HR og it-rekrutteringJobannoncering

It-jo­ban­non­cer tænkt helt ud af boksen

Fra tid til anden støder vi på jobannoncer, der skiller sig ud fra normalen på den ene eller anden måde – og som derfor får en tand ekstra opmærksomhed blandt både jobsøgere og medier. Vi har samlet vores favoritter af it-jobannoncer, der gennem tiden har fået os til at kigge en ekstra gang.

Electronic Arts (EA): Jobannonce på billboard

Electronic Arts, som du måske bedre kender som EA, er en amerikansk virksomhed, der laver spil til Mac og PC samt Nintendos, Sonys og Microsofts konsoller.

For at ramme de rigtige kandidater kommunikerede de deres budskab ”Now hiring” i ASCII kode på et billboard, som var strategisk placeret foran deres konkurrents kontor. På trods af at det skabte debat i spil-industrien fik EA den ønskede opmærksomhed fra de rette kandidater.

Flickr: Skjult jobannonce i kildekode

Billede– og videodelingssitet Flickr er på udkig efter de nysgerrige og ambitiøse udviklere, der graver sig helt ned i kildekoden. Det gør de ved at gemme en ”We’re hiring” meddelelse i sitets kildekode med et link til deres ledige job.

Google: Jobannonce på billboard

 

I Googles jagt på de bedste ingeniører satte man et billboard med en matematisk udfordring op på en strategisk placering: Foran Harvard Square i Cambridge, der fungerer som knudepunkt for de studerende på det anerkendte universitet, Harvard, i den amerikanske stat Massachusetts. Et identisk billboard blev placeret i Silicon Valley i Californien, der er kendt som samlingspunkt for nogle af verdens største og mest højteknologiske virksomheder.

Det korrekte svar ledte til et website hvor endnu en opgave skulle løses. Svarede man korrekt på dette kunne man vedhæfte sit cv, og Google havde på denne måde lavet en solid og omhyggelig screening af mulige kandidater.

Mckinsey & Company

Det amerikanske management-konsulentfirma McKinsey & Company, der også har kontor I København , gik på jagt efter it-kandidater gennem synlighed på en række universiteter, hvor målgruppen færdes.

De hængte plakater op hvor telefonnummeret var skjult bag en formel og fik ad den vej forbedret ansøgerfeltet markant og sparede dem i samme omgang en del tid.

Jobannonce opbygget som kode

Den London-baserede virksomhed, This is Real Art, der skaber kreativ kommunikation, legede med design og opsætning af deres jobannonce da de var på udkig efter en web-udvikler.

Ved at opsætte jobannoncen så den ligner kode så skiller den sig i den grad ud fra mængden og fungerer rent grafisk som et blikfang for personer med en baggrund inden for webudvikling.

Konkurrencen om de bedste it-kandidater er stor, og virksomheder, der ligger lidt ekstra kræfter i måden hvorpå de tiltrækker de rette talenter får i mange tilfælde den velfortjente opmærksomhed fra både medier og kandidater.

Har du dine egne favoritter af kreative jobannoncer, så send dem til os på kontakt@it-jobbank.dk. Så sørger vi for at dele dem med vores kandidater.

Kilde: Foto via TheThingsWeSay, Adverbox, og Flickr

Læs også