Employer brandingHR og it-rekruttering

Et godt afslag er en god for­ret­ning

Vi har alle oplevet at få afslag på dét, vi troede var det ultimative drømmejob. De fleste kan blive enige om, at det langt fra er en rar følelse at modtage en mail med følgende ordlyd: "Tak for din ansøgning. Vi har modtaget mange ansøgninger fra kvalificerede kandidater, men du er desværre ikke en af dem, vi ønsker at gå videre med."

I sådanne situationer vil den afviste kandidat ofte sidde frustreret og forvirret tilbage, da hverken en forklaring eller redegørelse for afvisningen følger i mailen.

Hvordan giver du den bedste og mest konstruktive feedback?

Det er hverken nemt eller sjovt at overbringe dårlige nyheder. Det siger sig selv. Der er derfor ingen grund til at gøre det ubehageligere, end det er. Dog er der forskellige måder, hvorpå nyheden kan leveres; via mail eller pr. brev, via et telefonopkald eller ansigt til ansigt. Fordelen ved at anvende det skrevne alternativ er muligheden for at give en grundig forklaring uden, at vigtige detaljer glemmes, som risikeres ved en ansigt-til-ansigt interaktion. Dog er det afgørende at opretholde en personlig approach til vedkommende, og altså ikke skrive ”kære ansøger”, men i stedet tage sig tiden til at finde ud af, hvad de enkelte kandidater hedder og adressere dem ved navn.

Har du imidlertid haft en kandidat til et interview – enten personligt eller pr. telefon – bør du aldrig bare sende en mail. Det er almindelig god stil og udviser høflighed, at du i stedet ringer kandidaten op.

Den hyppigst anvendte metode er telefonsamtalen, der er mere personlig end en mail, men hurtigere overstået end en personlig samtale. Her får de afviste kandidater ligeledes mulighed for at stille opklarende spørgsmål. Metoden til feedback afhænger naturligvis også af, hvor mange kandidater, der har søgt jobbet.

Det er dog kun i særlige tilfælde, at en samtale er nødvendig. Det sker typisk, hvis det er en intern kandidat eller en prominent person fra en anden virksomhed, den pågældende virksomhed har interesse i at bevare en særlig god relation til.

Hvorfor er det vigtigt med feedback?

Måske allervigtigst er det, at en undersøgelse foretaget af StepStone blandt 21.262 jobsøgere viste, at manglende svar fra virksomhederne for 84% af jobsøgerne havde effekt på deres opfattelse af virksomheden. Og for hele 60% havde det effekt på deres lyst til at købe virksomhedens produkter eller ydelser senere.

Men der er flere forskellige aspekter at tage hensyn til. Det første er ganske simpelt, at det er det pæne og ”rigtige” at gøre. Det er selvsagt ikke muligt at give detaljeret feedback til hundredevis af afviste kandidater, men det kan godt betale sig at tage sig tiden i forhold til dem, der har været indkaldt til samtale. Det kan være kandidater, der i fremtiden kommer til at have berøring med virksomheden - internt eller eksternt - hvorfor det er en god idé at behandle dem med den respekt, de fortjener.

Endvidere er det yderst gavnligt for de afviste kandidaters fremtidige jobsøgninger, at de har en forudsætning for at imødekomme de opslåede stillinger på bedst mulige måde. Det kan de, hvis de får pointeret, hvad der gjorde, at de ikke blev valgt. Ligesom det vil positionere virksomheden positivt udadtil i stedet for at afskrække potentielle kandidater i fremtiden. Feedback vil give de afviste kandidater lyst og blod på tanden til at sende deres CV på et senere tidspunkt. Føler kandidaten sig imidlertid dårligt behandlet, vil de dele oplevelsen i deres netværk, og det kan reflektere dårligt tilbage på virksomhedens omdømme.

Derfor er ordentlig feedback vigtigt:

  1. Det er det rigtige at gøre: Jobsøgende står i forvejen i en presset situation, hvor de hver dag føler sig stressede på grund af den ustabilitet, jobsøgning skaber.
  2. Kandidaterne kan være en vigtig fremtidig ressource: Måske du får brug for en dygtig kandidat om 3, 6 eller 12 måneder, og hvis jobsøgerne har potentiale, gør du klogt i at behandle dem ordentligt.
  3. De jobsøgendes netværk er dine potentielle samarbejdspartnere, kunder og medarbejdere: Hvis du giver et dårligt indtryk af din virksomhed igennem ringe behandling af jobsøgende, vil ordet spredes, og det image, virksomheden dagligt arbejder på at opretholde, vil tage skade.
  4. Du hjælper kandidaterne videre: Konstruktiv og konkret feedback gør kandidaterne i stand til at arbejde med deres profil, ansøgning og CV, så de kan nå at optimere og gøre noget konkret inden næste ansøgning.

Hvad får du som arbejdsgiver ud af det?

Den tid du tager, til at give afviste kandidater feedback, er som regel godt givet ud - og kommer højst sandsynligt tifold tilbage. Det åbner ligeledes for muligheder for fremtidigt samarbejde og for at give kandidaten mulighed for at forberede sig bedre eller gøre nogle ting anderledes ved næste jobsamtale.

Læs også