Bliv ap­pli­ka­tions­spe­ci­a­list hos PET og gør en forskel med IT

Drømmer du om en udfordrende og meningsfuld rolle, hvor du er med til at forme fremtidens IT-løsninger for Danmarks sikkerhed i en organisation, hvor hverdagen aldrig er forudsigelig? Og brænder du for at levere og optimere systemer og applikationer, der gør en forskel? Så er du måske vores nye applikationsspecialist.

Bliv en del af Center for Applikationer

Som applikationsspecialist med fokus på shared services hos PET får du en central rolle i at sikre, at dine kollegaer har de bedste digitale redskaber til rådighed i deres daglige arbejde. Du bliver en nøgleperson i at modernisere PET’s applikationslandskab og sikre stabil og tidssvarende applikationsdrift, der understøtter organisationens kritiske opgaver.

Du bliver en del af DevOps-sektionen, der udvikler og drifter PET’s centrale systemer og applikationer. Teamet har hovedfokus på drift, vedligeholdelse og udvikling, og du vil få en bred palet af opgaver, der omfatter:

  • Sikre kontinuerlig drift af systemer og applikationer.
  • Deltage i migrering af applikationer til PET’s private cloud.
  • Være den ekspert, der løser komplicerede fejl og sikrer hurtig genopretning.
  • Udrulle nye versioner og opdatere systemerne.
  • Opgradere og patche applikationsplatforme og operativsystemer.
  • Opsætte og tilpasse overvågning, logging, backup og disaster/recovery løsninger.
  • Skalere applikationerne i takt med forretningens behov.
  • Løse øvrige opgaver relateret til driften af applikationer, systemer og platforme.

Vi har et stort ønske om at optimere vores driftsprocesser gennem en øget grad af automatisering, der skal omfatte både nyudviklede applikationer og vores eksisterende legacy-systemer, for derved at effektivisere driften og frigøre ressourcer til strategisk udvikling.

Dit fokus bliver på shared services, der understøtter de øvrige systemer i systemlandskabet. Det kan fx være implementering og drift af teknologier som OpenSearch, MongoDB, RabbitMQ og Kafka.

Om PET’s IT-afdeling

PET’s opgave er at forebygge, efterforske og modvirke trusler mod friheden, demokratiet og sikkerheden i det danske samfund. Dette stiller høje krav til vores IT-løsninger, datakvalitet og ikke mindst passionerede og kompetente medarbejdere.

IT-afdelingen leverer IT-services til hele PET og består af tre centre: Infrastruktur, Applikationer og Digitale Services. Du bliver en del af Center for Applikationer, der dækker hele værdikæden – fra drift og videreudvikling af eksisterende løsninger til udvikling af nye dataprodukter og intelligente løsninger baseret på AI. Vi er den naturlige samarbejdspartner for alle i PET, og leverer det digitale fundament for en datadrevet sikkerheds- og efterretningstjeneste, der kan løse komplekse opgaver effektivt og sikkert. IT-afdelingens mission er at skabe værdi med relevante IT-services og -værktøjer, så alle i PET kan lykkes med deres opgaver.

Få en hverdag, der aldrig bliver hverdag

Det kræver IT-profiler at værne om frihed, mennesker og demokrati og PET er en stor IT-arbejdsplads. Her arbejder Java-udviklere, infrastrukturspecialister, netværksteknikere, autodidakte hackere, firewallspecialister og mange andre med en baggrund inden for IT. Nogle har valgt PET for at arbejde med store og komplekse opgaver. Andre faldt for, at vi selv designer mange af vores løsninger fra bunden, udvikler og implementerer dem. Vores kollegaer skal bruge vores arbejde, og vi er med fra start til slut. Endelig har mange af os valgt jobbet for at arbejde med en sag, der er større end profit og timefakturering. Vi har et højere formål.

Vores arbejdsplads er som ingen andre. Som applikationsspecialist i PET bliver du en del af en hverdag, der er præget af opgaver, som ikke findes andre steder, og hver dag byder på nye udfordringer, som ikke fandtes i går. Vi har en hverdag, der aldrig bliver hverdag, og det kan du også få.

Om dig

Vi søger en passioneret applikationsspecialist, der brænder for at levere stabile og effektive digitale løsninger. Du har solid erfaring fra en lignende rolle og trives med at omsætte teknisk viden til konkrete resultater.

For at blive en succes hos os er det vigtigt, at du:

  • Er en naturlig kommunikator og samarbejdsspiller, der trives med at skabe gode relationer og dele din viden.
  • Har erfaring med både traditionel drift og moderne DevOps-metoder – og ser potentialet i at kombinere det bedste fra begge verdener.
  • Er fortrolig med applikationer, der kører på Linux og Kubernetes. Det er en fordel, hvis du også har erfaring med applikationer, som afvikles på Windows – alternativt at du har lyst til at lære det i det omfang, at det er nødvendigt
  • Har en stærk interesse for automatisering og ser frem til at inspirere dit team til at optimere driftsprocesserne.
  • Har en relevant uddannelsesbaggrund inden for IT – vi værdsætter både formel viden og praktisk erfaring.

Erfaring med programmering er et plus, men din passion for at skabe robuste og skalerbare løsninger er det vigtigste. Mange opgaver løses i tæt samarbejde med andre IT-kollegaer, hvilket betyder, at dine evner til kommunikation og samarbejde er afgørende.

Hos PET får du mulighed for at udvikle dine kompetencer i et inspirerende og dynamisk miljø. Vi prioriterer kompetenceudvikling højt, og vi investerer aktivt i kontinuerligt at bygge videre på din faglighed.

I PET vægter vi desuden visse personlige kompetencer højt. Det er kompetencer, som vi mener, er essentielle for alle PET-ansatte uanset faglig baggrund. Det gør vi, fordi det er vigtigt for os, at vi finder det rette match. Du kan læse om kompetencerne her www.pet.dk/fra-ansoening-til-ansaettelse.

Ansættelsesforhold

Ansættelsesstart pr. 1. april 2026. Vi forventer at påbegynde samtaler i uge 4. Du kan læse mere om hele PET’s ansættelsesproces på www.pet.dk/job.

Et ansættelsesforhold i PET skal behandles med diskretion, hvilket du som ansøger skal være opmærksom på. Det betyder, at du som udgangspunkt godt kan fortælle tætte og fortrolige relationer, som du har tillid til, at du har søgt en stilling i PET, men ikke hvad jobbet indebærer.

Det er en forudsætning for ansættelse i PET, at du kan sikkerhedsgodkendes til yderst hemmeligt, ligesom du skal kunne opretholde sikkerhedsgodkendelsen gennem hele din ansættelse. Som sikkerhedsgodkendt forventes det, at du er særlig opmærksom på din tavshedspligt i forhold til klassificeret information.

Har du en akademisk baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til de til enhver tid gældende aftaler mellem Finansministeriet og Akademikernes Centralorganisation.

Har du en anden uddannelsesmæssig baggrund, bliver du ansat på overenskomstvilkår i henhold til den til enhver tid gældende organisationsaftale for kontorfunktionærer i staten mellem Finansministeriet og HK/STAT samt OAO-S-fællesoverenskomst. Alternativt bliver du ansat på anden relevant overenskomst.

Dit arbejdssted bliver på Klausdalsbrovej 1 i Søborg, lige ved siden af Buddinge station, hvor både S-tog og bus kører lige til døren. I PET arbejder vi på interne systemer og med fortrolige opgaver, og derfor møder vi også på arbejde hver dag for at løse vores opgaver.

Yderligere information

Du kan lære meget mere om PET som arbejdsplads på www.pet.dk/job, hvor du bl.a. kan læse mere om alle de fagligheder, der arbejder i PET og deres hverdag. Du kan også lytte til vores podcastserie ’Tjenesten og truslerne’.

Du er også altid meget velkommen til at kontakte os på hverdage på mail hr-rekruttering@politi.dk eller på telefon +45 24 62 18 45, hvis du har spørgsmål til stillingen, PET som arbejdsplads eller lignende.

Når du søger en stilling hos PET, giver du lov til, at vi må indhente dit CPR-nummer via CPR-registeret med henblik på identifikation af dig i forbindelse med rekrutteringsprocessen. Vi indhenter dit CPR-nummer, så vi sikkert kan fremsende relevante og nødvendige dokumenter til dig via Digital Post.

Det er vigtigt for os, at PET afspejler den mangfoldighed, som vi arbejder for. Derfor opfordrer vi alle interesserede, uanset køn, alder, religion, seksualitet og etniske tilhørsforhold til at søge stillingen.

Træd ind i en lukket verden, der åbner nye døre, hvor vi udvikler os, træner og bygger videre på det, vi kan. Om vi udvikler nye systemer, analyserer data eller finjusterer fodstillingen til skydetræning, så er vi altid på tæerne. Det skaber gode muligheder for, at du kan rykke dig med os, vokse med opgaverne og åbne nye døre i dit arbejdsliv.

Gem job