Efterspørgslen på de rette it-kompetencer er post corona braget i vejret med uset styrke.
Lige nu klør mange rekrutteringsfolk sig i håret over, hvordan og hvor de skal skaffe og lokke it-kompetencer, der kan styrke virksomhedernes digitale omstilling, it-sikkerhed og kundeforhold.
Det viser en undersøgelse fra Computerworlds engelske søstermedie CIO.com.
I undersøgelsen State of the CIO angiver 812 it-ledere, hvad de ser som de sværeste it-stillinger at få besat netop nu.
Øverst på listen over de mest bøvlede it-jobs at få besat finder vi således it-professionelle med kompetencer inden for it-sikkerhed, AI og machine learning, data science og data analytics samt den agile værktøjskasse i form af DevOps og DevSecOps.
Der har i flere år været mangel på it-arbejdskraft, og det står så grelt til, at vi herhjemme i 2030 vil mangle 22.000 it-professionelle på arbejdsmarkedet.
Det sker, selvom der til den tid vil blive uddannet 8.000 flere it-studerende end i dag, lød det i en rapport fra RIS Group og HBS Economics for Danske Gymnasier og Ingeniørforeningen, IDA.
Her er de 13 it-jobs, der er sværest at få besat:
- Cybersikkerhed: 21 procent.
- AI/machine learning: 20 procent.
- Data science/analytics: 19 procent.
- DevOps/DevSecOps/agile: 12 procent.
- Cloud services/integration: 11 procent.
- Robotic process automation (RPA): Ni procent.
- Internet of things/edge computing: Otte procent.
- App-udvikling: Otte procent.
- Softwareudvikling: Otte procent.
- Enterprise architecture: Syv procent.
- Cloud architecture: Syv procent.
- Enterprise software (ERP, CRM, etc.): Seks procent.
- Multicloud management: Seks procent.