Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Sekretariatschef
Tidens udfordringer kalder på nyt It-vest
Stillingen
De vestdanske universiteter har med It-vest muligheden for til stadighed at være i front i forhold til den digitale udvikling på uddannelsesområdet. Ved at skabe synergi mellem de vestdanske universiteters arbejde med at udvikle it-uddannelserne, og sekundært at understøtte universiteternes bestræbelser på at inkorporere digitale kompetencer i de øvrige uddannelser, skal It-vest bidrage til at placere universiteternes uddannelser centralt som drivere for samfundets digitale udvikling.
Derfor er rektoraterne på henholdsvis Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet blevet enige om, at tidens udfordringer kalder på en ændring af It-vest. It-vest - og den kommende sekretariatschef – skal re-orienteres efter seks principper:
- Styrke samarbejdet mellem de vestdanske universiteter på it-området og bidrage til at skabe de bedste it-uddannelser på de vestdanske universiteter
- Understøtte den samlede portefølje af it-uddannelser og it-fagmiljøer på universiteterne
- Initiere og understøtte fælles, tidsaktuelle indsatser inden for it-området, der skaber synergier på tværs af hovedområder og de vestdanske universiteter
- Bevare og styrke samarbejdet med erhvervslivet, så It-vests aktiviteter afspejler behov hos aftagerne af de vestdanske universiteters dimittender
- Have en tydeligere organisatorisk forankring på de tre universiteter, og den strategiske retning skal støtte op om universiteternes strategiske ambitioner for it-området
- Overdrage administrative (ikke mindst studieadministrative) opgaver til universiteterne.
Det er til denne samfundsvæsentlige, givende og krævende ledelsesopgave, at vi nu søger en sekretariatschef.
Samfundsvæsentlig, fordi de tre deltagende universiteter tilsammen uddanner halvdelen af alle it-kandidater i Danmark - og det i en tid, hvor digitalisering og it-sikkerhed står allerøverst på landets dagsorden.
Givende, fordi der er opbakning til It-vests re-orientering hos både de deltagende universiteter, styregruppe, fagmiljøer og medarbejdere - eller med andre ord: Der er gode muligheder for at indfri It-vests store potentiale. Og så får du muligheden for at lede en mindre organisation med særdeles kompetente medarbejdere.
Krævende, fordi forandringerne ikke kun er efterspurgte, de er også nødvendige. Der er både små og større initiativer, der skal eksekveres klogt, og dét i en høj grad af kompleksitet. Samtidig vil du som leder af en mindre organisation skulle både agere værdiskabende i det strategiske forandringsledelsesrum, og være hands-on med helt konkrete opgaver.
Et sekretariat med mange snitflader
It-vest er organiseret som et universitetssamarbejde mellem Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Aarhus Universitet, der koordineres af et sekretariat. It-vests sekretariat består pt. af fem medarbejdere samt den kommende sekretariatschef. It-vests sekretariat er fysisk placeret på Aarhus Universitet, som også p.t. er værtsinstitution, hvilket bl.a. indebærer, at universitetet leverer administrativ support i form af økonomistyring, personaleadministration samt it-support og øvrig infrastruktur.
Som en del af re-orienteringen etableres et Advisory Board, der får til opgave at rådgive de samarbejdende universiteter inden for emner som strategi og handleplaner, rollen i samfundet som aktør på uddannelsesområdet, it-kandidaters beskæftigelsesmuligheder og modeller for samarbejde med aftagere.
Den kommende organisering af It-vest skal sikre sammenhæng mellem institutionernes strategiske prioriteringer og de fælles initiativer, der udvikles. Klare processer, god kommunikation og styrket transparens i prioriteringerne er centrale elementer i den organisatoriske udvikling, der skal gøre It-vest i stand til at varetage en bredere portefølje af opgaver og samtidig fastholde sin funktion som fælles udviklingsplatform i det vestdanske it-landskab.
En stilling med stor spændvidde
Sekretariatschefens nok største fokus skal i det første år være på at implementere handleplan og færdigudvikle den kommende strategi for It-vest - alt sammen i tæt samspil med universiteterne og under hensyntagen til de seks principper. Det skal ske i en organisation, der fortsat skal drifte, udvikle og trives.
Udover denne aktuelle opgave har stillingen som sekretariatschef for It-vest stor spændvidde:
- Personaleleder for medarbejderne i It-vests sekretariat og ansvar for It-vests daglige drift, ledelse og økonomi under reference til en ledelsesrepræsentant (pr. delegation fra rektor) på værtsuniversitetet.
- Sikre effektiv og transparent drift i høj kvalitet, herunder både ift. sekretariatets kerneopgaver, økonomistyring og betjening af styregruppe.
- Bindeled mellem universitetsledelserne, Advisory Board og de faglige miljøer og sikre, at fælles beslutninger følges op af konkrete indsatser.
- Ansvar for udviklingen af processer for anvendelsen af finanslovsmidler, understøttelse af tværgående uddannelsesprojekter og dialog med erhvervslivet om kompetencebehov og fremtidige muligheder.
- Sikre sammenhæng mellem universiteternes strategiske prioriteringer og de fælles initiativer, der udvikles og samtidig fastholde sin funktion som fælles udviklingsplatform.
Vi har mange ønsker til din erfaring, kompetencer og adfærd. Vi forestiller os, at du bl.a. kan se dig selv i følgende:
- Solid indsigt i it-området i et bredt samfundsmæssigt perspektiv og forståelse for it-uddannelsernes udvikling.
- Erfaring fra universitetssektoren eller anden kompleks vidensorganisation.
- Erfaring med projektledelse, strategiske processer og samarbejde med eksterne aktører, herunder erhvervslivet.
Du trives i en rolle, hvor du agerer i spændfeltet mellem strategi og faglighed, skaber følgeskab og sætter retning – også uden at have en meget stor organisation. Du balancerer dygtigt mellem dialog og eksekvering og forstår dynamikkerne i både akademiske og eksterne samarbejdsrum. Du evner at sikre god governance, transparens og omkostningseffektiv økonomisk styring og sikre compliance i en mindre organisation. Du demonstrerer høj integritet og deler universiteternes ambition om at skabe viden, der gør en forskel.
Og så har du lyst til at tage ansvar for, at It-vest også i fremtiden vil være det bindeled, der sikrer udviklingen af de fremmeste it-uddannelser i Vestdanmark.
Vil du vide mere?
Hvis du vil vide mere om stillingen, kan du i fortrolighed rette kontakt til forperson for ansættelsesudvalget, prorektor på AAU, Anne Marie Kanstrup på prorektor@aau.dk eller telefon 2060 6506 og/eller til konsulent Thomas Gajhede, Mercuri Urval, på thomas.gajhede@mercuriurval.com eller telefon 2084 1030. Vi vil forinden opfordre dig til at orientere dig i det uddybende materiale.
Vi glæder os til at høre fra dig
Der er ansøgningsfrist den 26. februar 2026.
Vi planlægger indledende samtaler den 9. marts 2026 og anden samtalerunde den 17. marts 2026. Mercuri Urvals vurderingsforløb inkl. personlighedstest vil indgå mellem samtalerne. Tiltrædelse forventes den 1. maj 2026 eller hurtigst muligt derefter.
Ansøgning, CV, eksamensbeviser og evt. andet relevant materiale (samlet i maks. 2 filer) uploades hos Mercuri Urval via knappen "Ansøg".
Løn og ansættelsesvilkår
Der tilbydes fastansættelse og ansættelsen sker i henhold til overenskomst mellem Akademikerne og Finansministeriet. Indplacering vil være som chefkonsulent med personaleansvar med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af kvalifikationer.
Arbejdsstedet er p.t. ved Aarhus Universitet, Åbogade 15, 8200 Aarhus N.
Læs mere: www.it-vest.dk