Web­s­tu­dent til Le­del­ses­se­kre­ta­ri­a­tet


Kan du lide at arbejde med digital kommunikation, og interesserer du dig for UX, SEO og opbygning af hjemmesider? Så er jobbet som studentermedhjælper i vores webredaktion måske lige noget for dig!

Om Kommunikation og Presse

Sektionen Kommunikation og Presse består af syv medarbejdere og er en del af styrelsens ledelsessekretariat. I sektionen arbejder vi sammen om styrelsens pressehåndtering, sociale medier, nyheder, kampagner, sundhedsfaglig formidling, interne kommunikation samt drift og udvikling af styrelsens hjemmeside: www.stps.dk.

Din hverdag hos os

Du kommer primært til at arbejde med at drifte og vedligeholde hjemmesiden stps.dk, men du skal også udvikle nye initiativer i samarbejde med webredaktøren og bidrage til mindre opgaver i samarbejde med det øvrige kommunikationsteam.

Dine primære arbejdsopgaver:

  • Opdatere og vedligeholde vores danske og engelske hjemmeside.
  • Kvalitetssikre indhold og have øje for den overordnede visuelle præsentation.
  • Udarbejde analyser og webstatistik.
  • Optimere hjemmesidens SEO, tilgængelighed og informationsarkitektur.

Din uddannelse, erfaring og personlige kvalifikationer

Du er studerende på en længere videregående uddannelse, gerne inden for IT, kommunikation, webdesign eller lignende. Herudover lægger vi vægt på, at du:

  • Har interesse for den tekniske del af hjemmesiders opbygning.
  • Har indsigt i principper for god webkommunikation og brugervenlighed.
  • Skriver godt og har flair for grafik.
  • Trives med driftsarbejde, er selvstændig og systematisk.
  • Er initiativrig, god til at samarbejde og trives med en foranderlig hverdag.

Det er en fordel, hvis du har erfaring med analyseværktøjer og har kendskab til SEO, webtilgængelighed og AI-tjenester som ChatGPT, men det er ikke et krav.

Vi tilbyder

Et meningsfuldt arbejde i en spændende organisation med høj faglighed og mange interessenter. Du vil få dygtige, søde og engagerede kolleger i din afdeling og et godt samarbejde på tværs af organisationen. Du har mulighed for at få en stor grad af selvstændighed og ansvar i dine opgaver – og din arbejdstid kan tilrettelægges, så det passer med dine studier.

Derudover tilbyder vi:

  • En fleksibel stilling på 15 timer om ugen, med hensyntagen til eksamensperioder.
  • En uformel og kollegial stemning i et fagligt stærkt miljø.
  • Kontorplads på Islands Brygge med gratis kaffe- og frugtordning, adgang til kantine, træningsfaciliteter og studenterfællesskab.

Vi er derudover en arbejdsplads der prioriterer samarbejdet om den grønne omstilling.

Om ansættelsen

Tiltrædelse ønskes den 1. oktober 2025. Du ansættes med en gennemsnitlig ugentlig arbejdstid på 15 timer, der, efter aftale med din nærmeste leder, tilrettelægges fleksibelt i forhold til din undervisning og dine eksamensperioder.

Den fysiske adresse er Islands Brygge 67, 2300 København S.

Du bliver ansat efter gældende overenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale mellem Finansministeriet og HK/Stat for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK), jf. aftalens bestemmelser vedrørende timelønnede.

Ansøgningsfrist er den 6. august 2025.

Kontakt os gerne

Vil du vide mere om stillingen kan du kontakte enten webredaktør Charlotte Trolle på tlf. 3059 3227 i uge 28, 31 og 32 eller sektionsleder Andreas Schultz på tlf. 2183 4201.

Er du interesseret?

Klik på "Ansøg" og send os din ansøgning med CV og dokumentation for studieaktivitet. Vi forventer at holde samtaler i uge 33. Du kan læse mere om os på www.stps.dk.

Gem job