Løn

Den store it-lønkrig er sat på pause

Magten på arbejdsmarkedet har gennem de seneste mange måneder forskubbet sig i arbejdsgiverens favør, og det får betydning for lønningerne blandt it-folk, vurderer Nico Blier-Silvestri, der har været ansvarlig for at rekruttere hundredvis af it-folk til danske virksomhed.

De seneste år har der hersket et regulært våbenkapløb på it-jobmarkedet, hvor virksomhederne har kæmpet om at sikre sig de mest attraktive folk.

Det i en sådan grad, at der ifølge Nico Blier-Silvestri, rekruttør og direktør for hr og culture hos det danske venturekapitalselskab Dreamcraft, nærmest ikke har været grænser for, hvor meget de mest eftertragtede it-folk har kunne kræve.

“Jobmarkedet de seneste år har kun handlet om, at virksomheder manglede talent, men det, vi ser nu, er, at tingene begynder at ændre sig,” siger han.

Gennem de eneste år har Nico Blier-Silvestri været med til at rekruttere hundredvis af it-folk til fremadstormende danske it-virksomheder som Unity, Trustpilot, Falcon Social og Peakon, og især han har oplevet et jobmarked, der er gået fra at været decideret glohedt under pandemien til nu at være tempereret.

“Det betyder, at du ikke længere kan gå ned til din chef og sige, ‘der er andre, som vil betale mig 75.000 kroner om måneden. Har du tænkt dig at matche det, eller skal jeg tage et andet sted hen',” siger han.

Carina Emma Sørensen

Nico Blier-Silvestri

Head of People & Culture, Dreamcraft

Løn får folk til at skifte job

En del af forklaringen på lønkrigen skal findes i det faktum, at løn uden sammenligning er den ting, som kan få flest it-folk til at skifte job.

Computerworld it-jobbanks seneste lønundersøgelse viser således, at det er intet mindre end 63,7 procent af de adspurgte, som oplyser, at en højere løn vil kunne få dem til at skifte job.

“I løbet af det seneste halve års tid er der færre og færre, som tør spille højt spil med lønnen. Medarbejderne ved, at der er en stor risiko for, at virksomheden bare vil lade dig gå, hvis du presser for meget på. I dag er det langt mere sandsynligt end tidligere, at arbejdergiveren i stedet for at efterkomme dit ønske om 75.000 kroner måneden kan finde erstatning for dig til 60.000 kroner,” siger han.

Magtbalancen flytter sig

Ifølge Nico Blier-Silvestri viser det, at magtbalancen gennem de seneste måneder i stigende grad er begyndt at tippe til arbejdsgivernes fordel.

“Arbejdsgiverne har af omstændighederne været tvunget ind i et våbenkapløb, fordi det i en længere periode har været arbejdstagerne, som har haft overhånden på jobmarkedet, Men det er ikke i samme grad tilfældet længere," siger han og uddyber:

"Det er også noget, som de ansatte har opdaget. De ved godt, at hvis de kræver for meget, så er der en risiko for, at det er dem, der ryger, hvis der kommer en fyringsrunde,” siger han.

Lad ikke en god krise gå til spilde

Både på globalt plan og på det det danske marked har vi gennem de seneste måneder også set en række fyringsrunder.

Blandt andet i fintech-virksomheder som Pleo, Lunar og SimCorp.

Sidstnævnte kom fyringsrunden på trods af, at selskabet netop har præsenteret et rekordregnskab.

Det siges ofte, at man aldrig skal lade en krise gå til spilde, og Nico Blier-Silvestri vurderer da også, at nogle virksomheder ser en muligheden for at rense ud i medarbejderstaben under påskud af den aktuelle krise.

“Det skyldes formodentligt, at man i ledelsen formodentlig tænker, at man lige nu har en mulighed for at fyre folk, uden at blive kritiseret for det,” siger han og fortsætter:

“Først vil jeg gerne understrege, at vi i Danmark slet ikke har set fyringsrunder af det omfang, som vi eksempelvis har set i de store amerikanske virksomheder, og overordnet set er jobmarkedet her i København stadigvæk relativt godt. Ikke desto mindre har vi også i Danmark set, at virksomheder, der egentligt klarer sig godt, har fyret folk, selvom det ikke er strengt nødvendigt.”

Lunere vinde på vej

Selvom Nico Blier-Silvestri vurderer, at vi vil se et mere afdæmpet it-jobmarkedet i de kommende par år, vurderer han dog dog også, at vi i den seneste tid har set en overkorrektion, hvor nogle virksomheder har trykket for hårdt på bremsen i forhold til fyringer og ansættelsesstop.

I øjeblikket ser Nico Blier-Silvestri således en tendens til, at virksomhederne er begyndt at opruste på rekrutteringsområdet igen.

Han oplever, at virksomheden igen er begyndt at hyre flere rekrutteringsfolk og hr-folk, og det ser han som et tegn på, at der senere på året igen vil begynde at blæse mere milde vinde ind over jobmarkedet.

“Når krisen rammer, er tendensen, at det ofte er i hr og marketing, at der beskæres først, men det, jeg ser allerede nu, er, at mange virksomheder igen er begyndt at ansætte hr- og rekrutteringsfolk. Det gør man som regel kun, fordi man rent faktisk planlægger at ansætte flere folk, og derfor er det min antagelse, at vi i allerede i Q3 vil se at virksomhederne vil begynde at skrue op for rekrutteringen igen.”

Læs også