Debatindlæg af Nicklas Pyrdol
Hvis jeg var arbejdsløs IT-profil i disse dage, så ville jeg blive vanvittig af at høre, hvor kæmpe mangel der er på arbejdskraft og så alligevel få det ene afslag efter det andet.
Desværre er det tilfældet for nogle, måske for dig.
At der går så meget talent til spilde er en skam, både for jer kandidater, for virksomhederne og for samfundet.
Derfor har jeg skrevet denne, måske lidt banale artikel, som kan inspirere dig til at træffe nogle beslutninger, der øger sandsynligheden for at komme igennem nåleøjet.
Tip 1: Få professionel hjælp til at gøre dig attraktiv
Jeg hader CV’et. Helt ind i knoglerne hader jeg CV’et og alt hvad det repræsenterer af bias imod alder, køn, etnicitet, geografi, erfaring, uddannelse osv. osv.
Derfor er jeg heller ikke eksperten på, hvordan du skal opbygge dit CV.
Men det er der nogle andre der er.
Og her vil jeg starte med mit tip til dig: Få en CV-ekspert til at hjælpe dig med at både grafisk designe, strukturelt opbygge og skrive indhold til dit CV baseret på de jobs, du gerne vil have.
Der findes virksomheder og konsulenter, som specialiserer sig i denne disciplin og hvis du, i dette jobmarked, har udfordringer med at få hul igennem til samtalerunden, så er dit CV det første sted at starte.
Og når du er igang, så gør det samme med din LinkedIn profil.
Tip 2: Vis du kan løfte opgaven
Nogle gange kan man simpelthen bare ikke designe sig ud af manglende erfaring. Hvis du gerne vil ind på et område og du ikke har arbejdet med en bestemt Tech stack, projekttype, arbejdsmetode osv., så kan du risikere at blive valgt fra alligevel.
Dette sker fordi personen, der screener dit CV, har den fejlagtige antagelse, at blot fordi han/hun ikke kan læse du har erfaringen, så har du nok heller ikke kompetencerne.
En måde at overkomme den udfordring er simpelthen ved at give et eksempel på, hvordan du vil løse en af de kerneopgaver, der er listet i jobopslaget.
Altså, giv dig selv en fiktiv case, som selvfølgelig ikke kan indeholde alle de rigtige informationer, men som modbeviser antagelsen om, at du ikke kan kode i Laravel, blot fordi du ikke har erfaringen eller risikostyre et komplekst projekt, blot fordi du ikke har gjort det før.
Tip 3: Træn din interviewteknik
Sidste step i enhver rekrutteringsproces er interviewet. Og hvor de to første tips har til formål at få dig til selve interviewet, så er dette tip rettet mod at få dig det sidste stykke over målstregen.
Og igen kræver det en investering af dig, i hvert fald en tidsinvestering.
For jobinterviewet er et stort skuespil. Det er en kunstig arena, hvor det hele handler om at give det bedst mulige indtryk på meget kort tid. At være god i sådan en situation er slet ikke det samme som at være god til selve jobbet. Derfor kræver det træning.
De fleste interviews er opbygget på samme måde med en række semi-kedelige og ligegyldige spørgsmål, hvor den ansættende leder og/eller HR så prøver at tolke hvem du er og hvad du kan ud fra dem. Hvilket ikke kan lade sig gøre, men det er en anden snak. Dana et. al., 2013
Desværre ligger ansvaret hos dig selv
De tre tips jeg har skrevet, peger alle tre på dig. Tre ting, der vil kræve tid og måske endda penge fra din side.
Det kan forekomme usympatisk og uretfærdigt, når det nu er dig, der allerede har sendt 30-300 CV’er og ansøgninger afsted. Dig, der allerede har været til 5-50 jobsamtaler.
Desværre, så er der dog ikke andre, som tager rollen som din KarriereManager.
Og hvis det du har gjort indtil nu ikke er lykkedes, så kræver det noget andet og mere.
Vi kan godt pege på systemet og synes de skal stille disse ting til rådighed.
Vi kan godt pege på virksomhederne og synes de skal modernisere deres rekrutteringsprocesser og give chancen til flere, der mangler erfaring eller har været ledige lang tid.
Men du kan ikke gøre noget ved hverken systemet eller virksomhederne. Du kan kun gøre noget ved din egen indsats.
Og dagen kommer, hvor du bliver ringet op med meldingen ”Vi vil rigtig gerne tilbyde dig jobbet”. Så giv ikke op!
Dana, J., Dawes, R., og Peterson, N. Belief in the unstructured interview: The persistence of an illusion. Judgement and Decision Making, Vol. 8, No. 5, September 2013, pp. 512-520.
Om Nicklas Pyrdol:
Nicklas Pyrdol er uddannet i Idræt og psykologi fra Syddansk Universitet, hvor han også har fungeret som videnskabelig assistent og ekstern lektor. Efter at have arbejdet med talentudvikling og high performance i elitesport, senest som sportspsykologisk konsulent i Team Danmark, tog han skiftet til det private erhverhvsliv.
Her har han arbejdet med HR i e-Boks før han blev partner i Innoflow, et HR Tech scale-up med fokus på anonymiserede cases.
Nu er han selvstændig Talent Management Advisor og foredragsholder og inspirerer virksomheder til at modernisere og effektivisere deres rekruttering, udvikling og ledelse af medarbejdere.