Vil du være IT- eller for­ret­nings­ar­ki­tekt – men mangler er­fa­rin­gen?


Er du klar til at tage næste skridt i din karriere og gå i retning af en rolle som IT- eller forretningsarkitekt? Har du en teknisk eller forretningsmæssig baggrund og brænder for at skabe sammenhæng mellem teknologi og forretning? Så har vi en unik mulighed for dig.

Om jobbet

Hos os bliver du en del af et team på fem arkitekter, hvor vi prioriterer vidensdeling, samarbejde og fælles læring højt. Vi søger en profil, som vi kan udvikle – med tæt sparring, hands-on erfaring og et fagligt miljø, hvor du bliver klædt på til at tage rollen som arkitekt.

Dine opgaver vil bl.a. være:

  • Bidrage til analyse og design af IT-systemer og forretningsprocesser
  • Deltage i udarbejdelse af løsningsforslag og arkitekturdokumentation
  • Samarbejde med udviklere, projektledere og forretningsfolk om at finde de bedste løsninger
  • Medvirke i teknologivalg og vurdering af arkitekturmæssige beslutninger
  • Gradvist overtage mere ansvar og drive egne arkitekturinitiativer.

Om kontoret

Vi er et kontor med ca. 45 interne medarbejdere og 30 eksterne konsulenter, og vi arbejder agilt organiseret i 7 tværfaglige teams. Vi arbejder alle med udvikling og vedligehold af Arbejdstilsynets IT-systemer med det formål at sikre de bedst mulige løsninger for vores brugere og det bedste datagrundlag til styring og udvikling af vores forretning.

Samarbejde er en af vores vigtigste værdier – både internt mellem arkitekter, udviklere og projektledere, men også med de mange forretningsansvarlige, som vi udvikler løsninger sammen med. Vi tror på, at de bedste løsninger skabes i fællesskab.

Hvad tilbyder vi?

  • Et solidt fagligt miljø med fire erfarne arkitekter, som står klar til at sparre og coache dig
  • Mulighed for at indgå i forskellige typer projekter – både teknisk og forretningsnært
  • Et velfungerende, agilt setup i tværfaglige teams
  • Fleksibilitet i arbejdet og stor indflydelse på egne opgaver og læringskurve
  • Et arbejdsmiljø hvor det er okay at stille spørgsmål og vokse i eget tempo.

Bliv vores nye kollega

Vi forestiller os, at du:

  • har en baggrund som udvikler, konsulent, analytiker, produktansvarlig eller lignende
  • har arbejdet i eller omkring IT-løsninger og systemlandskaber
  • har en naturlig interesse for arkitektur, systemdesign, integrationer eller forretningsprocesser
  • er nysgerrig, struktureret og god til at forstå både tekniske og forretningsmæssige sammenhænge
  • har lyst til at udvikle dig – både fagligt og personligt – i retning af en arkitektrolle
  • trives i tværgående samarbejde og i et miljø, hvor relationer er nøglen til succes.

Lyder det som noget for dig? Så glæder vi os til at høre fra dig – uanset om du allerede har besluttet, at du vil være arkitekt, eller du blot er nysgerrig på, hvad det kunne indebære.

Løn- og ansættelsesvilkår

Stillingen er en fast fuldtidsstilling. Vi vil gerne have, at du starter den 1. august 2025.

Hvis du har en akademisk uddannelse bliver du ansat som fuldmægtig efter overenskomsten for akademikere i staten. Med de rette kvalifikationer er der mulighed for ansættelse som specialkonsulent. Hvis du ikke er akademiker, bliver du ansat som it-medarbejder efter OAO-S-fællesoverenskomsten, organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK) i statens tjeneste.

Dit daglige arbejdssted er Arbejdstilsynet, Landskronagade 33, 2100 København Ø.

Spørgsmål og ansøgning

Fik du ikke svar på alle dine spørgsmål? Så er du velkommen til at kontakte kontorchef Kirsten Brink på tlf. 7220 8601.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, er du velkommen til at kontakte specialkonsulent Maiken Bastholm i Beskæftigelsesministeriets HR på tlf. 2147 0742.

Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede ansøgere uanset personlig baggrund til at søge stillingen.

Send din ansøgning, cv og eksamenspapirer elektronisk senest tirsdag den 17. juni 2025.

Vi forventer at holde samtaler den 20. juni 2025.

Vi ser frem til at læse din ansøgning.

Gem job