Jobsamtale

Tre typiske spørgsmål til job­sam­ta­len

Det er altid en god idé at tænke jobsamtalen igennem inden, du tager afsted. Du kan selvfølgelig ikke vide, hvad du bliver spurgt om, men sandsynligheden for at du løber ind i minimum ét af de tre nedenstående spørgsmål, er stor! Læs rundt om emnerne her, og overvej dine begavede svar på forhånd.

”Kan du fortælle lidt om dig selv?”

Det er meget klassisk, at første samtale starter med en præsentation af virksomheden og stillingen, hvorefter du bliver bedt om at fortælle om dig selv.

Dét arbejdsgiveren fisker efter, er særlig viden om dig, som kan gøre dig til den rette kandidat til jobbet.

Derfor giver det mening at tale om dine kvalifikationer. Det kan være din tidligere arbejdserfaring, din uddannelsesmæssige baggrund eller særlige præstationer.

Udover at dele om de ting, som kvalificerer dig, vil arbejdsgiveren også gerne vide noget om, hvem du er som menneske.

Her har du frit spil til at fortælle om dine interesser og din fritid. Hvis du skal være strategisk, kan du overveje om du har nogle interesser, du kan lægge særlig vægt på, fordi de taler ind i jobbet.

Sørg for at give arbejdsgiveren en relativt kort version af din fritid. Arbejdsgiveren er nysgerrig på, hvem du er, men det skal stadigvæk være jobbet, der er hoved fokus.

”Hvad motiverer dig?”

Din motivation er et andet emne som mange arbejdsgivere ynder at spørge ind til tidligt i samtalen.

Arbejdsgiveren er typisk nysgerrig på, hvorfor du har valgt at søge det specifikke job i deres virksomhed, og hvad der driver dig generelt i et job.

Hvad angår din interesse for det specifikke job, prøver arbejdsgiveren tidligt i processen at vurdere, hvor interesseret du egentlig er i stillingen og virksomheden.

Det er dyrt at ansætte den forkerte. De fleste virksomheder er derfor omhyggelige med at vælge en medarbejder, som de tror, kan være ansat i længere tid, og som oprigtigt har lyst til at drive arbejdet frem.

Tænk derfor over et svar, som viser dit engagement i forhold til netop denne stilling og virksomhed. Hvad er det unikke ved jobbet og virksomheden, som du ikke kan få andre steder? Hvorfor motiverer det dig? Hvordan kan du bidrage positivt med dén du er, og det du kan lige netop dér?

Ofte glider spørgsmålet over i at tale om, hvad der motiverer dig generelt i et job.

Den viden er vigtigt for arbejdsgiveren for at finde ud af, om du vil passe ind i de konkrete arbejdsopgaver, arbejdsteamet og kulturen.

Til spørgsmålet kan du overveje hvilke situationer, arbejdsopgaver, roller og samarbejder, du tidligere har taget del i, som gav dig energi og gjorde dig glad. Husk, at det skal have relevans til det job, du søger.

”Hvad er dine stærke og svage sider?”

Her kommer vi til et spørgsmål, som kan give de fleste svedige håndflader – medmindre du har forberedt dig, selvfølgelig.

Spørgsmålet om de stærke og svage sider kan bruges til at finde ud af, hvem du er som person på et dybere plan, og høre hvordan du arbejder. Med dén viden kan arbejdsgiveren danne sig et billede af et potentielt samarbejde.

Når du forbereder dig, så husk på, at det ikke går ud på at være god til alt. Ingen er perfekte, og hvis du påstår, at du kun har stærke sider til en jobsamtale, så er det uærligt, og giver højest et dårligt indtryk.

Tænk på hvilke særlige styrker du har, som kan skabe værdi i stillingen, og kom gerne med eksempler på, hvornår eller hvordan du bruger din stærke side.

Skal du til samtale som it-projektleder, kan du fremhæve, at du er virkelig god til at holde overblik, hvis det er dét, der er tilfældet. For dine tidligere projekter har dit strukturerede arbejde måske betydet, at du kom rettidigt i mål – også dér hvor tiden var knap og ressourcerne trange.

Når du overvejer dine mindre stærke sider, så fortæl om de perspektiver, som giver mening og er konstruktivt i forhold til jobbet. Husk igen eksemplerne.

Det kan være, du synes, det er svært at præsentere for større forsamlinger, og at du er lang tid om at forberede dig.

Hvis stillingsbeskrivelsen ikke indeholder et krav om hyppige præsentationer, behøver det ikke at være et problem. Men det er en god oplysning for en kommende arbejdsgiver at vide, så vedkommende kan give dig plads, støtte dig og arrangere teamets opgaver fordelagtigt.

Du kan også overveje, om du skal kan tale om dine svage sider som ”udfordringer, du arbejder på” – eller ”noget du øver dig i at blive bedre til”.

At kunne tale om dine svage sider på den måde viser arbejdsgiveren at du kender dig selv, og at du har mod på at udvikle dig. Begge dele er noget, som faktisk i sidste ende kan være store styrker.

Stil selv spørgsmål

So far har vi været rundt om tre gængse spørgsmål, du kan få til jobsamtalen. Men det er også vigtigt selv at kunne spørge ind. Dine egne spørgsmål er nemlig med til at understrege, at du oprigtigt vil jobbet.

Her er et par forslag til inspiration:

• Hvad skal der til, for at være er en succes i jobbet?
• Hvad vil være den største udfordring i jobbet?
• Hvilke projekter er særligt i fokus for tiden?
• Hvordan er ledelsesstilen i virksomheden eller i afdelingen?
• Bruges der tid på det kollegiale i afdelingen og i virksomheden overordnet?

Læs også