Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Udvikler til Automatiseringsteknologi i Digitalisering og It – vil du gøre en forskel for patienter og hospitaler?
Vi har brug for dig, der kan optimere arbejdsgange og gøre en forskel for kolleger på tværs af regionen. Dig, der både kan programmere og dokumentere, og som har lyst til at tage del i udviklingen af fremtidens digitale, datadrevne sundhedsvæsen. Er det dig? Så skal du søge det her job.
Vær med til at drive digitaliseringen af sundhedsvæsnet til gavn for vores borgere, patienter og kolleger. Vi tilbyder en stilling med spændende og udfordrende opgaver i en hverdag med personlig og faglig udvikling og fleksible arbejdsdage på et kontor med højt til loftet og gode grin.
En central spiller i udviklingen
Du bliver en central spiller i udviklingen af automatiseringer til fællesfunktioner og andre enheder i regionen. Sammen med dine nye kolleger i Automatiseringsteknologi vil du hjælpe med at digitalisere arbejdsgange, og dine automatiseringsløsninger vil frigive tid hos kolleger i andre dele af Region Midtjylland.
Dine primære arbejdsopgaver er blandt andet:
- Sparring med procesejere og procesansvarlige om design af automatiseringsløsninger
- Projektstyring på automatiseringsprojekter
- Udvikling af automatiseringer ud fra beskrevne processer
- Vedligehold og optimering af eksisterende automatiserede processer
- Bidrag til videreudvikling af teamets arbejdspraksis og værktøjer
- Bidrag til videreudvikling af regionens operating model
Automatiseringsteknologi er under stor udvikling i Region Midtjylland, og du får derfor naturligt stor indflydelse på, hvordan vi arbejder med automatiseringer fremadrettet. Der vil også være mulighed for at deltage i projekter sammen med andre udviklingsteams.
Din profil
Vi vil gerne høre fra dig, der har solid erfaring som udvikler – gerne med Python – og som trives i et omskifteligt miljø. Du arbejder naturligt med dokumentation, og kvalitetssikring og test er en integreret del af dit arbejde. Samtidig motiveres du af at følge dine opgaver og projekter helt til dørs.
Du har en relevant teknisk uddannelse, formentlig på akademisk niveau, og et stærkt teknisk fundament. Du har lyst til at udvikle automatiserede processer, robotløsninger og større udviklingsopgaver, hvor løsningerne fungerer i praksis.
Du trives med applikationsudvikling og har mod på at samarbejde tæt med forretningen – herunder at afdække arbejdsgange og omsætte dem til automatiserede løsninger i dialog med brugerne.
Du skal kunne sige ja til flere af følgende for at klare dig godt i jobbet:
- En it-teknisk uddannelsesbaggrund, fx datalogi eller softwareudvikling
- Erfaring med Python
- Erfaring med SQL, VB.net, .net el. lign.
- Erfaring med API og et API-first mindset
- Kendskab til UiPath Automation Suite
- Kendskab til Docker eller lignende microservice-arkitektur
- Kendskab til container orchestration, gerne Kubernetes el. lign.
- Kendskab til ITIL
- Kendskab til SCRUM, Kanban eller anden agil projektstyringsmetode
- Kendskab til Git, containers og generel CI/CD-tankegang
- Interesse for Open Source og ML
Kom med på holdet i Automatiseringsteknologi
Du løser dine opgaver i samarbejde med 18 engagerede og tværfaglige kolleger, herunder Scrum Master/forvalter, driftskolleger, forretningsanalytikere, frontend- og backendudviklere, løsningsarkitekt og infrastrukturspecialist.
Vi har en uformel omgangstone og et arbejdsmiljø med plads til både faglighed og humor. Automatiseringsteknologi er en del af kontoret for Teknologi og Innovation under Digitalisering og It i Region Midtjylland, hvor vi samlet er mere end 600 kolleger.
Vi ser frem til at høre fra dig.
Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte områdeleder Puk Skovgaard Berg Mikkelsen på pukmik@rm.dk.
Send din ansøgning senest den 1. marts 2026. Vi forventer at holde 1. samtale den 13. marts og hvis du går videre til 2. samtale den 20. marts, må du forvente at skulle udfylde en personprofil
Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer
Du vil opleve, at der er fokus på dig som medarbejder og som menneske. Vi arbejder med løbende MUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste leder, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.
Som ny medarbejder i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere.
Arbejdsugen er på 37 timer med betalt frokostpause og gode rammer.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.