Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Ingeniør til udvikling af fremtidens mobil- og satellitkommunikation
Vi søger en ekspert, der kan varetage danske interesser i det internationale samarbejde om fordeling af frekvenser til blandt andet mobil- og satellitkommunikation. Sammen med dygtige kollegaer bliver du en nøglespiller i at sikre, at nye teknologier – fra næste generations mobilnet til innovative satellitløsninger – får de rette vilkår til at understøtte den fortsatte digitalisering af samfundet. Du kommer til at arbejde i krydsfeltet mellem teknologiske fremskridt, nationale prioriteringer og globale forhandlinger– og gøre en reel forskel for Danmarks digitale fremtid.
Kontor for Tele
Du bliver en del af Kontor for Tele – et fagligt stærkt og engageret kontor med cirka 55 kolleger fordelt på seks teams. Her arbejder jurister, ingeniører og samfundsfaglige profiler tæt sammen om at sikre gode rammevilkår for digital infrastruktur i Danmark – fra mobil- og bredbåndsdækning til brug af frekvenser og udrulning af ny teknologi.
Kontoret er kendetegnet ved et stærkt fagligt og socialt sammenhold, hvor vi løfter i fællesskab, deler viden og prioriterer en god og uformel hverdag. Det gode arbejdsmiljø sikrer stærke samarbejdsrelationer mellem medarbejderne – et miljø, som du kan blive en del af.
Dine arbejdsopgaver
- Bliv Danmarks stemme i internationale forhandlinger.
Du bliver ansvarlig for den danske deltagelse i centrale arbejds- og projektgrupper i CEPT, EU og ITU. Her repræsenterer du Danmark i forhandlinger om rammerne for alt fra satellitkommunikation til 6G. - Sæt retningen for danske prioriteringer.
Du forbereder og deltager i internationale møder og udarbejder danske forslag og positionspapirer i tæt dialog med relevante interessenter – både myndigheder, erhverv og eksperter. - Få verden som din arbejdsplads.
Din rolle indebærer 10–15 rejser om året (40–60 rejsedage), hvor du får mulighed for at arbejde tæt sammen med kolleger fra hele verden og sætte danske aftryk på internationale beslutninger. - Omsæt internationale beslutninger til danske rammer.
Du bidrager til at implementere de internationale aftaler i dansk regulering – herunder frekvensplaner, radiogrænseflader og regler for brug med og uden tilladelse.
Om dig
Vi leder efter dig, der har lyst til at arbejde med trådløse teknologier – og har mod på at træde ind i et internationalt rum, hvor teknik og politik går hånd i hånd.
- Du har en STEM-uddannelse – fx som ingeniør – og gerne viden om radioteknik. Men vigtigst er, at du brænder for at finde tekniske løsninger, så forskellige tjenester kan sameksistere i fred og ro.
- Du har stærk teknisk forståelse og kan overskue det større billede: Hvad er teknisk muligt, politisk realistisk og kommercielt bæredygtigt?
- Du trives i det internationale samarbejde og synes, at det er spændende at rejse ud, forhandle og deltage i det taktiske spil i samarbejde med kolleger fra hele verden.
- Du kommunikerer ubesværet på engelsk – både mundtligt og skriftligt – og kan formidle komplekse emner på en klar og forståelig måde.
- Det er ikke et krav, at du kan tale flydende dansk, men du skal være indstillet på at indgå i et kontor, hvor dialog foregår på dansk.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads
I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 550 medarbejdere under Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår
Dette er en fuldtidsstilling, og vi regner med at byde vores nye kollega velkommen den 1. september 2025, men startdato kan aftales i forhold til sommerferie.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten, og vil blive indplaceret som fuldmægtig eller konsulent med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer.
Ansættelsesområdet er Digitaliseringsministeriet med tilhørende institutioner, p.t. Digitaliseringsministeriets departement, Digitaliseringsstyrelsen og Danmarks Statistik.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Kontorchef Thomas Ilum Damsgaard på telefon 23 30 33 72 eller mail thida@digst.dk og teamleder Robert Lindgaard på telefon 51 14 48 39 eller mail rli@digst.dk.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Ansøg” senest den 17. juni 2025.
Vi forventer at holde samtaler 19-20. juni 2025.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.