Øvrige

Hvad er kon­ver­te­rings­op­ti­me­ring?

Konverteringsoptimering er et emne, der ofte overses. Mange kender til SEO og AdWords, men de færreste ved, hvad konverteringsoptimering er. Nogen kender formålet, men få ved, hvordan det fungerer i praksis. Her vil jeg forklare de grundlæggende elementer og metoder, vi med succes har brugt til at skabe resultater for vores kunder hos Eksakte.

Konverteringsoptimering handler om at få flere af dine besøgende på din hjemmeside til at nå et bestemt mål – eller udføre en bestemt handling. Altså, konvertere de besøgende til kunder.

Målet er typisk køb af en vare eller ydelse, brugerregistrering, tilmelding til nyhedsbrev, download af brochure eller prisforespørgsler. Alt sammen meget centrale områder for de fleste virksomheder med en hjemmeside. Konverteringsraten er et udtryk for, hvor stor en procentdel af dine besøgende, der konverterer, og den udregnes ved at dividere antallet af konverteringer med antallet af besøgende. Når du konverteringsoptimerer, ser du på, hvilke områder af hjemmesiden, der afholder folk fra at nå et af de førnævnte mål.

Lad os tage et eksempel fra den ikke-digitale verden: Jeg går en tur ved stranden og får lyst til en is. Jeg ser, at der er flere kiosker på vejen og vælger at se på deres skilte udenfor butikkerne for at vurdere, hvor jeg kan få den bedste is. Efter at have gået forbi to kiosker har jeg set følgende skilte:

Jeg gider ikke at gå ind i den første butik, hvor der ikke er nogen is på skiltet, for der er jo rigeligt med andre kiosker, hvor jeg ikke behøver at gå ind for at se deres sortiment. Den næste kiosk har et fint skilt med en masse lækre is, og jeg ender med at købe en is her – altså, jeg konverterer fra forbigående til kunde.

Lur mig om ikke skilt nummer 2 sælger flere is end det første skilt.

Det samme scenarie kan gøre sig gældende på din hjemmeside. Skal man lede længe for at finde ud af, hvad dit produkt er? Er det svært for besøgende at finde det, de leder efter? Hvis svaret er ja, er det meget sandsynligt, at folk forlader din side og kigger hos konkurrenten i stedet for.

Beslutninger tages aldrig på baggrund af mavefornemmelse

Du kender det måske selv. En kollega, chef, samarbejdspartner eller leverandør i en høj stilling har en hypotese, som ikke kan verificeres, og tromler den nærmest igennem, fordi ingen andre tør at udfordre den. Hos Google kalder man denne form for beslutningstagen for HiPPO (highest-paid person’s opinion).

Kilde: vwo.com.

Når du konverteringsoptimerer, vil du være 100 procent sikre på, at din hypotese kan bevises. En hypotese er jo blot en antagelse, indtil den er bevist, og det er ikke nødvendigvis rigtigt, når eksperten fra et webbureau siger: en rød knap er altid bedst. Derfor skal det testes.

A/B-test – Sådan tester vi hypoteser

For at teste de opstillede hypoteser skal du selvfølgelig have sporing på hjemmesiden, som samler data om de besøgende. Mange bruger Analytics, men det er de færreste, der har opsat en mere avanceret sporing. I Analytics kan man opsætte mål og spore, hvornår folk er konverteret – fx hvor mange har købt produkt A, tilmeldt sig nyhedsbrevet eller udfyldt kontaktformularen.

Når du har opsat et mål, lad os kalde det ”gratis prøveperiode på hjemmeside”, kan vi foretage tests baseret på antallet af konverteringer. I en sådan test opstiller du en hypotese, fx ”hvis vi gør købsknappen mere tydelig og sigende, vil flere trykke på den”. Så laver du en ny side med en ny knap og sender halvdelen af de besøgende ind på den oprindelige version (A) og den anden halvdel ind på den nye version (B). Når du opnår statistisk signifikans – at der kommer nok besøgende igennem til at fastslå noget – kan du konkludere hvilken af de to knapper, der konverterer bedst.

Grunden til, at vi splitter trafikken på den måde, og ikke bare tester A i en periode og B i en anden, er for at eliminere udefrakommende faktorer. Lad os fx sige, at vi tester version A i uge 32 og version B i uge 33. Hvad nu hvis der er et naturligt sæsonudsving? En konkurrent, der får omtale et sted? En konkurrent, der har et bedre tilbud end dig i den ene af ugerne? Når vi splitter de besøgende, er alle blevet udsat for de samme faktorer.

Man skal selvfølgelig være opmærksom på ikke at lave mange ændringer ad gangen fra version A til B, fordi det kan blive umuligt at fastslå, hvad der virkede positivt, og hvad der virkede negativt.

Som du nok allerede har gennemskuet, er konverteringsoptimering en kontinuerlig proces. Når man har fastslået en vinder af den ene A/B-test, bør man foretage yderligere ændringer og undersøge, om man kan lave en endnu bedre version.

it-blog.dk er en del af it-jobbank.dk og fungerer som en platform, der giver plads til meninger og holdninger fra eksterne skribenter. it-jobbank deler ikke nødvendigvis de synspunkter og holdninger, som vore gæsteskribenter vælger at dele.