DevOps-udviklere i PET

Tag ansvar for at levere moderne infrastrukturservices

I PET står vi med en unik opgave; at værne om demokratiet og nationens sikkerhed. Til dette har vi brug for dygtige DevOps-udviklere, som kan sikre udviklingen af vores IT-fundament. Er du klar på at gøre en forskel?

Du skal være med til at udvikle vores infrastrukturservices og skabe et IT-fundament, der sikrer den bedst mulige digitale understøttelse af vores kerneopgave: At passe på Danmark, Rigsfællesskabet og danske interesser i udlandet.

I et accelererende teknologisk landskab er det bydende nødvendigt, at PET, som Danmarks sikkerheds- og efterretningstjeneste, følger med denne udvikling. Til dette har vi brug for dig som DevOps-udvikler, så vi kan være på forkant med fremtidens digitale muligheder og trusler.

Som DevOps-udvikler i vores enhed Platform, skal du bidrage med at tage ansvar for at bygge og vedligeholde vores omfattende Data Pipelines til/fra PET, samt mellem vores forskellige klassificerede IT-miljøer.

Vi tilbyder dig en række spændende opgaver hvor du vil blive udfordret fagligt og få mulighed for at sætte egne erfaringer og kompetencer i spil.

Du bliver ansvarlig for etablering, drift og videreudvikling af løsninger der understøtter flytning af både statiske og dynamiske data på tværs af PET’s infrastruktur. Vi søger en person med data-engineer tankegang, som skaber robuste løsninger og gennemtænkte processer. Arbejdsområdet omfatter i store træk hvad der kunne kaldes ECDS (Enterprise Cross Domain Service).

Helt konkret vil dine opgave tage udgangspunkt i:

  • At udvikle, bistå og drifte ETL-processer
  • Overvågning og logning af dataflows
  • Overvåge, udvikle og bistå i udvikling af data integrationer
  • Kontinuerligt vedligehold af dokumentation til løsninger
  • Samarbejde med interne og eksterne udviklere omkring flytning af data
  • Kontinuerlig videreudvikling og sikring af etablerede dataflows
  • Holde afdelingen up to date på teknologier og teknologivalg
  • Tæt samarbejde med projekter og projektledelse
  • Forudse og sikre tekniske mitigeringer af væsentlige risici ved løsningerne

Om dig

Du ser dig selv som specialist, enten nu eller i fremtiden, og samarbejder aktivt og tværgående med dygtige fagkollegaer. Dine arbejdsgange er metodiske og du leverer med høj kvalitet og højt sikkerhedsniveau.

Du tænker i automatisering, life-cycle-management, forenkling og ydeevne hver gang du løser en opgave og sikrer herigennem effektivitet og kontrol.

Du har erfaring med nedenstående eller har et ønske om og kvalifikationer til at lære det.

  • Drift og udvikling af systemer, der behandler og distribuerer data.
  • Strukturering af data gennem programmering eller scripts.
  • Kendskab til ETL-koncepter og best practices.
  • Databaseforståelse på udvikler/BI-niveau.
  • Cloud-metodik forståelse.

Har du erfaring med at arbejde med store mængder data – og har du kendskab til fx datadioder, vil vi særligt gerne høre fra dig.

Dine kompetencer er i centrum og ikke titler. Vi lægger vægt på, at du har de rigtige forudsætninger og det rigtige skill- og mindset. Så skal vi nok lære dig teknologien og detaljerne.

Fastholder du samtidig en positiv tilgang, ser muligheder og hurtigt gennemskuer nyt, vil du helt sikkert falde godt til.

Du bliver en del af et team af dygtige og professionelle kollegaer med mange forskellige fagligheder og et højt fagligt niveau. Alle brænder for deres arbejde og din dedikation vil blive mødt med stor indflydelse på egen arbejdsdag i en operativ virkelighed.

PET er et unikt sted at arbejde, og vi klæder dig godt på til det. Sammen med andre nye kolleger gennemgår du et grundigt onboardingprogram, så du både lærer forretningen at kende, og hvordan du skal forholde dig til at være ansat i PET. Dertil investerer vi i at udvikle og dygtiggøre vores medarbejdere via ambitiøse efteruddannelsesmuligheder, så de er klædt på til at udnytte fremtidens muligheder, såvel som imødegå fremtidens trusler.

Dit arbejdssted bliver Klausdalsbrovej 1 i Søborg, tæt på offentlig transport. Vi har eget fitnesscenter og en aktiv personaleforening. Vi har ydermere flekstid, betalt frokostpause og et godt fokus på work-life balance.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen ønskes besat pr. 1 juni 2024.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Du skal kunne sikkerhedsgodkendes til YDERST HEMMELIGT og en ansættelse i PET er betinget af, at du til enhver tid kan opretholde den nødvendige sikkerhedsgodkendelse.

Kontakt og ansøgning

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte HR på mail hr-rekruttering@politi.dk.

Du kan også finde mere information om PET på vores hjemmeside www.pet.dk og om politiet generelt på www.jobipolitiet.dk.

Et ansættelsesforhold i PET behandles med fortrolighed, hvilket ansøger skal være opmærksom på i forbindelse med ansøgnings- og ansættelsesprocessen. Det betyder, at ligesom vi ikke fortæller nogen, at du har søgt en stilling hos os, bedes du tilsvarende ikke dele denne oplysning med nogen.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 25. marts 2024.

Som Danmarks efterretnings- og sikkerhedstjeneste er det PET’s opgave at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Det gælder såvel trusler i Danmark som trusler, der er rettet mod Rigsfællesskabet eller mod danskere og danske interesser i udlandet. Vi arbejder for dig – vil du arbejde for os?

Gem job

Politiets Efterretningstjeneste

Arbejdssted

Søborg

Vigtige datoer

Indrykket:
4. marts 2024
Ansøgningsfrist:
25. marts 2024