Student Assistant - Project Management & Sales
Hos KMD udvikler vi digitale løsninger, som bruges og skaber fremskridt for millioner af mennesker verden over. Disse løsninger danner digitalt grundlag for samfundets vigtigste aktører, fra politiske og juridiske myndigheder og offentlige instanser til finansielle institutioner og private virksomheder. Vores mission er at gøre deres digitale ydelser og adfærd pålidelig, tilgængelig og effektiv.
Vi tror på, at fremtiden er, hvad du selv gør den til. Derfor er en karriere hos KMD en karriere med formål og frihed. Her er du ikke alene direkte medvirkende til at forbedre livet og hverdagen for en masse mennesker. Du får også motivation, plads og værktøjer til at forme din egen professionelle færd og udvikling.
Er du studerende på en længerevarende videregående uddannelse? Er du interesseret i projektledelse, finansiel styring og administration indenfor IT, og elsker du at arbejde med data og økonomi? Brænder du for at yde excellent service til kollegaer og kunder? Så har du nu en enestående mulighed for at få et spændende og fleksibelt studiejob i KMD Case Management, som leverer software-løsninger til stat, kommuner og den private sektor.
KMD Case Management søger en studentermedhjælper til vores kontor i Ballerup eller Århus, som skal bistå med projektsupport, rapportering og økonomiske analyser.
Stillingen opslås i vores Project Management afdeling, hvor konsulenter og projektledere dagligt samarbejder med vores kunder om produktimplementering og optimeret anvendelse af vores samlede produktsuite.
Som studentermedarbejder hos KMD får du et spændende, udfordrende og erhvervsrelevant studiejob med gode udviklingsmuligheder - både personligt og fagligt.
Dine arbejdsopgaver vil bl.a. bestå af:
- Finansiel ledelsesrapportering
- Opfølgning på tidsregistrering
- Partner rapportering
- Assistere månedsluk
- Økonomiske analyseopgaver herunder datamodulering
- Adhoc opgaver som timeflyt i SAP S/4, korrigering af data input osv.
- Andre opgaver på baggrund af faglige interesser
Vi tilbyder stor fleksibilitet i forhold til planlægning af din arbejdstid, hvor vi regner med, at du kan hjælpe os ca. 10-15 timer om ugen svarende til 2 hele arbejdsdage pr. uge. Du får arbejdsplads i Ballerup eller Århus og vil indgå i et tæt samarbejde med vores øvrige medarbejdere. Der tages naturligvis forbehold for eksamensperioder, praktikperioder m.v.
Vi værdsætter, at der er højt til loftet, plads til de gode ideer, og at man hjælper hinanden i dagligdagen. Tonen er uformel, og vi mener, at det skal være sjovt at gå på arbejde - også selvom vi har travlt.
Dine kvalifikationer
Du er i gang med 4-6. semester på din bacheloruddannelse og forventer efterfølgende at gennemføre en kandidatuddannelse i erhvervsøkonomi, salg, økonomi eller IT. Som person er du engageret, og du brænder for dit arbejde. Du vil gerne lære nyt, fordi du ved, at det er vejen frem. Du trives med forskelligartede opgaver, og du kaster dig gerne ud i noget helt nyt. Desuden gælder det, at du:
- Er proaktiv – du sidder ikke og venter på at blive sat i gang, men opsøger aktivt opgaver og viden
- Har et stærkt administrativt gen
- Er interesseret i IT
- Behersker Microsoft Office-pakken og har interesse i programmer som Power BI
- Er en positiv og konstruktiv teamplayer – også i en travl og foranderlig hverdag
- Er god til at kommunikere - du taler og skriver flydende dansk og engelsk.
Det er desuden en forudsætning for ansættelse, at du har en ren straffeattest og kan opretholde relevant sikkerhedsgodkendelse ved PET og FE.
Om KMD
KMD er Danmarks største, sjoveste og mest seriøse legeplads for it-talenter. Vi er mere end 3.000 medarbejdere, og selvom nogle af vores specialer er meget niche, så dækker vi sammen utroligt bredt. Vi arbejder med softwareprodukter, cloud-løsninger, konsulentydelser, arkitektur, test, kundeservice og projektledelse. Derudover har vi selvfølgelig stærke sælgere og støttefunktioner som fx Finance, Strategi, HR og Kommunikation. Det gør, at der er gode muligheder for at videreudvikle sig – også med andre spændende opgaver.
Vil du vide mere?
Vi inviterer løbende relevante kandidater til samtale, og slår til når den rette kandidat er fundet. Så send din ansøgning allerede i dag og ikke senere end 07.02 2025. Vil du vide mere, er du velkommen til at kontakte Head of Projects & Customer Success Julian Kempf på JOM@kmd.dk eller +45 44601185.