Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Løsningsarkitekt til IT-udvikling
Er du en erfaren løsningsarkitekt, der kan designe tekniske løsninger, som understøtter komplekse forretningskrav og integrerer problemfrit i eksisterende infrastrukturer? Er du klar til at spille en central rolle i at sikre IT-understøttelse af fremtidens grønne og digitale jernbane? Så er du måske vores nye løsningsarkitekt i Udviklingssektionen!
I sektionen står vi overfor en spændende vækstfase, hvor vi i løbet af 2025 allerede har udvidet fra 5 til 12 medarbejdere og skal udvide med yderligere tre stillinger. Udviklingssektionen varetager i sin nuværende form IT-projektledelse fra foranalyse til implementering. Projekterne strækker bredt fra forretningsprojekter til IT-infrastrukturprojekter, og særligt IT-sikkerhedsprojekter fylder meget i porteføljen.
Der er i vid udstrækning tale om standardløsninger, som skal tilpasses, hvormed samarbejde med eksterne leverandører er et centralt omdrejningspunkt for projekterne.
Den øgede udviklingskapacitet skal forbedre projektarbejdet, sikre øget tilgængelighed for forretningen, samt muliggøre en mere agil arbejdsform, der skal supplere den eksisterende projektmodel.
Din rolle som løsningsarkitekt
Som løsningsarkitekt hos Banedanmark vil du arbejde tæt sammen med både leverandører, forretningen og dine kollegaer på tværs af IT-området. Sammen skal I sikre udvikling og implementere løsninger, der understøtter forretningens tiltagende behov for digitalisering samt understøtte overholdelse af lovgivning og krav om bl.a. IT-sikkerhed, digital arkivering og tekniske minimumskrav.
Du skal sikre, at de tekniske løsninger, vi vælger, er i overensstemmelse med vores eksisterende og fremtidige teknologiske landskab og IT-sikkerhedskrav. Du får ansvar for at designe integrerbare løsninger på tværs af komplekse infrastrukturer.
Dine opgaver inkluderer derudover:
- Deltagelse i IT-projekter, særligt ifm. udformning af kravspecifikationer og udbudsprocesser.
- Bidrage til samarbejde i relevante fora på tværs af løsningsarkitekter, systemarkitekter, enterprisearkitekter og IT-sikkerhedsspecialister.
- Udarbejde detaljerede løsningsdesign, der beskriver systemarkitektur, datamodeller, integrationspunkter og teknologivalg samt driftsmodel og supportmodel.
- Systemintegration – sikre at løsninger kan integreres i eksisterende systemer, heri integrationsplatforme og gnidningsfri dataudveksling.
- Samarbejde med IT-projektledere, forretningen, drift-/applikationsejer og leverandører for at implementere løsninger, der både er sikre, skalerbare og omkostningseffektive.
Hvem er du?
Du har en IT-teknisk baggrund og flere års erfaring som løsningsarkitekt, gerne fra en stor organisation eller en offentlig kontekst. Du har arbejdet i komplekse systemlandskaber og har et godt overblik over, hvordan man designer og implementerer robuste og fremtidssikrede løsninger. Herudover er du vant til at arbejde tværfagligt og har erfaring med både at udvikle løsninger og rådgive i beslutningsprocesser.
Du vil være den rette til jobbet, hvis du:
- Har en relevant teknisk uddannelse, gerne på kandidatniveau, samt supplerende kurser fx IT Architect Foundation.
- Har erfaring med at indtænke idriftsættelse og overdragelse af nye IT-løsninger til eksisterende IT-drift-organisation.
- Kan indtænke Informationssikkerhed fra starten af designprocessen af IT-løsninger.
- Er i stand til at forstå og håndtere både tekniske og forretningsmæssige krav i dit arbejde.
- Har indsigt i systemintegration og arbejder analytisk med tekniske problemstillinger.
Det er desuden påkrævet, at du behersker dansk og engelsk på et højt niveau, både mundtligt og skriftligt.
Personlige kvaliteter
Som løsningsarkitekt er det vigtigt, at du både har teknisk indsigt og er kommunikativ. Du skal kunne omsætte komplekse tekniske løsninger til forståelige anbefalinger for både tekniske og ikke-tekniske interessenter. Du er struktureret, arbejder systematisk og trives i et dynamisk og samarbejdsorienteret miljø.
Vi sætter pris på at du:
- kan tage ansvar for din egen rolle og arbejder målrettet mod at finde løsninger.
- er nysgerrig på nye teknologier og er interesseret i at arbejde med et bredt systemlandskab, hvor ikke alt er lige veldokumenteret.
- er god til at opbygge og vedligeholde relationer, både internt og med eksterne samarbejdspartnere.
- Finder det spændende at arbejde med en bred vifte af teknologier såsom Low-Code-platforme (fx PowerApps og Mendix), BI-værktøjer (Fx Power BI og SAP BI) og DBMS-platforme.
Din nye arbejdsplads er fyldt med spændende opgaver og gode kollegaer
Som løsningsarkitekt hos Banedanmark får du mulighed for at spille en central rolle i udviklingen af vores IT-løsninger, der understøtter hele forretningen. Vi tilbyder et spændende og udfordrende arbejdsområde, hvor du vil være med til at udvikle fremtidens IT-løsninger for Banedanmark.
Vi tilbyder:
- Et tværfagligt og inspirerende arbejdsmiljø, hvor samarbejde og vidensdeling er i højsædet.
- Muligheden for at være en del af IT-udviklingen i en stor og kompleks organisation.
- Muligheder for faglig udvikling og efteruddannelse.
- Fokus på at skabe en god work-life-balance, med mulighed for hjemmearbejde i op til 2 dage pr. uge.
Herudover kan vi tilbyde betalt frokostpause, fitness rum og sundhedsordning.
Du kommer til at arbejde på Banedanmarks hovedkontor, som er tæt på offentlig transport og shoppemuligheder. På to minutter når du til Fisketorvet og Dybbølsbro station. Hvis du kommer i bil eller på cykel er der også gode muligheder for at parkere i tørvejr.
Løn og ansættelsesvilkår
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/SAMDATA, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 4. Den endelige lønindplacering beror på en vurdering af de individuelle kompetencer og kvalifikationer. Udover basislønnen kommer pension og eventuelle lokale tillæg.
Kontakt og ansøgning
Send venligst din ansøgning med CV via vores hjemmeside. Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte IT-Udviklingsteamleder Dea Gro Rangholm 20336790.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.
Ansøgningsfrist: 05-06-2025
Kontakt
Dea Gro Rangholm
Teamleder
dgro@bane.dk
20336790
Kom på banen!
Lige nu bygger vi en helt ny jernbane, mens vi holder den gamle kørende. Vi sætter strøm til banen, så der kan køre klimavenlige eltog. Vi indsætter nye, digitale signalsystemer og bygger en højhastighedsbane til Europa. Samtidig styrer vi togtrafikken og informerer om den på stationerne.
Hvor svært kan det være? Det er faktisk ret kompliceret. Derfor søger vi nye kolleger, der kan være med til at sætte Danmark på skinner.
Du bliver en del af et hold dygtige og specialiserede kolleger med vidt forskellige baggrunde og faglige profiler – fra spor til trafiktårn og kontor. Vi kommer fra over 40 forskellige lande, og vi er til stede i hele Danmark. Sammen arbejder vi dag og nat på at få den store modernisering af jernbanen til at lykkes– så de 180 millioner rejsende, der hvert år kører på skinnerne, kan komme grønt og hurtigt frem.
Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 3.000 medarbejdere. Hovedkontoret ligger på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København, men vi har dygtige og dedikerede medarbejdere i hele landet.
Vil du være med?