Netcompanys medarbejderstab er vokset med 575 mand i det seneste år. Alene i de seneste tre måneder har selskabt hyret 350 medarbejdere. Selskabets omsætning buldrer i vejret og lander på 818,6 millioner kroner i andet kvartal. Der er især buldrende vækst i Netcompanys salg til den private sektor.
Netcompany fortsætter den fremgang, som har været selskabet til del i efterhånden en længere årrække.
Selskabets netop offentliggjorte regnskab for andet kvartal 2021 viser en omsætning på 818,6 millioner kroner.
Det svarer til en organisk vækst på 21,2 procent i forhold til samme periode i fjor.
Driftsoverskuddet er steget med 3,3 procent til 166,7 millioner kroner, hvilket dog også er udtryk for et fald i indtjenings-marginen fra 23,96 procent i fjor til nu 20,2 procent.
Netcompany meddeler, at selskabet nu beskæftiger 3.238 medarbejdere. Det svarer til en stigning på 575 ansatte siden andet kvartal i fjor. Netcompany har alene i andet kvartal i år skrevet ansættelseskontrakt med 350 nye medarbejdere.
Privat sektor går frem
Regnskabet viser, at der især er gang i væksten i Netcompanys salg til den private sektor, der i andet kvartal er steget med 45 procent til 338,7 millioner kroner i forhold til det tilsvarende kvartal i fjor.
Netcompanys største ben er dog fortsat salget af løsninger og lignende til den offentlige sektor, som i andet kvartal udmøntede sig i en omsætning på 488 millioner kroner.
Det svarer til en vækst på godt 10 procent i forhold til samme kvartal i fjor.
Regnskabet viser desuden, at Netcompany vokser kraftigt, når det gælder udvikling ['development' i regnskabet, red], mens vedligehold ['maintenance'] som forretningsområde bliver mindre.
Omsætningen på udviklings-opgaverne er således vokset med hele 47,7 procent i forhold til samme kvartal i fjor, mens omsætningen landet på vedligehold i samme periode er faldet med 4,5 procent.
Det betyder, at udvikling nu udgør knap 63 procent af den samlede omsætning for selskabet. Topchef Andre Rogaczewski peger på blandt andet selskabets aktiviteter i Noge og Storbritannien som grundlag for væksten.
“Jeg ser frem til at fortsætte vores ekspansion i Nordeuropa sammen med vores medarbejdere, kunder og andre stakeholdere,” lyder det fra Rogaczewski.
Du finder hele Netcompanys regnskab her.