Stu­den­ter­med­hjæl­pe­re til Sik­ker­heds­af­de­lin­gen i PET

Er du studerende og interesseret i at bruge dine kompetencer til at gøre en reel forskel for Danmarks sikkerhed? Har du lyst til at blive en del af en afdeling, der arbejder med at beskytte Danmark mod trusler og sikre samfundets vitale funktioner? Så er du måske en af de studentermedhjælpere, vi søger til Sikkerhedsafdelingen i PET.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

PET’s Center for Sikkerhedskoordination (CSK) er en national rådgivende og koordinerende enhed, som arbejder med sikkerhedsvurdering og rådgivning i relation til Kongehuset, ministerier, diplomatiet og særligt truede personer, samt ved større arrangementer. CSK er en central aktør i PET’s operative arbejde, og vi er i tæt samarbejde med både nationale og internationale aktører for at sikre en koordineret og effektiv håndtering af trusler.

Dine arbejdsopgaver vil blandt andet omfatte:

  • Udvikling: Du skal være med til at ensrette og kvalitetssikre koncepter i CSK.
  • Projektarbejde: Du vil arbejde med udvikling af nye produkter/koncepter i CSK.
  • Assistance i udarbejdelsen af sikkerhedsvurderinger: Du vil assistere vores erfarne sikkerhedskoordinatorer med vurdering af sikkerhedsrisici i relation til arrangementer og institutioner som ambassader, ministerier og kritisk infrastruktur.
  • Dokumentation og afrapportering: Du skal være med til at udarbejde rapporter og dokumentation, der understøtter vores operative og strategisk arbejde.
  • Deltagelse i møder: Du vil være med til at forberede og deltage i møder med både interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Research og dataanalyse: Du vil arbejde med at indsamle og analysere data, der er relevant for sikkerhedsvurderinger.

Din profil:

Vi søger dig, der er i gang med en relevant videregående uddannelse, gerne inden for sikkerhed, statskundskab, samfundsforhold eller lignende. Du har en interesse for sikkerhedsarbejde, og du er motiveret for at støtte op om det operative arbejde i et højt specialiseret miljø. Derudover forventer vi, at du har:

  • Analytiske evner: Du er god til at arbejde struktureret og kan analysere og bearbejde informationer.
  • Kommunikative færdigheder: Du formulerer dig klart og præcist, både skriftligt og mundtligt, på dansk og engelsk.
  • Situationsfornemmelse og ansvarsfølelse: Du kan håndtere komplekse opgaver med fokus på sikkerhed og har en god forståelse for de risici og trusler, samfundet står overfor.
  • Evne til at samarbejde: Du er en teamplayer og kan opbygge relationer med både interne og eksterne samarbejdspartnere.
  • Proaktiv tilgang: Du tager ansvar for dine opgaver og tager initiativ til at bidrage til teamet.

Arbejdsforhold og vilkår:

Stillingen er på deltid ca.15 timer om ugen og med fleksibilitet i forhold til dit studie. Du vil få mulighed for at arbejde tæt sammen med erfarne medarbejdere i et spændende og udfordrende miljø, der giver dig værdifuld erfaring inden for sikkerhed og risikostyring.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/job.

Ansættelsesforhold

Ansættelsesstart pr. 01-02-2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 48. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Du bliver ansat på overenskomstvilkår i henhold til enhver tid gældende aftale mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Arbejdstiden er gennemsnitligt 15 timer om ugen.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.

Yderligere information

Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Ansøgningsfrist: 12.11.2025

Gem job