Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Bliv backendudvikler i Koda og vær med til at skabe et stærkere musikliv
Vil du have en central rolle i udviklingen af Kodas backendløsninger og arbejde med opbygning og vedligeholdelse af datapipelines i Python til indlæsning, transformation og matching af store mængder data? Er du struktureret og kan lide at arbejde i sprints? Og vil du arbejde med engagerede kollegaer i en organisation, der har musikliv og bæredygtighed på agendaen? Vores arbejdsmiljø er mangfoldigt – og det håber vi, du kan se dig selv i.
At lytte til musik har altid været en stor del af mit liv, og i Koda er musikken omdrejningspunktet for vores hverdag. Det mærkes i hele organisationen og skaber et unikt sammenhold. Som backendudvikler vil du sammen med mig og resten af vores team deltage i den daglige drift og udvikling af vores kerne IT-systemer. Vi sidder på mange måder med hjertet af Kodas IT og arbejder med mange forskellige systemer, kodesprog og brugere. I teamet prioriterer vi fællesskab og sparring, mens vi bygger de systemer, der sikrer betaling til musikskaberne, så de kan blive ved med at skabe soundtracks til vores liv.
Din dagligdag som backendudvikler
I Koda skaber vi værdi ved at sikre, at komponister, sangskrivere og musikforlag får betaling, når deres musik bliver brugt. Det gør vi sammen i flotte lokaler i Nordhavn, hvor vi hver måned synger personalemødet ind. Som backendudvikler bliver din primære opgave at udvikle og understøtte systemer for kollegaer, medlemmer og kunder. Vi arbejder agilt i Azure DevOps ud fra et tilpasset Scrumsetup, og du bliver en del af et scrumteam med fire andre backendudviklere, en Product Owner og en teamleder, som du vil referere til. Mere konkret kommer din hverdag til at gå med at:
- samarbejde med teamet og forretningen om udvikling og optimering af notebooks til indlæsning af data og QA-processer (kvalitetssikring)
- udvikle og vedligeholde datapipelines i Python og pipelines m.m. Azure DevOps
- opbygge og optimere ETL-processer i Databricks (PySpark) til håndtering af både streaming- og batchdata fra forskellige kilder
- designe og implementere databasestrukturer ved hjælp af Cosmos DB til metadata og SQL Server
- arbejde med distribuerede systemer og big data frameworks for at skalere indlæsning og matching.
To dage kan sagtens være ens i Koda, men er det sjældent i backendteamet. Vi tror på fleksibilitet og frihed under ansvar – så længe du løser dine opgaver, kan du arbejde hjemme nogle dage ugentligt, hente børn eller gå til Saxofon hver onsdag kl. 15.00.
Du er mere end bare en udvikler, der går systematisk til værks
Musikken rejser hurtigere end nogensinde og når et stadigt større publikum. Det kræver, at vi stiller det bedst mulige team. Derfor prioriterer vi lige dele faglighed, personlighed og interesse. Vi har ikke en udtømmende tjekliste, men vi forestiller os, at du er en person, der:
- har solide Python-færdigheder i form af objektorienteret programmering, test, best practices og PEP8
- har erfaring med databricks, herunder PySpark, Notebooks og Delta Lake
- har erfaring med datahåndtering og ETL-processer
- kan se dig selv i et team, hvor vi vægter samarbejde og sparring højt
- er uddannet fra eks. ITU, DTU eller lignende.
Du har ikke nødvendigvis indgående kendskab til alle de nævnte teknologier. Du har dog nogle års erfaring med komplekse løsninger inden for flere af dem og har lyst til at bidrage med faglige indsigter og viden heromkring. Samtidig med at du er motiveret for at lære og udvikle dig inden for det, du ikke ved så meget om endnu.
Koda for et stærkere musikliv – og arbejdsliv
Vi arbejder målrettet for at gøre musikbranchen mere bæredygtig. Det samme gælder for vores ansatte. Vi er en moderne arbejdsplads med fokus på at skabe et bæredygtigt arbejdsliv med plads til familieliv, lægebesøg og hjemmearbejdsdage. Attraktive pensions-, sundheds- og barselsordninger er en selvfølge i Koda. Det er ingen kunst at værne om god trivsel og fællesskab, når ansatte nyder at samles på tagterrassen i solskinsvejr, deltage i sociale arrangementer og mødes i foreninger for både kunst- og sportsentusiaster. Vi arbejder med mangfoldighed ved at bidrage til Verdensmål 5: Ligestilling mellem kønnene, 8: Anstændige jobs og bæredygtig vækst og 10: Mindre ulighed.
Lyder det som noget for dig?
Hvis du kan se dig selv i stillingen, så send os en ansøgning med dit bud på, hvordan du ser dig selv i Koda. Vi opfordrer alle til at søge, som kan se sig selv i stillingen – uanset køn, etnisk baggrund, seksuel orientering, handicap, religion eller alder. Og det mener vi – derfor har vi fjernet markører som billede og adresse i vores rekrutteringssystem, og opfordrer også til at du undlader at oplyse dette i dine medsendte dokumenter.
Har du spørgsmål til stillingen eller Koda som arbejdsplads, så ræk endelig ud til teamleder for Applikationsudvikling, Irene Hygum Pedersen på ipe@koda.dk/6189 3225 eller HR-konsulent Liv Juel-Nielsen på lwn@koda.dk/6189 3265.
Ansøgningsfristen er tirsdag d. 23. september 2025.