IT-sik­ker­heds­kon­su­lent til Rigs­po­li­tiets cyber- og in­for­ma­tions­sik­ker­hed


Motiveres du af ISO27001, risikovurdering og formidling af informationssikkerhed? Nu har du mulighed for at få en spændende og afgørende rolle i arbejdet med at beskytte politiets it-systemer og informationer.

Sikring af politiets cyber- og informationssikkerhed

Vi søger en medarbejder til Rigspolitiets sikkerhedssektion, som er rammesættende og koordinerende for cyber- og informationssikkerheden i hele dansk politi. Hos os bliver du del af et dedikeret team af specialister, der arbejder med cyber- og informationssikkerhed fra teknisk til strategisk niveau på baggrund af det aktuelle trusselsbillede. Sektionen kendetegnes ved, at vi er en flok engagerede kollegaer med forskellige baggrunde, som aktivt bidrager til et positivt arbejdsmiljø med godt humør og en uformel omgangstone.

Jobbet

Som it-sikkerhedskonsulent i Rigspolitiet bliver du dagligt udfordret med spændende og varierede opgaver i en politisk organisation med et komplekst it-landskab, hvor alle yder deres bedste for at bidrage til, at politiet kan løse væsentlige samfundsmæssige opgaver.

Arbejdsopgaverne omfatter blandt andet udarbejdelse af risiko- og konsekvensanalyser, udarbejdelse og vedligeholdelse af retningslinjer og procedurer, herunder vedrørende den fortsatte ISO27001 implementering i politiet, samt løbende ledelsesmæssig rapportering og opfølgning på sikkerhedsniveauet. Herudover er projektstøtte og rådgivning om tekniske sikkerhedsforanstaltninger i it-infrastruktur og systemer en væsentlig opgave.

Om dig

Du har et bredt kendskab til informationssikkerhed og god erfaring med flere af områdets faglige specialer. På den baggrund forventer vi, at du leverer en selvstændig og proaktiv indsats samtidig med, at du varetager daglige it-sikkerhedsmæssige opgaver.

Du har en flydende pen, stærke analytiske kompetencer og du evner at skabe overblik og struktur i komplekse situationer og opgaver, uanset om du arbejder med risikostyring, udarbejdelse af retningslinjer eller ledelsesrapportering. Du drives af nysgerrighed og interesse for sikkerhedsområdet, og du motiveres af at lære nyt.

Du fremtræder roligt og tålmodigt, bevarer overblikket og løser opgaverne - også i pressede situationer. Du har humor og overskud, udviser parathed til at gøre tingene på nye måder, og er lydhør i forhold til samarbejdet med andre.

Løn- og ansættelsesvilkår

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver Rigspolitiet, Koncern IT med adresse på Landlystvej 34, 2650 Hvidovre.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse.

Kontakt og ansøgning

Fortæl os i din ansøgning, hvor du er særligt stærk og har dine interesser i forhold til de forskellige arbejdsopgaver, samt hvordan du, med netop dine evner og erfaring, konkret vil kunne bidrage til at styrke afdelingens arbejde.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte sektionsleder Lars Borgeskov på telefon 2257 8700. Du kan finde generel information om politiet på www.politi.dk.

Når du søger en stilling i politiet, opretter du samtidig en profil i vores rekrutteringssystem. Hvis du søger flere jobs i politiet, skal du lægge en ansøgning og et CV ind i systemet pr. ansøgt job. Du skal derfor ikke slette tidligere dokumenter, hvis du søger endnu et job. Det er først, hvis du har fået afslag på en søgt stilling, at du kan slette dokumenterne knyttet dertil. Vi anbefaler, at du navngiver dine dokumenter, så det fremgår, hvilket job du søger. Foruden ansøgning og CV, bedes du uploade dit eksamensbevis – vi foretrækker, at du oploader alle dokumenter i pdf-format.

Vi opfordrer alle interesserede til at søge uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold.

Ansøgningsfrist: 9. februar 2024.

Gem job

Politi

Arbejdssted

Hvidovre

Vigtige datoer

Indrykket:
15. januar 2024
Ansøgningsfrist:
9. februar 2024