Sådan får du en god samtale
Du bliver mere afslappet og mindre nervøs, når du føler dig forberedt til at gå til samtale. Det betyder, at du performer bedre og har lettere ved at håndtere spørgsmålene.
Du får her nogle gode tips og råd til, hvordan du bedst håndterer samtalen – før, under og efter.
Gode råd før jobsamtalen
Forberedelse er guld. Faktisk kan forberedelsen være tungen på vægtskålen for, hvorvidt du lander jobbet.
Du bør som minimum gøre følgende som forberedelse til samtalen:
Research virksomheden
Tjek firmaets hjemmeside, LinkedIn side, Facebook side osv. Lav også en generel Google-søgning, og se om særlige artikler eller information dukker op.
Research din kommende chef
Tjek vedkommendes LinkedIn profil, og undersøg evt. om du kender en i dit netværk, som arbejder med ham/hende eller blot er connected på LinkedIn.
Øv dit elevator-pitch
Forestil dig, at du har to minutter til kort at præsentere dig selv. Hvad er det mest væsentlige du har at fortælle? Nok ikke om dit første job eller hvor du er opvokset. Øv dig I at fortælle essensen af, hvem du er, hvad du kan, og hvorfor du vil arbejde lige præcis her.
Vær i stand til at understøtte floskler
Er du kommet til at skrive en floskel eller to i dit CV eller ansøgning, så som: ”Jeg er kreativ, målbevidst og en teamplayer”, skal du være i stand til at understøtte dette med konkrete eksempler fra dit arbejdsliv eller evt. privatliv.
Vær i stand til at besvare ofte stillede spørgsmål
- Fortæl kort om dig selv? (se elevator-pitch)
- Hvorfor vil du arbejde hos os?
- Hvordan ser din foretrukne arbejdsdag ud?
- Hvordan skal din leder være, for at få det bedste ud af dig?
- Hvad er dine styrker?
- Hvad er dine svagheder?
- Hvorfor stoppede din ansættelse hos din tidligere virksomhed? Hvorfor søger du væk fra din nuværende virksomhed?
- Hvad sætter du pris på hos en virksomhed?
- Hvornår har du gjort den største forskel?
- Hvem er du, når du ikke er på arbejde?
- Hvordan vil dine venner/kolleger/familie beskrive dig?
- Hvordan bidrager du på en arbejdsplads?
- Hvor ser du dig om 1/3/5 år?
- Du skriver, du har erfaring med X. Kan du fortælle mere om det?
Forbered spørgsmål du ønsker afklaret, fx:
- Hvorfor er stillingen ledig? Er den nyoprettet/Hvorfor stopper vedkommende?
- Hvordan er kulturen her?
- Hvordan er din ledelsesstil?
- Hvordan bliver jeg en succes i jobbet?
- Hvordan ser teamet ud?
- Hvad bliver min vigtigste rolle?
- Hvordan balancerer I arbejdsliv og privatliv?
Forbered hvad du skal have på
Det lyder banalt, men det kan være enormt stressende at finde ud af, at skjorten du havde forestillet dig at have på har en stor sovseplet på. Samtidig er det også ubehageligt at opdage, at du er over-dressed eller under-dressed ift. de øvrige på arbejdspladsen. Undersøg på forkant, hvad dresscode er, og hav tøjet parat.
Giv dig god tid på dagen
Det er en dødssynd at komme for sent, utjekket at være svedig fordi du ikke er taget hjemmefra i god nok tid – og kan måske være en smule pinligt at komme 40 minutter for tidligt. 15 minutter tidligt er mere end nok!
Gode råd under jobsamtalen
Det allervigtigste til jobsamtalen er, at du er dig selv. Du kan forberede dig og øve nok så meget, men i sidste ende forsøger virksomheden at slå fast, om du passer ind i virksomhedskulturen. Dine kompetencer er naturligvis rigtig vigtige, men hvis din personlighed ikke matcher virksomhedens er det ikke sikkert, du bliver ansat. Derfor – vær dig selv!
Dog er der nogle gode råd:
- Forsøg at slappe af så meget som muligt.
- Hav et fast håndtryk – uden at knuse vedkommendes fingre!
- Vær smilende og lyttende.
- Hold god øjenkontakt, og tal til alle, hvis der er flere til stede til samtalen.
- Lad være med at afbryde.
- Undgå at tale grimt om din tidligere arbejdsplads. Vær saglig og objektiv – også selvom du måske har et vanskeligt forhold til din tidligere chef.
- Jobbet, virksomheden og lederen er også til samtale hos dig. Stil gode spørgsmål.
- Hvis du er nervøs, og du føler samtalen ikke går helt som den skal, kan det nogle gange være fint at fortælle, at du er en smule nervøs.
Gode råd efter samtalen
Ønsker du jobbet?
Når du er færdig med veloverstået samtale, må du stille dig selv spørgsmålet, om du stadig ønsker jobbet? Du har været til samtale, men faktisk har jobbet også været til samtale hos dig, og du har nu fået en god idé om, hvorvidt du kan lide jobindholdet, virksomhedskulturen, din leder osv.
Hvis du ikke længere er interesseret i jobbet skal du hurtigst muligt vende retur til virksomheden, så de ikke længere har dig i betragtning, men kan koncentrere sig om at finde en anden.
Hører du ikke noget?
Hvis du ikke hører tilbage indenfor nogle dage, er det fint at kontakte virksomheden og tjekke, hvor langt de er kommet i beslutningsprocessen.
Fik du ikke jobbet?
Hvis du ikke fik jobbet er det en rigtig god idé at få en tilbagemelding på, hvorfor det ikke blev dig. Hvad gik godt, hvad kan du forbedre, hvorfor fik du ikke jobbet? Det giver dig vigtig viden som kan gøre dig stærkere og bedre rustet til at klare din næste jobsamtale.