og plads til at være dem, de er. KMD er en virksomhed i forandring, hvor tempo, agilitet og ukendte parametre er hverdag.

Gem job