Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Specialist til digitale signalsystemer i Banedanmark
Hos Banedanmark er vi godt i gang med at modernisere og digitalisere styringen af togtrafikken gennem implementering af det nye avancerede signalsystem, ERTMS.
Vi søger en specialist til Team Fjernbane Vest i Signalling Operations. En der sammen med vores team og de andre specialister vil være med til at sikre, at vores serviceydelser omkring systemet leverer i høj kvalitet, og understøtte at drift og vedligehold fungerer optimalt i praksis.
Du bliver en vigtig aktør i driften af signalsystem, og har fokus på at skabe sammenhæng mellem data, hændelser og de løsninger, der sikrer stabil og sikker togtrafik i hele landet.
Opgaverne er meget varierede i løbet af en dag. Her skal man have fat i mange forskellige medarbejdere, f.eks. fra it-sikkersikkerhed og hændelseshåndtering, man skal støtte driften, se på test-delen og lave opklarende detektivarbejde - der er lidt af det hele i den her rollen. Og så er der informationsindhentning – det at være formidleren og oversætteren af teknisk information, som andre ikke kender til – man kunne også sige”biblioteket". Det kan jeg ret godt lide
Dine arbejdsopgaver
Du får ansvar for at identificere mønstre i hændelser (incidents), analysere trends og bidrage med anbefalinger, der forebygger gentagelser og forbedrer den daglige drift. Du samarbejder med både leverandører, togoperatører og kolleger i Banedanmark om fejlhåndtering og procesoptimering.
Samtidig bidrager du til:
- Koordination ved driftsproblemer og større hændelser
- Udvikling og dokumentation af workflows og serviceprocesser
- Teknisk opfølgning og bistand i forhold til afklaringer – internt og eksternt
- Overlevering af systemkomponenter fra projekt til drift
- Understøttelse af jernbane- og cybersikkerhed
Vigtige færdigheder
Kvalifikationer vi søger efter:
- Dataanalyse og mønstergenkendelse; du trives med at finde forklaringer og forbedringsmuligheder.
- Drift og vedligehold af systemer; fx inden for IT, infrastruktur eller kritisk teknologi.
- Procesoptimering og dokumentation; du bidrager til effektive arbejdsgange.
- Tydelig kommunikation; du kan formidle teknisk viden til både specialister og brugere.
- Samarbejde; du skaber gode relationer og trives med tværgående opgaveløsning.
- Sproglige færdigheder; du arbejder flydende på dansk og engelsk.
Din baggrund
Du har måske en videregående uddannelse inden for teknik, IT eller lignende – eller erfaring med service, drift eller support af komplekse systemer. Du er nysgerrig, praktisk orienteret og struktureret – og du er motiveret for at sikre, at teknologien fungerer og skaber værdi i praksis.
Teamet og arbejdsmiljøet
Du bliver en del af Team Vest i sektionen Signalling Operations (Signalsystemer Drift). Her møder du specialister, jurister og analytikere, som alle arbejder for en stabil, sikker og fremtidssikret jernbane. Vi værdsætter samarbejde, faglighed og en uformel omgangstone – og vi opmuntrer dig til at bringe dine idéer i spil.
Arbejdsstedet er i Trafiktårn Øst i København. Der kan forekomme rejser til samarbejdspartnere i hele landet. Stillingen er på fuld tid med fleksible arbejdstider og mulighed for hjemmearbejde.
Løn og ansættelsesvilkår
Som akademiker ansættes du efter gældende overenskomst mellem Skatteministeriet og AC.
For HK er ansættelsen omfattet af Fællesoverenskomsten mellem Skatteministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det statslige område og Organisationsaftalen mellem Skatteministeriet og HK/SAMDATA, Danmark samt protokollat for kontorfunktionærer ansat ved Banedanmark.
Som udgangspunkt er stillingen placeret i løngruppe 4. Den endelige lønindplacering beror på en vurdering af de individuelle kompetencer og kvalifikationer. Udover basislønnen kommer pension og eventuelle lokale tillæg.
Ansøgning og kontakt
Vil du vide mere, så kontakt Teamleder Carina Thorsted Stegmann på ctst@bane.dk eller mobil +45 2055 8228 i tidsrummet kl. 10.00 til 15.00. Vi forventer at indkalde til samtaler løbende.
For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.
Ansøgningsfrist: 07-07-2025.
Går du videre fra de indledende samtaler, indhenter vi referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du bliver informeret inden vi indhenter referencer.
Kom på banen!
Lige nu bygger vi en helt ny jernbane, mens vi holder den gamle kørende. Vi sætter strøm til banen, så der kan køre klimavenlige eltog. Vi indsætter nye, digitale signalsystemer og bygger en højhastighedsbane til Europa. Samtidig styrer vi togtrafikken og informerer om den på stationerne.
Hvor svært kan det være? Det er faktisk ret kompliceret. Derfor søger vi nye kolleger, der kan være med til at sætte Danmark på skinner.
Du bliver en del af et hold dygtige og specialiserede kolleger med vidt forskellige baggrunde og faglige profiler – fra spor til trafiktårn og kontor. Vi kommer fra over 40 forskellige lande, og vi er til stede i hele Danmark. Sammen arbejder vi dag og nat på at få den store modernisering af jernbanen til at lykkes– så de 180 millioner rejsende, der hvert år kører på skinnerne, kan komme grønt og hurtigt frem.
Banedanmark er en styrelse under Transportministeriet med mere end 3.000 medarbejdere. Hovedkontoret ligger på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København, men vi har dygtige og dedikerede medarbejdere i hele landet.
Vil du være med?