Få et job i den højere sags tjeneste som sik­ker­hedsspe­cial­ist i PET

Brænder du for IT-sikkerhed? Er du passioneret omkring sårbarhedshåndtering? Er antivirus og certifikathåndtering din hjemmebane? Og ved du, hvad vi mener med MFA? Så er det måske dig, vi leder efter!

Bliv en del af holdet som sikrer PET’s IT-infrastruktur

Som sikkerhedsspecialist i PET vil du få en central rolle i at skabe de mest sikre rammer for vores IT-systemer, data og applikationer. Du vil både skulle bidrage med at tegne retningen for det fremtidige sikkerhedslandskab og samtidigt varetage de daglige driftsopgaver. Du vil blive brugt til sparring om risici og løsninger, og du skal være opsøgende og sikre, at IT-sikkerheden løbende bliver forbedret og tilpasset det aktuelle trusselsbillede.

Af andre konkrete opgaver kan nævnes:

  • Vulnerability management baseret på trusselsbilledet
  • Implementering og løbende drift af anti-virus løsninger
  • Teknisk analyse og rådgivning omkring sikkerhedsarkitekturen for eksisterende og nye IT-systemer
  • SIEM-management og håndtering af sikkerhedshændelser
  • Håndtering af certifikatudstedelser og efterfølgende fejlsøgning
  • Implementering og drift af multifaktor godkendelsessystemer

Du vil blive en del af PET’s IT-sektor, som leverer IT-services til hele organisationen. IT-sektoren består af tre centre, et Infrastrukturcenter, et Applikationscenter og et Center for Digitale Services. Disse centre er yderligere opdelt i sektioner, hvor de faglige kompetencer er grupperet med hensyntagen til den bedst mulige understøttelse af leverancerne og faglige fællesskaber.

Du er lærenem og har gode samarbejdsevner

Det er vigtigt for os, at du er nysgerrig og har mod på at lære nyt. Du er nysgerrig på nye teknologier og er drevet af at sikre et stabilt og sikkert IT-fundament for vores leverancer.

Vi forestiller os, at du har en relevant uddannelse inden for IT-sikkerhed eller IT-continuity og har flere års praktisk erfaring med IT-sikkerhed i bred forstand. Derudover vil det være en fordel, at du har en relevant sikkerhedscertificering såsom Security+, CySa+ fra CompTIA, SEC401, SEC501 fra SANS eller CISSP.

Som sikkerhedsspecialist vil du sidde i en central rolle og have en bred berøringsflade. Derfor er det vigtigt, at du formår at skabe gode relationer, og at du har gode samarbejdsegenskaber og kan kommunikere troværdigt på flere niveauer. Dette er essentielt for kunne drive udviklingen, samt sikre at IT-sikkerhed bliver opfattet som en forretnings-enabler og ikke som en forhindring.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Vores opgave er at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Dette stiller høje krav til vores IT-løsninger, datakvalitet og ikke mindst passionerede og kompetente medarbejdere. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Ansættelsesforhold

Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.

Ansættelsesstart pr. 1. november 2025

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station. Her har vi bl.a. et gratis, veludstyret fitnesscenter, mange sociale arrangementer som sommerfest og DHL samt en aktiv personaleforening, hvorigennem du kan opnå diverse fordele og rabatter. Derudover får du fleksible arbejdstider, betalt frokostpause og en ledelse der har fokus på balancen mellem arbejde og fritid.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation. Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Yderligere information

Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 33. Grundet sommerferie må du som ansøger forvente lidt længere svartid, fra du har søgt stillingen, til du hører fra os.
Du er altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Ansøgningsfrist: 14.07.2025

Save job