Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Oracle Database Administrator til Statens It
Statens It søger en dygtig og analytisk kollega, der engagerer sig i at levere professionel service til kunder, leverandører og kolleger.
Om stillingen
Hos os får du mulighed for at spille en central rolle i driften af nogle af Danmarks mest spændende og samfundskritiske it-løsninger. Du bliver en del af et fagligt stærkt miljø, hvor samarbejde, videndeling og kvalitet er i fokus.
Som Database Administrator (DBA) med fokus på Oracle bliver du en del af Team Database, der har det systemadministrative ansvar for Statens Its kunders databasesystemer. Teamet består af fem erfarne medarbejdere, som ser frem til at sparre med dig og dele deres viden i hverdagen.
Du vil samtidig få et tæt samarbejde med kolleger på tværs af organisationen, så det er vigtigt, at du trives i en hverdag med mange opgaver og kan bevare overblikket.
Sammen med 13 engagerede kolleger vil du blandt andet arbejde med:
- Daglig monitorering og drift af vores Oracle-databaser på Windows, Linux og Oracle Exadata Cloud@Customer (ExaCC).
- Varetage driftsopgaver samt 2nd level support på Oracle-databaserne.
- Etablering og konfiguration af Oracle-databaser på Linux, Windows og ExaCC.
- Deltagelse i projekter i forbindelse med analyse, implementering, sparring, migrering og opgradering.
- Sikre effektiv håndtering af driftsforstyrrelser og produktionsstop samt bidrage til en sikker og stabil drift gennem proaktiv overvågning og løbende forbedringer.
Om dig
Vi søger en kollega, der har:
- Erfaring med operativsystemerne Linux og Windows.
- Erfaring med drift, vedligeholdelse, sikkerhed, patching, fejlfinding (troubleshooting) og performance tuning af Oracle-databaser samt evne til hurtigt at sætte sig ind i andre Oracle-produkter og værktøjer.
- Overordnet kendskab til fysisk og virtuel infrastruktur, herunder netværk, backup og virtualisering.
- Erfaring med ExaCC, Zero Data Loss Recovery Appliance (ZDLRA), Enterprise Manager (OEM) og Oracle Key Vault (OKV) vil være en fordel.
Derudover skal du kunne tale og skrive på dansk.
Er du nyuddannet og har en stor interesse for databaser og relaterede teknologier, opfordrer vi dig også til at søge. Vi ansætter løbende nyuddannede og sørger for en god introduktion, så du får en stærk start i rollen.
I ansøgningsprocessen lægger vi desuden vægt på, at du:
- Har stærke analytiske evner, er pragmatisk og arbejder struktureret med komplekse problemstillinger.
- Motiveres af at optimere processer og identificere forbedringsmuligheder.
- Er nysgerrig, proaktiv og tager ansvar for din egen faglige udvikling.
- Er serviceminded, fleksibel og dygtig til at opbygge stærke relationer i samarbejdet med kunder og kolleger.
Om os
I Statens It leverer vi it-drift og services til statslige ministerier, styrelser og selvejende uddannelsesinstitutioner. I alt servicerer vi over 60.000 brugere på tværs af 25 ministerområder.
Vi er ca. 750 medarbejdere på tre lokationer, der arbejder for høj tilfredshed blandt alle vores kunder og brugere gennem stabil drift, høj sikkerhed og pålidelige projekter.
Du bliver mødt af et fagligt velfunderet team med god humor. I det hele taget tilbyder Statens It en åben, uformel og dynamisk organisation, der er præget af et meget højt fagligt niveau og en fleksibel arbejdsform med dygtige og kompetente kolleger.
Du vil få mulighed for at opnå unik erfaring og være med til at præge udviklingen på it-området på tværs af statens mange institutioner i et af Danmarks sikreste og mest komplekse it-miljøer.
Statens It har hovedkontor i Ballerup i Storkøbenhavn og satellitkontorer i både Aarhus, Sønderborg og Aalborg.
Vi søger til denne stilling en kollega til vores kontor i Ballerup.
Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.
Ansættelsesvilkår
Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling alt efter kvalifikationer.
Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes til HEMMELIGT og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk, eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.
Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Moderniseringsstyrelsen, Digitaliseringsstyrelsen, Statens It og Statens Administration.
Vil du vide mere?
Så er du velkommen til at kontakte din potentielt kommende kollega Jørgen Steen Jensen på tlf. 2013 5343 eller mail: joergen.steen.jensen@statens-it.dk (indenfor arbejdstid) eller teamleder Khanh Larsen på tlf. 7231 1291 eller: khanh.lan.tran.larsen@statens-it.dk
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Ansøg” senest d. 30. marts 2026.
Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
It-drift i staten
Statens It leverer it-drift til den danske stat og til selvejende uddannelsesinstitutioner – det betyder, at vi hver dag sørger for it-infrastruktur til omkring 60.000 mennesker. Statens It er en styrelse i Finansministeriets koncern.
Vi ønsker at tiltrække og motivere dygtige it-medarbejdere og tilbyde en attraktiv arbejdsplads med gode muligheder for faglig udvikling og specialisering. Omgangstonen er uformel, og arbejdsmiljøet er præget af høj aktivitet og fagligt samspil.