IT-konsulent til bred rolle i stærkt team


Er du en nysgerrig og engageret IT-medarbejder med erfaring med ERP-systemer og Microsoft-produkter? Har du interesse i teknologi og processer, og er du nysgerrig på kunstig intelligens? Så er du måske vores nye medarbejder til vores IT-afdeling.

Stillingen er en rigtig god mulighed for at bruge din IT-faglighed i en alsidig rolle og være en del af et rigtig godt team.

Velkommen til Midt Factoring

Vi tilbyder en række skræddersyede ydelser inden for finansiering, debitoradministration, risikodækning og andre relaterede ydelser. Vi betjener mindre virksomheder, der er inde i en kraftig vækstperiode – og vi samarbejder også med et stort antal kunder blandt store og velkonsoliderede virksomheder, der udnytter de administrative, finansielle og risikomæssige fordele ved factoring.

Du får base på vores kontor i Ikast, hvor vi er 60 kolleger.

Glæd dig til en alsidig hverdag

Som vores nye kollega kan du se frem til en bred rolle, der understøtter forretningen med drift, support og udvikling i centrum. Som IT-konsulent hos os vil du komme til at arbejde med en bred vifte af IT-opgaver, hvor du bl.a.:

  • deltager i udvikling og optimering af forretningsprocesser i vores forskellige systemer
  • deltager i implementering af AI-løsninger på tværs af vores systemer
  • håndterer IT-support af eksterne kunder og interne brugere
  • håndterer arbejdsopgaver inden for IT-sikkerhed
  • har medansvar for udvikling af vores egenudviklede ERP-system eller andre af vores systemer.

Vi forventer ikke, at du kan det hele fra start. Derfor tilbyder vi et godt onboarding-forløb over nogle måneder med oplæring, sparring, vidensdeling og support fra erfarne kolleger. Og vi tilpasser rollen afhængigt af dine ønsker og kvalifikationer.

Et stærkt team med erfarne IT-kolleger og sunde værdier

Du bliver en del af vores IT-team på syv kolleger, hvor samarbejde, trivsel og idéudveksling er i centrum. Vi værdsætter din erfaring, men ved også, at ingen kan vide alt – og derfor står vi altid klar med sparring og en hjælpende hånd.

Vi fokuserer på innovation og værdsætter et humoristisk miljø. Og så er vi ikke blege for at samles socialt, fx over frokost via vores gode kantineordning eller til sjove arrangementer med vores personaleforening.

Der er flere indgange til stillingen…

… men det vigtigste er, du har erfaring fra en lignende rolle, hvor du har opnået erfaring med ERP-løsninger og Microsoft og Azure – og at du er nysgerrig og har interesse i teknologi og processer.

Det er et plus, men bestemt ikke et krav, at du har erfaring med:

  • AI-udvikling, specielt indenfor Microsoft 365-universet
  • XML og Style Sheet
  • den finansielle sektor.

Og så gør det heller ikke noget, hvis du har interesse for og viden om kunstig intelligens.

Som person er du struktureret og har evnen til at arbejde selvstændigt. Desuden er du udadvendt og god til at samarbejde med andre.

Vil du være en del af holdet?

Så send din ansøgning allerede i dag ved at benytte knappen ”Ansøg”. Hvis du har spørgsmål til stillingen, eller du ønsker en uforpligtende drøftelse af dine muligheder, er du velkommen til at kontakte IT-chef Robert Kjeldmand på 20 10 05 88 eller HR-chef Lone Plagborg 51 26 12 67.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning, gerne inden den 20. marts 2024.

Kom godt fra start – og få attraktive vilkår

Som medlem af Finanssektorens overenskomst får du (ud over en løn, der svarer til dine kvalifikationer) en rigtig god pension, en ekstra ferieuge, sundhedsforsikring, tandforsikring og ekstra ferietillæg.

Der er mulighed for 1 ugentlig hjemmearbejdsdag.

Tiltrædelse: 1. april eller 1. maj 2024. Jobsamtaler vil blive afholdt løbende.

Gem job