Product Owner til Statens Digitale Indkøb


Vil du stå i spidsen for en af de mest spændende digitale produktrejser i staten?

Er du proaktiv, udadvendt og klar til at sætte retning for fremtidens digitale indkøb i staten? Så er du måske vores nye Product Owner i Økonomistyrelsen.

Vær med til at sætte retning for digital indkøbstransformation i staten

Statens Digitale Indkøb (SDI) er en fællesstatslig løsning, der understøtter kontraktstyring, e-handel, fakturahåndtering og compliance – og som udgør rygraden i mange statslige institutioners daglige arbejde med digitale indkøb.

Som Product Owner bliver du en del af Økonomistyrelsens arbejde med at udvikle effektive it-løsninger til hele staten. Du får en nøglerolle i at forme og realisere vision og strategi for Statens Digitale Indkøb, omsætte brugernes behov til konkrete forbedringer – og sikre, at løsningen skaber værdi både lokalt og på tværs af staten.

Vi er netop nu midtvejs i implementeringen af Statens Digitale Indkøb, som forventes fuldt udrullet ved udgangen af 2025. I din første tid som Product Owner vil fokus derfor være på at opnå dyb indsigt i løsningen og erfaringerne fra de nye brugere og omsætte deres behov til prioriterede indsatser, der skaber værdi – både her og nu for institutionerne og på den lange bane for staten.

Dine opgaver vil bl.a. være at:

  • Drive produktets backlog og roadmap
  • Sikre, at produktudviklingen både løser brugerbehov og opfylder strategiske forretningsmål
  • Samarbejde tæt med leverandør, forretningskontorer og kunder på tværs af staten
  • Sikre tydelig og relevant kommunikation – både internt i organisationen og eksternt til brugere og samarbejdspartnere
  • Fungere som bindeled mellem teknik, forretning og governance – og være synlig i hele produktets økosystem

Du får en unik mulighed for at sætte dit præg på et produkt med et stort samfundsmæssigt potentiale, og du vil opleve høj tillid, stort handlerum og høje forventninger i en travl hverdag, hvor du kommer helt tæt på brugere, beslutningstagere og et bredt interessentlandskab på tværs af staten.

Om dig

Vi leder efter en fagligt stærk og engageret profil, der:

  • Er proaktiv, struktureret og i stand til at skabe fremdrift i samarbejde med andre
  • Er udadvendt og en dygtig kommunikatør, der trives med at tale med alt fra slutbruger til direktion
  • Er analytisk, har god forretningsforståelse og kan navigere i komplekse interessentlandskaber
  • Evner at opbygge og vedligeholde tillidsfulde relationer på tværs af fagligheder og organisatoriske niveauer
  • Har erfaring med produktledelse, agile metoder, leverandørstyring og digital udvikling
  • Tænker datadrevet og brugercentreret – og tager ansvar for hele produktets livscyklus

Du behøver ikke være ekspert i indkøb, fakturaer eller kontrakter – men du skal være skarp til at lære hurtigt, stille de rigtige spørgsmål og være klar til at tage fat i en rolle med høje forventninger, stort ansvar og mange interessenter.

Du har gennemslagskraft, men er samtidig god til at lytte. Du er nysgerrig på brugernes behov og har øje for den gode brugeroplevelse. Vi forventer endvidere, at du som Product Owner har et godt overblik, arbejder struktureret med opgaverne og kommunikerer med fokus på både fremdrift og samarbejde.

Statens Digitale Indkøb er en tilpasset standardløsning, som udvikles og driftes af en ekstern, dansk leverandør, og du vil derfor ikke være i direkte kontakt med udviklerne, men derimod med leverandørens product managers. Din rolle vil derfor i højere grad være præget af interessenthåndtering og produktstrategi end af tekniske afklaringer, og teknisk tæft er derfor ikke et krav – men stadig en klar fordel.

Om os

Vi er 12 kolleger i teamet omkring Statens Digitale Indkøb og RejsUd, som fagligt spænder bredt. Kendetegnende for teamet er et højt engagement og lyst til at skabe de bedste løsninger for vores brugere, samtidig med at vi har det sjovt sammen.

Organisatorisk bliver du en del af Økonomistyrelsens kontor for Økonomisystemer, hvor vi har ansvaret for systemunderstøttelsen af den decentrale økonomistyring for både statslige og statslige selvejende kunder. Vi understøtter også aflæggelse af statsregnskab og udarbejdelse af finansloven. Vi er et kontor med lang erfaring og en stolt faglighed.

De mange forskelligartede opgaver giver gode muligheder for at tage ansvar, bringe kompetencer i spil og sætte aftryk på den statslige økonomistyring. Kulturen er præget af frihed under ansvar og en uhøjtidelig tone.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling alt efter kvalifikationer.

Arbejdsstedet er Landgreven 4, 1301 København K – i hjertet af byen, tæt ved Kongens Have og metroen.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes ifm. ansættelse og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode.

Flere oplysninger

Har du spørgsmål til stillingen, er du meget velkommen til at kontakte souschef Christian Kim Jørgensen på telefon 24 41 90 31 eller via mail på chrjor@oes.dk.

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Ansøg” senest den 2. juni 2025.

Vi afholder samtaler løbende og opfordrer derfor til, at du sender din ansøgning hurtigst muligt.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle kvalificerede kandidater uanset baggrund til at søge stillingen.


Sammen gør vi en forskel

Hver dag går vi på arbejde med et mål om at gøre en forskel for vores kollegaer i de statslige institutioner og for borgerne i Danmark. Vi bidrager med viden, systemer og værktøjer, der hjælper de statslige og selvejende institutionerne med at sætte en klar retning, mindske bureaukrati og opnå mere tid til deres kerneopgaver.

Vi går op i at skabe arbejdsglæde og udvikle kompetencer og potentialet i vores medarbejdere, fordi vi mener, at det er grundstenen for at lykkes med vores kerneopgaver.

Du kan læse mere om Økonomistyrelsen på oes.dk eller på LinkedIn.

Gem job