Engageret IT-konsulent til di­gi­ta­li­se­ring


Vil du være med til at understøtte den digitale transformation i Familieretshuset til gavn for børn og familier i ændrede livssituationer i Danmark? Så er du måske vores nye kollega!

Din hverdag hos os

Vi søger en IT-konsulent, gerne uddannet IT-supporter, datamatiker, datatekniker eller lignende, der med baggrund i stærke samarbejdsevner og interesse i forretningsprocesser kan anvende IT-løsninger til understøttelse af vores kerneopgave. I Familieretshuset varetages store dele af IT-driften hos Statens IT. De opgaver, Statens IT ikke har ansvaret for, varetager vi selv, og netop derfor har vi brug for dig til at hjælpe os med at understøtte drifts- og udviklingsopgaver og være bindeled til Statens IT.

Du vil fx møde følgende typer opgaver:

  • Omsætte forretningsprocesser til digitale processer, fx i vores EDSH-system
  • Vedligeholdelse og udvikling af forskellige fagapplikationer
  • Samarbejde med IT Servicedesk om 2. level support, herunder udbygge vores videns-artikler i Confluence
  • Applikations- og systemarkitektur

Højt fagligt niveau og fokus på teamsamarbejde

I IT er vi knap 30 medarbejdere fordelt på flere lokationer, de fleste dog placeret i Aabenraa. Mød Christine, som bliver en af dine kolleger i IT, og andre medarbejdere i Familieretshuset her på Mød en medarbejder (familieretshuset.dk).

Vi arbejder i tiltagende grad agilt og styrer vores opgaver i Jira – og vi er på udkig efter kolleger, der ud over deres faglige kompetencer besidder evnen og viljen til at samarbejde med forskellige fagligheder frem mod et fælles resultat.

Det kræver bl.a. en interesse for at forstå vores kollegaer både i IT og resten af organisationen, og det kræver faglighed og teknisk indsigt i at arbejde med systemmæssige sammenhænge både på applikations- og systemniveau.

Vi forventer ikke, at du har erfaring med alle nedenstående områder, men at du har en teknisk forstand og erfaring, som du formår at bringe i spil i opgaveløsningen. Det vil være en fordel, hvis du har erfaring med flere af følgende:

  • ESDH-systemer
  • Udvikling, drift og vedligeholdelse af komplekse IT-systemer
  • Integrationer og dataudveksling
  • GDPR og informationssikkerhed
  • Agile processer/it-projektledelse
  • Leverandørkontakt og økonomistyring

Vi tilbyder dig

Et meningsfuldt arbejde i en dynamisk organisation med spændende udviklingsmuligheder – såvel fagligt som personligt. Her er stærkt kollegialt samarbejde med god mulighed for sparring. Vi har gode arbejdsforhold og fleksible arbejdstider, herunder flekstid, der kan anvendes under hensyn til arbejdets tilrettelæggelse.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Hvis du er interesseret i stillingen, bedes du sende en ansøgning, CV, eksamenspapirer samt evt. anden relevant dokumentation via knappen "Ansøg" senest 27. maj 2024.

Vi forventer at afholde samtaler som følger:

  • 1. samtaler den 3. og 5. juni. Der er også mulighed for første-samtale online.
  • 2. samtaler den 10. og 12. juni.

Tiltrædelse gerne hurtigst muligt eller den 1. august 2024.

Arbejdsstedet er Familieretshuset i Aabenraa, Odense, Aarhus eller København og ansættelsesområdet er Social-, Bolig- og Ældreministeriet med tilhørende institutioner. Der kan forekomme rejseaktivitet til Familieretshusets øvrige lokationer.

Har du spørgsmål vedrørende stillingen, er du velkommen til at kontakte IT udviklingschef Lasse Bohse på tlf. 9359 6750.

Du vil blive ansat efter gældende overenskomst.


Om Familieretshuset

Familieretshuset hjælper borgere med at skabe ro, tryghed og retning i ændrede livssituationer. Målet er altid at finde den bedste løsning for hver enkelt borger.

Vi løser opgaver inden for områderne: forældremyndighed, bopæl og samvær, separation og skilsmisse, internationale ægteskaber, navngivning og navneændring, bidrag, faderskab og medmoderskab, adoption, værgemål og fremtidsfuldmagter.

Vi er en organisation i stor udvikling, og vi brænder for at levere den bedste kvalitet til gavn for de mange borgere, der hver dag har brug for vores hjælp. Familieretshuset har afdelinger 10 forskellige steder i Danmark.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.

Familieretshuset løser opgaver på det personretlige og familieretlige område. Familieretshuset behandler overordnet sager om brud og overgange i familien.

Det er Familieretshusets opgave at behandle sager, som handler om familien i bred forstand. På alle områder handler det om at finde de løsninger, der er bedst for hver enkelt familie.

Familieretshuset åbnede 1. april 2019 og erstattede Statsforvaltningen. Familieretshuset hører organisatorisk og budgetmæssigt under Social-, Bolig- og Ældreministeriet.

Gem job