Stu­den­terjob til F&P it-ser­vi­ce­de­sk


Vi søger en studerende, der brænder for IT og for at hjælpe, når IT-systemerne slår knuder for vores medarbejdere. Lyder det som noget for dig? Så læs nærmere her.

F&P er branche- og arbejdsgiverorganisation for landets forsikrings- og pensionsselskaber, og derudover sekretariatsbetjener vi branchens garantifonde. Vi varetager vores medlemmers interesser og arbejder for, at branchen bliver kendt for sit bidrag til at løse nogle af de største udfordringer, det danske og internationale samfund står over for, herunder særligt i forhold til velfærd, tryghed og grøn omstilling.

Som IT-supporter hos F&P bliver du en central del af vores IT-servicedesk, hvor du yder teknisk support og hjælper medarbejderne med diverse IT-relaterede udfordringer. Din primære funktion er support inden for bl.a. O365, Outlook, brugeradministration og AV-udstyr i mødelokalerne. Derudover vil du deltage i klargøringen, administrationen og udleveringen af IT-udstyr, herunder pc'er og telefoner, samt opsætning af arbejdspladser.

Dine opgaver omfatter også teknisk support i forbindelse med større events, hvor du hjælper med brugen af AV-udstyr, teams m.m.

Dine vigtigste opgaver bliver at

  • Yde 1. og 2. level support til husets brugere
  • Overvåge supportsystemet
  • Give teknisk support af AV-udstyr i møderum og ved større events
  • Klargøre og udlevere bærbare pc’er og iPhones
  • Fejlsøge og afhjælpe fejl
  • Gå til hånde med andre administrative opgaver i IT-afdelingen

Du er den rette kandidat, hvis du

  • Er IT-studerende eller lign.
  • Har stor viden om officepakken og Outlook
  • Har evnen til at bevare overblikket, når der er mange bolde i luften
  • Er servicemindet og leverer god service til brugerne
  • Er udadvendt og nysgerrig på brugernes udfordringer
  • Har gode formidlingsevner på dansk - både skriftligt og mundtligt

Hvad kan vi tilbyde dig?

Foruden en masse spændende og udviklende opgaver, kan du forvente at få en 15 timers arbejdsuge i en ambitiøs virksomhed, hvor vi vægter trivsel og balance mellem arbejds- og privatliv højt. Vi har fleksibel tilrettelæggelse af arbejdstiden, så der er plads til eksamensperioder og øvrige studieaktiviteter.

Vores kultur er kendetegnet ved faglig sparring, en uformel omgangstone og hurtige beslutningsprocesser. Vi har en række personalegoder i form af ulykkesforsikring, en rigtig god kantineordning, fredagsbar og meget mere.

Om os

I F&P – brancheforeningen for forsikring og pension, arbejder vi hver dag for at skabe størst mulig værdi for vores medlemmer – så de kan skabe størst mulig værdi for deres kunder, danskerne. Det gør vi ved at udvikle og levere værktøjer og løsninger til vores medlemmer, rådgive om ansættelsesforhold og arbejde for, at vi nu og i fremtiden har en stærk og velfungerende forsikrings- og pensionssektor. Det er vigtigt for vores velfærdssamfund.

Hos F&P kommer du til at arbejde sammen med 150 kollegaer i Tuborg Havn. Vi værner om den høje faglighed, da den er afgørende for, at vi kan varetage forsikrings- og pensionsbranchens interesser.

Vi lægger vægt på et godt samarbejde og at vi har det godt sammen. Derfor arbejder vi løbende på, at F&P er en god og sund arbejdsplads, hvor vi trives. Det betyder også, at vi har fokus på kompetenceudvikling og dine muligheder for at præge, hvordan dine arbejdsopgaver skal udvikle og udfolde sig.

Læs mere om F&P som arbejdsplads på www.fogp.dk.

Sådan ansøger du

Hvis du er interesseret, så send gerne din ansøgning snarest, da vi besætter stillingen, når vi har fundet den rette kandidat.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte IT-direktør Peder Herbo på tlf.nr. 4191 9170.

Gem job