Erfaren IT-pro­jekt­le­der til stra­te­gisk vigtig opgave


Navigerer du sikkert i krydsfeltet mellem forretningsprocesser, it-systemer og jura? Søger du indflydelse og kan du håndtere mange interessenter? Motiveres du af at arbejde med komplekse projekter, der har stor politisk bevågenhed? Så har vi måske jobbet til dig.

Udviklings og Forenklingsstyrelsen, i daglig tale UFST, søger en projektleder, der har flere års erfaring med IT-projekter og gerne i den offentlighed sektor. Opgaven er kompleks og vil køre over flere år. Du kommer til at stå i spidsen for et eller flere projekter i porteføljen, som går på tværs af Skatteforvaltningen i en strategisk vigtig opgave, som følges tæt af både styrelsesdirektører og Skatteministeriets Departement.

Projektleder til Partsrepræsentation

Forvaltningsloven stiller krav om partsrepræsentation, hvilket betyder, at det skal være muligt for borgere og virksomheder at lade sig repræsentere af en anden part, i enhver kontakt med en offentlig myndighed. Opgaven er at sikre, at kravet understøttes i Skatteforvaltningens forvaltningsprocesser og dertil knyttede it-systemer. Vores ansvar for, at alle relevante systemer kan understøtte kravet om Partsrepræsentation, er en meget stor opgave, der går på tværs af en række styrelser i Skatteforvaltningen.

Dine opgaver bliver både udfordrende og udviklende

Du bliver en del af et kompetent team, der i tæt samarbejde med andre it-funktioner og forretningssiden i Skatteforvaltningen, skal bygge de nødvendige it-løsninger til bedre understøttelse af partsrepræsentation.

Som projektleder vil dine arbejdsopgaver bl.a. bestå af:

  • Ansvar for udarbejdelse af omfattende projektstyringsdokumentation samt risikovurdering.
  • Overordnet styring med, at projektet leverer iht. tidsplaner, aftalt scope og økonomi.
  • Betjening af styregruppe og håndtering af interessenter på tværs af Skatteforvaltningens styrelser og ledelsesmæssige lag.
  • Daglig projektledelse med fokus på at sikre fremdrift, planlægning, økonomistyring og trivsel i teamet.

Desuden skal du bidrage til arbejdet med udarbejdelse af målbillede it-arkitektur for løsningsmodellerne og til udarbejdelse af strategier for implementering af it-løsningerne.

Du får mulighed for at styrke dine kompetencer og for at tage et stort ansvar. Faglig udvikling er en integreret del af jobbet hvilket sikrer mulighed for, at du udvikler dig. Du indgår i samarbejder på tværs af fagligheder og deltager i gensidig sparring med andre specialister i et dynamisk miljø og får dermed en karriere med mulighed for personlig og faglig udvikling.

Vi glæder os til at høre fra dig

For at komme i betragtning til stillingen skal du have erfaring med ledelse af et eller flere større it-projekter og evt. i eller for den statslige sektor – gerne med tunge juridiske aspekter. Du har styr på de klassiske projektledelsesdiscipliner, har relevante certificeringer og er vant til interessenthåndtering i komplekse offentlige organisationer.

Det vil desuden være en fordel, men ikke et krav, hvis du tidligere har arbejdet Statens IT-projektmodel eller Prince2. Derudover skal du trives med at udarbejde skriftlig dokumentation til interne og eksterne.

Din sans for at skabe gode relationer og evner til at bygge bro mellem interessenter, er med til at sikre rettidig involvering af samarbejdspartner og styregrupper. Du trives i den udadvendte rolle med en stor intern snitflade og kontakt til andre myndigheder og leverandører. Endelig er du robust og kan holde hovedet koldt i pressede situationer.

Du bliver en del af kontoret Brevløsninger

Kontoret har også ansvaret for de løsninger Skatteforvaltningen anvender til at producere og udsende breve og andre meddelelser digitalt og fysisk til borgere og virksomheder. Også på dette område har vi flere store og spændende projekter i gang, hvorfor der hersker en stærk projektkultur i kontoret.

Du kommer således til, sammen med dygtige kolleger, at deltage i at bygge digitale løsninger til fremtidens skattevæsen, løse komplekse udfordringer samt skabe og udvikle en karriere med mening.

Vi kommer med mange forskellige uddannelses- og erhvervsmæssige baggrunde, hvilket skaber et dynamisk og kreativt arbejdsmiljø. Vi vægter åbenhed, læring og arbejdsglæde meget højt og har plads til at nørde i fællesskab, så vi kan skabe effektive og udviklende løsninger i fællesskab.

Hos UFST får du lov til at tage et stort ansvar, hvilket giver dig mange muligheder for at accelerere din udvikling som projektleder. Projektets tværgående interessentlandskab vil give dig en stor berøringsflade i Skatteforvaltningen, samt spændende muligheder for at operere på tværs af både forvaltningens styrelser og ledelsesmæssige lag. Hvis du motiveres af at samle en stor organisation omkring et samfundsmæssigt vigtigt projekt, så er dette rollen for dig!

Vi har fleksibilitet i hverdagen til at få arbejde og familieliv til at hænge sammen. Skatteministeriet lægger vægt på at understøtte fleksible arbejdsvilkår, og rammerne for arbejdstilrettelæggelsen drøftes mellem leder og medarbejder med udgangspunkt i den samlede opgaveløsning.

Vores arbejdssprog er dansk og det er derfor vigtigt, at du forstår og formulerer dig på dansk, både mundtligt og skriftligt. Vi er et voksende kontor med p.t. 15 medarbejdere.

Kontakt og ansættelsesvilkår

Ansøgning med CV og relevante dokumenter skal indsendes via nedenstående link senest 27. oktober 2024. Vi forventer at afholde samtaler løbende. Tiltrædelse 1. januar 2025 eller efter aftale.

Der kan indgå en person- og logikanalyse som led i ansættelsesprocessen og vi indhenter vi straffeattest forud for ansættelsen.

Du kan få yderligere oplysninger om stillingen ved henvendelse til kontorchef Morten Kvist på 7237 6401 eller til Vibeke Dalsgaard, der er senior-projektleder på opgaven, på 7237 1061.

Der er tale om fast og varig stilling, og du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende overenskomst for akademikere i staten (AC), overenskomst for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK) eller overenskomst for Fuldmægtige m.fl. (DTS) i Skatteministeriet. Der vil være mulighed for at blive indplaceret som special- eller chefkonsulent alt efter kompetencer og erfaring.

Ansættelsesområdet er Skatteministeriet med tilhørende institutioner.

Dit arbejdssted vil være Osvald Helmuths Vej 4, Frederiksberg.

Om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen

’Vi sikrer velfungerende it-løsninger, så den samlede Skatteforvaltning kan løse sin opgave’

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen er en tværfaglig styrelse og har til opgave at udvikle, drifte og vedligeholde nye og eksisterende it-systemer i Skatteforvaltningen, så de er stabile, sikre og omkostningseffektive.

Vores medarbejdere er fagligt kompetente og specialiserede og samtidig i stand til at arbejde tæt sammen med andre fagligheder på tværs af Skatteministeriet. Kun gennem et stærkt fagligt fællesskab på tværs af fagområderne kan vi lykkes med den omfangsrige og komplekse opgave, vi har.

Vi søger løbende nye kolleger, som deler vores ambition om at sikre fundamentet for finansieringen af den offentlige sektor.

Læs mere om Udviklings- og Forenklingsstyrelsen på www.ufst.dk.

Udviklings- og Forenklingsstyrelsen opfordrer alle kvalificerede uanset alder, køn, seksuel orientering, religion eller etnisk tilhørsforhold til at søge stillingen.


Gem job