Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
It-arkitekt til nøglerolle i ERP-projekt i Region Midtjylland
Har du erfaring med at designe sikker og skalerbar it-arkitektur i komplekse it-landskaber – og med at håndtere tekniske afhængigheder og risici i store digitaliseringsprojekter? Vil du være med til at forme målarkitekturen for Region Midtjyllands nye ERP-system i tæt samspil med projektets øvrige aktører? Så er du måske vores nye it-arkitekt.
Om projektet
Region Midtjylland står over for implementeringen af et nyt ERP-system, der skal danne et robust, sammenhængende og fremtidssikret fundament for organisationens arbejdsgange. Som it-arkitekt får du en nøglerolle med ansvar for at udarbejde arkitekturmålbillede og tekniske kravspecifikationer – herunder design af it-arkitektur med fokus på sikkerhed, logning, audit samt en robust infrastruktur og velfungerende integrationer.
Du bliver en del af et tværfagligt team, hvor samarbejde, engagement og godt humør er i centrum. Du kommer til at arbejde tæt sammen med projektledere, procesansvarlige, faglige eksperter og slutbrugere for at sikre, at løsningerne er baseret på reelle behov, praksisnær viden og de nødvendige tekniske krav. Du forventes desuden at kunne bistå med identificering og håndtering af tekniske afhængigheder og risici gennem hele projektforløbet.
Dine opgaver
- Udarbejde arkitekturmålbillede og tekniske kravspecifikationer
- Designe sikker og skalerbar it-arkitektur
- Drive og koordinere tekniske epics og features
- Identificere og håndtere tekniske afhængigheder og risici
- Samarbejde tæt med både forretnings- og it-aktører på tværs af organisationen
Din profil
Du arbejder struktureret, har blik for både detaljer og helhed og trives i en samarbejdsorienteret kultur. Du kommunikerer klart – både skriftligt og mundtligt – og formår at formidle teknisk kompleksitet på en letforståelig måde, så alle relevante aktører er med.
Du har erfaring med at omsætte forretningsbehov til tekniske løsninger, og du kan sikre, at sikkerhedskrav på infrastrukturniveau bliver tænkt ind i hele arkitekturen uden at miste overblikket over de enkelte moduler og den samlede løsning. Du er nysgerrig, imødekommende og formår at opbygge og fastholde viden i samarbejde med andre. Du er ikke bange for at sige til eller fra, når det er nødvendigt.
Dine kvalifikationer
- Minimum 3 års erfaring med it-arkitektur, teknisk analyse, udvikling og kravspecificering i komplekse it-projekter
- Erfaring med snitflader til data, integrationer og sikkerhed
- Stærke kommunikations- og samarbejdsevner
- Evnen til at omsætte forretningsbehov til tekniske løsninger
Det er en fordel, hvis du også har:
- Erfaring med digitalisering af større forretningsprocesser
- Erfaring med kravspecificering i form af epics, features og user stories
- Certificeringer som SAFe, SCRUM eller PRINCE2
Hvad tilbyder vi?
Region Midtjylland er en ambitiøs aktør på digitaliseringsområdet. Vores kommende ERP-løsning er et strategisk kerneprojekt, der skal skabe sammenhængende og effektive arbejdsgange for hele organisationen og danne et solidt teknisk fundament for fremtidens digitale udvikling.
Du bliver en del af Arkitektur-teamet i Digitalisering og It, som består af ca. 25 engagerede og fagligt stærke it-arkitekter og projektledere. Vi løfter i flok og tror på, at de bedste løsninger skabes i samarbejde – på tværs af fagligheder og organisatoriske grænser.
Du får mulighed for at præge et strategisk vigtigt projekt og være en gennemgående nøgleperson fra analysefasen til gevinstrealisering.
Vi tilbyder et arbejdsmiljø præget af engagement, respekt og høj faglighed, hvor der er fokus på både samarbejde og resultater. Vi har ordnede forhold, et godt og fleksibelt arbejdsmiljø, 37 timers arbejdsuge og betalt frokostpause. Du får løbende tjek-ind-møder og udviklingssamtaler med din leder, som har fokus på din udvikling – både gennem læringstilbud og de opgaver, du løser.
Bliv en del af Digitalisering og It
Digitalisering og It i Region Midtjylland er med over 600 ansatte en af landets største digitaliserings- og it-afdelinger. Hvis du søger et stærkt fagligt fællesskab og vil sætte dit præg på et centralt projekt i en ambitiøs organisation, glæder vi os til at høre fra dig.
Interesseret?
Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte en af følgende personer:
- Leder af Arkitektur Henrik Hammer Jordt, 4087 7517 / henrik.jordt@stab.rm.dk
- Kontorchef, Økonomi, Anders Porse, 2677 0236 / anders.porse@stab.rm.dk
Ansøgningsfrist: Senest den 10. september 2025
Forventede samtaler: den 17. september – forud for samtalen skal du forvente at udfylde en personprofil.
Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.
Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.
Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.
Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.
Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.