Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
.Net Udvikler til velfærdsteknologi og digitale platforme
Vil du være med til at udvikle teknologi, der skaber tid til omsorg?
Bliv en del af Guldmann. Her er du med til at forme, videreudvikle og implementere vores digitale platform og løsninger. Og du er med til at skabe en moderne, sikker og brugervenlig digital arbejdsplads.
Du får også:
- en central rolle i et dedikeret udviklingsteam, hvor du er med til at forme og realisere virksomhedens digitale strategi
- mulighed for at præge arkitektur og teknologivalg
- et fagligt stærkt miljø med fokus på kvalitet, innovation og videndeling – i et internationalt setup med kontakt til kolleger og brugere på flere kontinenter.
Velkommen til Guldmann
I Guldmann udvikler, producerer og markedsfører vi velfærdsteknologi, der hjælper personer med nedsat funktionsevne til et mere værdigt liv og bidrager til det gode arbejdsmiljø for sundhedspersonalet. Vi er 655 kolleger fordelt på afdelinger i Europa, USA, Canada og Australien, og med kunder i hele verden.
Når vi udvikler vores digitale løsninger, gør vi det for at frigive mere tid til omsorg og nærvær i mødet med borgere og patienter – det kalder vi Time to Care. Som udvikler er du med til at sikre, at vores teknologi faktisk skaber tid i praksis.
Se eksempler på, hvordan vi hjælper vores kunder med at skabe Time to Care og Tilgængelighed her: Guldmann Cases, Stepless Cases
Bliv en del af IT-udviklingsafdelingen
Hos os bliver du en vigtig del af IT-udviklingsafdelingen, hvor du vil få kompetent sparring med dine to kolleger i teamet og vil referere til Head of IT-Development. Du får desuden et kollegialt fællesskab med IT Drift og løbende dialog med kollegerne i forretningen, idet opgaverne løses på tværs af afdelinger og lande.
Samarbejde er helt essentielt i vores hverdag – for vi er ét hold og har respekt for hinandens faglighed og holdninger. Vores succes er summen af alles bidrag.
Dine opgaver
Du får ansvaret for at videreudvikle og integrere vores værktøjer og digitale platforme, der styrker samarbejde, dokumentdeling og kommunikation – både for kolleger på kontoret og dem på farten. Opgaverne veksler mellem selvstændigt arbejde og fælles løsninger, og vi tilpasser løbende opgaverne efter dine kompetencer og interesser.
Dine første opgaver vil være at:
- vedligeholde og videreudvikle .NET-applikationer, hvor du designer nye features i tæt samarbejde med forretningen. Første projekt er mobil app til håndtering af assets til service.
- planlægge og gennemføre migrering til SharePoint Online, hvor du sikrer dataintegritet og brugervenlighed, så kolleger nemt kan finde viden i hverdagen.
Hen ad vejen vil der komme flere opgaver, fx at:
- udvikle og integrere løsninger på tværs af Microsoft 365, Sharepoint, Teams og andre cloud løsninger
- arbejde med DevOps-principper, herunder container-løsninger (fx Docker, Kubernetes) og CI/CD-pipelines, så vi leverer stabilt og effektivt.
- automatisere processer
- sikre høj standard for sikkerhed og compliance samt bidrage til governance og struktur.
Hvad vi tilbyder
Hos os får du job med bredde i opgaverne og udviklingsmuligheder i et engageret team, hvor samarbejde og videndeling er en naturlig del af hverdagen – og i en velkonsolideret og ambitiøs virksomhed med kort vej fra ord til handling. Beslutninger og ansvar er i videst muligt omfang delegeret ud til medarbejdere med de relevante kompetencer. Vores kultur er uformel og omgangstonen ligefrem.
Vi tager godt imod dig med et veltilrettelagt introprogram, hvor du introduceres til vores produkter og forretning og kolleger i de forskellige afdelinger.
Hvem er du?
Der er flere indgange til jobbet, og din erfaring er vigtigere end din konkrete uddannelsesbaggrund. Vi forventer, at du:
- som minimum har nogle års erfaring med .NET udvikling
- har arbejdet med API-integrationer, scripts og gerne bygget skalerbare platforme
- er struktureret, selvstændig og har lyst til at tage ansvar
- har gode kommunikationsevner og evne til at omsætte tekniske løsninger til brugervenlige koncepter
- taler og skriver dansk og engelsk.
Lyder det som noget for dig?
Jobindex er rekrutteringspartner på denne stilling. Har du spørgsmål til stillingen eller rekrutteringsprocessen, er du velkommen til at kontakte senior IT-rekrutteringskonsulent Mathias Prip Jørgensen på tlf. 72 45 91 45.
I rekrutteringsprocessen har vi brug for dit målrettede CV, og gerne med en motiveret tekst i toppen, som du sender via ansøgningsknappen allerede i dag eller senest den 12. februar 2026. Vi indkalder løbende til samtaler, så vent ikke for længe med at søge.
CV’er, der ikke er sendt via ansøgningsknappen, kommer ikke i betragtning. Tiltrædelse er snarest muligt, men vi venter naturligvis gerne på den helt rigtige kandidat.
Vores jobannoncer bliver genoprykket, indtil stillingen tages offline - det må ikke forveksles med, at stillingen bliver genopslået.
Vi glæder os til at høre fra dig!
Kontaktperson

Mathias Prip Jørgensen
Senior Rekrutteringskonsulent & Supervisor
Tlf. +45 72 45 91 45
Skriv venligst i din ansøgning, at du så annoncen hos it-jobbank.
