Mangel på arbejdskraft medvirker til at presse lønninger i vejret i den danske it-branche.
Ifølge tal fra brancheorganisationen IT-Branchen er lønnen i branchen steget med 1.827 kroner sammenlignet med i fjor, og det betyder, at den gennemsnitlige månedsløn i branchen nu ligger på 52.817 kroner.
Hos mange virksomheder er manglen på kvalificeret arbejdskraft i øjeblikket så desperat, at de må takke nej til ordrer.
En barriere for vækst
Ifølge IT-Branchen har 42,4 procent af adspurgte i IT-Branchens årlige IT-Barometerundersøgelse måtte tak nej til ordrer, fordi de manger folk.
Samtidig ser 84,5 procent af de adspurgte it-virksomheder mangel på it-folk som den største barriere for vækst.
”Manglen på kvalificeret arbejdskraft er et alvorligt problem, som risikerer at stoppe den ellers gode vækst i vores branche,” siger Natasha Friis Saxberg, administrerende direktør i IT-Branchen, ifølge en skriftlig meddelelse.
Ifølge IT-Branchen har danske it-virksomheder derfor brug for at der bliver uddannet flere it-folk samt bedre muligheder for at få adgang til at rekruttere udenlandsk arbejdskraft.
”På langt sigt er det vigtigt, at vi opkvalificerer og videreuddanner vores arbejdsstyrke, så vi kan matche den stigende digitalisering af samfundet. På kort sigt bliver vi nødt til at skaffe akut hjælp til virksomhederne ved at tiltrække og fastholde medarbejdere fra udlandet”, lyder det fra Natasha Friis Saxberg.