Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Forretningsrepræsentant med flair for it, digitalisering og processer
Kan du lide samspillet mellem it, digitalisering, processer og mennesker? Så er denne nyoprettede stilling, som giver dig mulighed for at udvikle dine færdigheder og viden, måske noget for dig.
Om os
Sektionen Forretningsapplikationer er en blanding af civile og militære medarbejdere, der sammen repræsenterer de ansatte i Forsvarsministeriets koncern på en række af de standard it-services, som bliver anvendt bredt. Dette omfatter bl.a. almindelige arbejds-pc’er, mail, koncernens ESDH-system og mobiltelefoni.
Vi udvider nu sektionen med en ny stilling og skal nu også håndtere Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses (FMI) egne interesser. Vi vil derfor fremover både skulle håndtere koncernens og FMI’s ansattes ønsker og behov på det digitale område samt sikre en passende balance imellem de to.
Fælles for os i sektionen er, at vi har stor interesse for it-området og arbejdet med at skabe et bedre grundlag for, at brugerne får gode it-oplevelser i deres dagligdag. Vores tone i sektionen er uformel, og vi opfordrer til åben dialog. Vi støtter hinanden efter behov, muligheder og kompetencer og bidrager dermed til, at vi alle kan få en god og effektiv arbejdsdag.
Vores sektion er en del af afdelingen for Proces- og Digitalisering, hvor vi er en del af et fagligt fællesskab med fokus på forretningsprocesser, digitalisering og automatisering.
Vi er placeret i FMI’s hovedkontor i Ballerup og har hver især stor fleksibilitet i vores tilrettelæggelse af vores individuelle arbejdsdage. Der vil derfor også være dage, hvor du kan arbejde hjemmefra. Vi lægger vægt på de muligheder for daglig interaktion i sektionen, som fx Teams og videomøder giver os, og bruger dem til at understøtte den fleksible dagligdag.
Om stillingen
Stillingen er nyoprettet, og du vil få gode muligheder for at præge dens indhold og fokus. Du skal starte med at komme rundt i organisationen og sætte dig ind i, hvordan vores organisation ser ud og fungerer – herunder på det digitale område. Når du har nogenlunde styr på forretningen med de cirka 2.500 medarbejdere fordelt i hele kongeriget, kan du begynde at forme stillingen i forhold til de behov, du har afdækket samtidigt med, at du passer den ind i de styringsrammer, der er for området.
Formelt vil du blive betegnet som FMI’s forretningsrepræsentant, og du vil få ansvar for at:
- Koordinere myndighedens krav og udviklingsønsker i forhold til it-serviceydelser
- På vegne af myndigheden at prioritere dennes krav og ønsker
- Støtte de koncernfælles forretningsansvarlige for de it-services, du skal repræsentere, i alle relevante opgaver
- Nedsætte et koordinationsforum i FMI inden for de it-services, du skal repræsentere
De it-services, du indledningsvist skal håndtere, er:
- Standardarbejds-pc’er og software, herunder også bl.a. Office-pakken
- Mobiltelefoni og tablets
Vi forventer, at din portefølje af it-services, som du repræsenterer, øges i takt med dit kendskab til organisationen, og når organisationen får øje på dig, og hvad den kan bruge dig til. Stillingen giver mulighed for at skabe et stort netværk i FMI og opnå en unik organisatorisk indsigt i en stor organisation, der beskæftiger sig med mange områder.
Ligeledes forventes det, at du i perioder vil kunne aflaste de andre medarbejdere i sektionen i forbindelse med større koncernfælles projekter, og dermed få indsigt i sektionens koncernfælles perspektiv.
Om dig
Du har en relevant uddannelsesmæssig baggrund – fx på akademisk niveau og har måske erfaring fra tidligere ansættelser.
Du har interesse for processer og it-understøttelse og anerkender vigtigheden samt sammenhængen mellem disse. Du ved, hvordan større ændringer i it-services påvirker forretningen, og hvordan sådanne ændringer håndteres og implementeres.
Du skal være nysgerrig på processer og på mennesker samt kunne se, hvordan vores digitale løsninger kan forbedres eller tilpasses. Dette for at kunne skabe bedre rammer for FMI’s mange medarbejdere og mangeartede arbejdsopgaver. Derfor er det vigtigt, at du kan lave omsætningen mellem teknologiske problemstillinger og operative og forretningsmæssige behov og krav – dette gælder begge veje.
Du trives i et miljø, hvor der ofte sker ændringer, og du synes, det er spændende med udfordringer. Du har en nysgerrig og undersøgende tilgang, som vil være nyttig, når du skal udforske organisationen. Derudover er du mulighedsorienteret med en evne til at se, hvordan teknologien kan understøtte forretningens behov. Du formulerer dig desuden klart i skrift som tale.
Du vil især blive glad for stillingen, hvis du formår hurtigt at etablere og vedligeholde netværksrelationer mellem såvel civile som militære brugere, kollegaer og andre interessenter inden for it-området, og du formår at skabe udvikling og forandring derigennem.
Du skal kunne arbejde selvstændigt og struktureret, lige såvel som du skal kunne indgå i et samarbejde om sektionens øvrige ansvarsområder. Du skal trives i en balancere imellem mange hensyn og kunne komme med estimater på kommende udviklingsområder, og hvordan ændringerne påvirker FMI’s virke.
Du har måske erfaring med at arbejde i andre større organisationer, hvor it, digitalisering og processer har spillet en væsentlig rolle. Alternativt er du nyuddannet med relevant uddannelse og evt. studieerfaring inden for nogle af områderne, som gør, at du har lyst til at kaste dig ud i rollen som forretningsrepræsentant og lære endnu mere.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes i henhold til den enhver tid gældende overenskomst.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du vil høre mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Anders Overballe på telefon 6187 1816.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Charlotte Hansen på telefon 3266 5156.
Ansøgningsfristen er den 7. november 2025 og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse snarest muligt.
Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.
FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for.
Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
I Forsvaret kæmper vi for Danmarks sikkerhed. Vi har modet, evnen og viljen til at kæmpe for fællesskabet og for de centrale værdier, vores samfund hviler på.
Vi løser opgaver for Danmark, som ingen andre kan. Vi gør det til hverdag, og når der kræves noget ekstraordinært.
Vi er stolte af at passe på Kongeriget Danmark. Vi gør det sammen. Og vi gør det nogle gange med livet som indsats.
Vi gør det, fordi det er en del af vores militære identitet.
Vi gør det, fordi noget er værd at kæmpe for.