Pro­jekt­le­der


Brænder du for at gøre en forskel, og vil du gerne bidrage til, at Patent- og Varemærkestyrelsens it-projekter understøtter både kunders, samarbejdspartneres og medarbejdernes behov på en effektiv og hensigtsmæssig måde? Så er det dig, vi leder efter.

Om jobbet

Vi søger lige nu en dygtig projektleder, der ønsker at stå i spidsen for realiseringen af Patent- og Varemærkestyrelsens nye samarbejdsprojekt med det europæiske patentkontor (EPO). Du bliver en del af enheden for Digital Forretningsudvikling, og du kommer til at spille en central rolle i projektet og i samarbejdet med EPO. Du kommer også til at spille en afgørende rolle i en del af styrelsen andre it-projekter.

Din primære opgave som projektleder bliver at styre projektet i tæt samarbejde med dine interessenter. Patent- og Varemærkestyrelsen benytter sig af Prince2 Agil, og udviklingsmodellen er agil.

Om dig

Vi forventer, at du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund, gerne akademisk, og har en eller flere certificeringer inden for projektledelse samt erfaring som projektleder af tekniske udviklingsprojekter og/eller implementering af it-systemer. Desuden er det vigtigt, at du kan arbejde struktureret og analytisk med dine opgaver og har gode samarbejds- og kommunikationsevner – både mundtligt og skriftligt. Du kan desuden sætte kryds ud for flere af følgende punkter:

  • Erfaring med stakeholder management, herunder evnen til at identificere og håndtere interessenter på forskellige niveauer, deriblandt ledelse, brugere, leverandører og andre interessentgrupper.
  • Har en grundlæggende forståelse af IT og teknologier omkring softwareudvikling, herunder erfaring/kendskab til Scrum og Agil udvikling.
  • Erfaring med at udarbejde og administrere projektøkonomi for it-projekter.
  • Samarbejde med internationale organisationer.
  • Taler og skriver engelsk flydende.

Vigtigst af alt er, at du er nysgerrig og holder dig fagligt ajour. Du er selvkørende og formår at finde balancen mellem perfektion og deadlines. Du sætter pris på struktur og ser det som en dyd. Du søger aktivt bistand fra dine kollegaer, når det er nødvendigt. Du er en god og tillidsvækkende kollega, som bidrager positivt til en team-orienteret kultur, hvor alle hjælper alle.

Om os

Patent- og Varemærkestyrelsen er en dynamisk, moderne og markedsorienteret del af Erhvervsministeriet. Det er styrelsens mission at hjælpe virksomheder med at gøre idéer til aktiver. Vores kerneopgave består i at behandle ansøgninger om patenter, brugsmodeller, varemærker og designs, og vi arbejder for at sikre, at danske virksomheder har rettighederne til deres egne idéer, så vi skaber de bedst mulige forudsætninger for vækst og udvikling – både i og udenfor Danmarks grænser. Fælles for alle vores medarbejdere er, at de yder en kvalificeret og professionel service i en forretnings- og kundeorienteret organisation.

Du bliver en del af vores digitaliseringsafdeling på 29 engagerede medarbejdere fordelt på en udviklings- og datasektion, en projektstyringssektion og en driftssektion. Denne stilling er placeret i vores projektstyringssektion. Du bliver dermed en del af en enhed med dygtige og hjælpsomme kollegaer, hvor vi har en fin balance mellem humor, personligt engagement og høj faglighed. Vi arbejder i et moderne hus med åbne kontorer, og vi er lokaliseret i henholdsvis Taastrup og Ikast.

I Patent- og Varemærkestyrelsen værner vi om hinandens trivsel og prioriterer det gode arbejdsmiljø. Vi har bl.a. en personaleforening, som står for forskellige sociale arrangementer, en massageordning, træningsfaciliteter, gratis parkering, kantineordning (kun i Taastrup) samt mulighed for hjemmearbejde – omfanget heraf er dog afhængigt af arbejdsopgaverne og sker efter aftale med nærmeste personaleleder.

Stillingen er på fuld tid med betalt frokostpause og fleksibel arbejdstid. Arbejdssproget er dansk, men kommunikationen med EPO foregår på engelsk.

Information og ansøgning

Lyder jobbet som noget for dig, så søg stillingen via knappen "Ansøg" nederst på siden senest 19. februar 2024 kl. 12.00. Læg venligst CV, eksamensbeviser og andre relevante bilag ind i systemet sammen med din ansøgning.

Stillingen er en fuldtidsstilling med tiltrædelse den 1. april 2024 eller hurtigst muligt derefter. Løn- og ansættelsesforhold sker i henhold til gældende overenskomst i staten. Du får samtidig en god pensionsordning.

Det er en betingelse for ansættelse, at du kan fremvise straffeattest, og du skal desuden kunne sikkerhedsgodkendes.

Samtalerne vil blive holdt løbende, og der vil blive anvendt test i rekrutteringsprocessen.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Sektionschef Kristine Grundsøe på tlf. +45 43 50 82 79 eller e-mail KRGR@dkpto.dk.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning.

Gem job

Patent- og Varemærkestyrelsen
Publiceret: 29. januar 2024

Arbejdssted

Taastrup