Stærk it-pro­gram­le­der med in­ter­na­tio­nal sigte til Schengen-program


Udlændinge- og Integrationsministeriet (UIM) er sammen med andre myndigheder i gang med at implementere nye forordninger til sikring af EU’s ydre grænser, og til denne samfundsvigtige opgave søges en stærk og erfaren programleder.

Schengen-programmets hovedopgaver

Rådet og Europa-Parlamentet har vedtaget en række forordninger på Schengen-området, som har til formål at styrke kontrollen med EU’s ydre grænser og beskytte Europas sikkerhed.

Forordningerne har implementeringsmæssige konsekvenser for danske myndigheder – dvs. Rigspolitiet, Udlændinge- og Integrationsministeriets koncern samt Udenrigsministeriet.

De vedtagne forordninger omfatter følgende systemer:

  • Et europæisk ind- og udrejsesystem (EES)
  • Et europæisk system vedrørende rejseinformation og rejsetilladelse (ETIAS)
  • Et ajourført Schengen-informationssystem (SIS)
  • Etablering af systemunderstøttelse til interoperabilitet (informations- og dataudveksling) mellem de centrale EU-systemer på Schengen-området
  • Systematisk kontrol i relevante databaser vedrørende alle personer, der krydser de ydre grænser

Dine kommende hovedopgaver

Schengen it-programmet i UIM er et program, som vi af hensyn til effektiv eksekvering har nedbrudt i ni selvstændigt ledet projekter – dog alle refererende til samme styregruppe.

Projekterne baserer sig teknisk på Kubernetes, som er en ny teknologi her i Koncern IT. Derfor indeholder programmet også et teknologi implementeringsspor.

Det vil være dit ansvar som programleder at koordinere programmet, de ni projekter, samt den tekniske implementering i it.

Da samarbejdet med alle involverede lande og med det centrale styringsorgan eu-LISA er yderst vigtigt for at nå i mål med det rigtige, må der påregnes rejsedage.

Programmet står aktuelt over for ibrugtagning af den første nye EU-forordning i efteråret 2024. Som programleder vil du være bindeleddet mellem det overordnede Schengen it-program (eu-LISA) og de relevante interessenter i departementet, Udlændingestyrelsen, Hjemrejsestyrelsen og Styrelsen for International Rekruttering og Integration samt øvrige relevante danske myndigheder.

Om dig

Vi forstiller os, at du som programleder til programmet besidder følgende kompetencer og erfaringer:

  • Kan forstå de overordnede mål med programmet, og deltage i og sætte retningen for samarbejdet med øvrige myndigheder samt EU´s it-agentur
  • Kan koordinere projekterne og bistå projektlederne med problemløsning og eskalation
  • Er dygtig til interessenthåndtering og kommunikation i statslig regi (myndigheder, IT råd, andre IT eksperter m.v.) på ekspert-niveau
  • Er god til skriftlige fremstillinger på både dansk og engelsk

Derudover vil det være en fordel, hvis du også har kendskab til følgende:

  • Linux og Kubernetes teknologierne
  • EU og/eller Schengen samarbejde
  • Overordnet økonomistyring, inklusiv it- og finansieringsaktstykker
  • Præsentationsteknikker
  • Erfaring med agile udviklingsprocesser, den statslige it-projektmodel og brugen af SKI-aftaler

Desuden vægtes det højt, at du som programleder er loyal og har høj personlig integritet. Du har stor gennemslagskraft med diplomatisk snilde, har en lyttende tilgang og inkluderende personlighed. Vi forstiller os, at du har en struktureret tilgang til skabelse og fastholdelse af oveblik, og at du har stærke kommunikative evner.

Din kommende arbejdsplads

Du bliver en del af Koncern It, som organisatorisk er en del af Udlændingestyrelsen. I Koncern It er vi ca. 80 dygtige og engagerede medarbejdere, som har ansvaret for drift, vedligeholdelse og videreudvikling af den systemportefølje, der anvendes i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Vi er organiseret i 6 enheder: Enheden for Strategi og Styring, Program- og Projektenheden, Udviklingsenheden, Systemforvaltning for ESDH-systemer m.v., Systemforvaltning for øvrige systemer og Drifts- og Supportenheden.

Vi er placeret centralt i København tæt ved Kgs. Nytorv. Du sidder tæt på dine kollegaer i et storrumskontor, hvor der foregår løbende sparring omkring arbejdsopgaverne på en dynamisk og energisk måde.

Vi tilbyder en stilling på 37 timer ugentligt med fleksible arbejdstider og attraktiv løn med udgangspunkt i dine kvalifikationer. Du får gode udviklingsmuligheder og stor fleksibilitet, så du kan balancere faglige ambitioner og privatliv. Derudover vil du blive tilbudt eventuel relevant efteruddannelse og certificeringer.

Er du nysgerrig?

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Birgitte Rufford Probst på tlf. 29 35 40 71 eller e-mail bipro@us.dk.

Søg jobbet

Vi ser frem til at modtage din ansøgning, CV og eksamensbevis m.v. senest onsdag d. 1. maj 2024.

Vi forventer at holde samtaler i uge 19. Der kan være mulighed for, at der afholdes en 2. samtalerunde i uge 20.

Løn- og ansættelsesvilkår

Afhængig af din uddannelsesmæssige baggrund ansættes du enten efter overenskomst for akademikere i staten eller OAO-S-Fællesoverenskomsten og organisationsaftalen for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere (HK). Der er mulighed for at forhandle tillæg, der matcher dine kvalifikationer.

Ansættelsesområdet er Udlændinge- og Integrationsministeriet med tilhørende institutioner, og arbejdsstedet er Udlændingestyrelsen, Adelgade 11-13, 1304 København K.

Du skal være sikkerhedsgodkendt til ”HEMMELIGT” for at arbejde i denne stilling, og kunne opretholde denne under hele din ansættelse. Du kan læse om, hvordan vi behandler dine persondata her.

Ligestilling i alle dens aspekter er vigtig. Derfor opfordres alle interesserede uanset etnisk tilhørsforhold, religion, køn, alder og lign. til at søge stillingen. Udlændinge- og Integrationsministeriet er medlem af Foreningen Lige Adgang.


Gem job