Erfaren forandringsleder til digital transformation hos Danmarks Lærerforening
Brænder du for at lede digitale transformationsprocesser, og har du erfaring med at skabe mening gennem forandringsledelse, brugerinddragelse og strategisk rådgivning? Så er du måske vores nye kollega.
Danmarks Lærerforening har høje ambitioner, når det handler om at udnytte digitaliseringens muligheder og styrke brugen af data til at være en professionel og attraktiv fagforening. Som en del af vores digitaliserings- og IT-afdeling vil du skulle bidrage til at udvikle foreningen som en datadrevet og digital organisation. Du vil skulle rådgive ledelsen om strategisk digital udvikling og drive komplekse forandringsprocesser, hvor brugerinvolvering, opbygning af kompetencer og værdiskabelse er i fokus.
Om jobbet
Dine hovedopgaver vil ligge inden for følgende arbejdsområder:
- Rådgive og støtte ledelsen i at arbejde strategisk og meningsfuldt med digitalisering i tæt samarbejde med afdelingschefen.
- Kortlægning af relevante digitale trends og brugerbehov.
- Udvikle og drive processer for kvalificering af digitale indsatser og understøtte ledelsen i at foretage de rette prioriteringer.
- Forandringsledelse og facilitering af komplekse digitale transformationsprocesser med fokus på brugernes behov og værdiskabelse.
- Udvikle og understøtte processer for tværgående samarbejde om digitalisering og opbygning af kompetencer.
- Bidrage til at understøtte en fælles tilgang til projektarbejde i sekretariatet.
Du vil desuden skulle bidrage til afdelingens interne samarbejdsprocesser og vores løbende arbejde med at udvikle os som afdeling.
Om dig
Du har dokumenteret erfaring med forandringsledelse, procesfacilitering og digital transformation. Du har arbejdet med at rådgive og støtte ledere i at arbejde strategisk med digitalisering, og du har drevet digitale udviklingsprocesser, hvor kompetenceopbygning, brugerinddragelse og tværgående samarbejde har været vigtige elementer. Du kan omsætte komplekse problemstillinger til konkrete løsninger og er dygtig til at skabe engagement omkring digitale projekter.
Du har forretningsforståelse og tværorganisatorisk tankegang og er nysgerrig og dialogsøgende i din tilgang. Du behersker og forstår vigtigheden af målrettet kommunikation - både skriftligt og mundtligt. Møder du konflikter på din vej, er du i stand til at lytte til de forskellige perspektiver og løse problemstillinger konstruktivt i samarbejde med dine kolleger.
Du skal kunne arbejde selvstændigt, men også have lyst til at bidrage til det kollegiale og sociale fællesskab i afdelingen og bidrage til en god samarbejdskultur og et godt og uformelt arbejdsmiljø.
Erfaring med politisk ledede organisationer og/eller arbejde inden for uddannelsessektoren er en fordel, men ikke et krav.
Om os
Du bliver en del af en dynamisk afdeling bestående af 15 kompetente og engagerede kolleger, der arbejder med en bred vifte af opgaver inden for både digitalisering og digital udvikling, servicedesign, UX, data, IT-drift og support, systemadministration, leverandørstyring samt IT-sikkerhed og arkitektur.
Vi har stort fokus på teamfællesskabet og samarbejdet om opgaverne, hvor vi bringer vores forskellige fagligheder i spil på tværs af afdelingen. Atmosfæren er uformel og uhøjtidelig, og vi lægger vægt på et godt grin og en åben kommunikation.
Vi tilbyder
- En central rolle i udviklingen af Danmarks Lærerforening som digital organisation
- En arbejdsplads i hjertet af København kun få minutter fra Rådhuspladsen, men hvor der også er mulighed for hjemmearbejde og fleksibilitet i hverdagen
- Attraktive ansættelsesvilkår og personalegoder samt muligheder for kompetenceudvikling
Kendetegnende for Danmarks Lærerforening er et engagement, der hviler på et fagligt stærkt fundament, en god kollegial omgangstone og høje ambitioner hvad angår digitalisering og udnyttelse af data.
Vilkår
Stillingen ønskes besat per 1. januar 2025. Ansættelsen er omfattet af overenskomst mellem Danmarks Lærerforening og konsulentklubben i sekretariatet. Lønindplacering sker jf. overenskomsten efter det kommunale lønsystem ud fra kvalifikationer og erfaring. I ansættelsen indgår en arbejdsgiverbetalt PFA Pensionsordning på 17,3 procent. Arbejdstiden er tilrettelagt ud fra 37 timer ugentligt. Vi har 6 ugers ferie og mulighed for optjening af 12 ekstra fridage om året.
Vil du vide mere?
Er du velkommen til at kontakte afdelingschef Tina Skriver Didriksen på mobil 23 62 75 09.
Vi afholder løbende samtaler og lukker for opslaget, når den rette kandidat er fundet. Send derfor din ansøgning samt CV til os hurtigst muligt.
Ansøgningsfrist: 15-11-2024.
Fremtiden starter i skolen. Vi glæder os til at modtage din ansøgning!
Danmarks Lærerforening er en partipolitisk uafhængig organisation med godt 81.000 medlemmer, hvoraf hovedparten er lærere i folkeskolen. Danmarks Lærerforening varetager medlemmernes tjenstlige og økonomiske interesser og arbejder for pædagogisk udvikling af folkeskolen.