Formidler inden for in­for­ma­tions­sik­ker­hed


Brænder du for emner som cybersikkerhed og informationssikkerhed, og er du dygtig til at formidle? Så er du måske vores nye underviser.

Dansk Standard er en uvildig og uafhængig kursusudbyder inden for nye og eksisterende standarder med fokus på praksisorienterede kurser. Vores kursusvirksomhed er i vækst, og vi søger derfor endnu en konsulent, der kan varetage undervisning og rådgivning inden for informations- og cybersikkerhed og andre områder, der primært hører under ISO 27000-serien.

Dansk Standard udvikler standarder, der understøtter sikkerhed, dokumentation og bæredygtighed til gavn for danske virksomheder og det danske samfund gennem internationalt standardiseringsarbejde. Vi hjemtager viden til Danmark og præger den internationale udvikling af standarder gennem samarbejde med et bredt udsnit af danske interessenter.

Om jobbet

Da vi oplever stor efterspørgsel på ydelser inden for informationssikkerhedsområdet, søger vi en konsulent til at indgå som underviser og formidler i et fagligt stærkt kursusteam, hvor dine primære ansvarsområder vil være at

  • profilere og undervise på Dansk Standards åbne kurser inden for informations- og cybersikkerhed og nye digitale områder
  • udvikle og afholde virksomhedstilpassede kurser for både private og offentlige virksomheder
  • opdyrke nye muligheder for samarbejde og kurser med kolleger, der arbejder med standarder inden for ledelsessystemer
  • følge med i standardiseringsarbejdet inden for informationssikkerhed samt udføre mindre formidlingsopgaver i samarbejde med vores kommunikationsafdeling.

Forventninger til dig

Du har interesse for og gerne viden om informations- og cybersikkerhed og har indsigt i de udfordringer, virksomheder og organisationer står over for i relation til cybertrusler. Du har erfaring med og trives med at undervise erhvervsfolk og kan lide at stå foran et publikum og indgå i kunderelationer. Det er en fordel, at du har kendskab til ISO 27000-serien, ledelsessystemer og standarder generelt, men det er ikke et krav.

Vi forventer, at du:

  • har mindst et par års erhvervserfaring – gerne inden for informations- og/eller IT-sikkerhed – med henblik på at kunne sætte organisationers processer og problemstillinger ind i en praktisk kontekst
  • kan overskue et komplekst fagområde og kan omsætte det til brugbar og håndterbar viden for vores kunder
  • sætter en ære i at levere professionelle løsninger til vores kunder
  • kommunikerer smidigt med alle niveauer i en organisation
  • har gode mundtlige og skriftlige engelskkundskaber.

Vi ser dig som en videbegærlig, professionel og initiativrig person, der aktivt bidrager til et godt socialt miljø på arbejdspladsen. Du vil indgå i et dedikeret kursusteam, der udvikler og leverer professionelle kurser på højt niveau til teknikere og ledere fra det danske erhvervsliv. Stillingen refererer til teamlederen for afdelingen Kursus.

Dansk Standard som arbejdsplads

Dansk Standard bor centralt i Portland Towers i Nordhavn. Vi tilbyder en arbejdsplads i et dynamisk, uformelt og professionelt miljø med mulighed for udvikling, ansvar og indflydelse. Vi er ca. 200 medarbejdere med mange forskellige kompetencer. Hos os har den enkelte medarbejder mulighed for at balancere et udfordrende job med familie- og fritidsliv. Vores kultur er præget af gensidig tillid, holdånd, frihed under ansvar og respekt for den enkelte. Lønnen fastsættes individuelt.

Noget for dig?

Send os din ansøgning og dit CV via "Ansøg"-knappen nederst snarest muligt og senest d. 19. februar 2024. Vi behandler ansøgningerne løbende. Har du spørgsmål til jobbet, kan du kontakte teamleder Lotte Dyppel på ld@ds.dk eller mobil 6192 8247.


Dansk Standard sælger standarder, miljømærker, kurser og konsulentydelser, og vi fremmer viden om standarder og miljømærker - og deres værdi. Alle interesserede kan deltage i udviklingen af standarder gennem vores mere end 220 standardiseringsudvalg.

Miljømærkning Danmark, der er en del af Dansk Standard, har ansvaret for Svanemærket og EU-Blomsten i Danmark og arbejder for en grøn omstilling hos forbrugere, virksomheder og indkøbere..

ETA Danmark er en selvstændig enhed, der sælger frivillige godkendelser af byggeprodukter.

Samlet er vi ca. 200 medarbejdere, og vores vision er at skabe vækst i erhvervslivet og kvalitet i samfundet.

Dansk Standard er en erhvervsdrivende fond.

www.ds.dk

Gem job

Fonden Dansk Standard
Publiceret: 5. februar 2024

Arbejdssted

Nordhavn