Drømmer du om at arbejde som Atlassian-ad­min­is­trat­or i et agilt setup?


Vil du være med til at sikre en stabil og fremtidssikret digital arbejdsplads for medarbejderne i Børne- og Undervisningsministeriet? Har du teknisk forståelse, erfaring med Atlassian-produkter og lyst til at arbejde i et lille, tæt og engageret team, hvor samarbejde, ansvar og hjælpsomhed går hånd i hånd? Så er du måske vores nye kollega i Styrelsen for It og Læring (STIL).

Arbejdssted kan være enten København eller Aarhus.

Om stillingen

Som teknisk specialist bliver du en vigtig del af Team Digital Arbejdsplads, der drifter og udvikler Børne- og Undervisningsministeriets interne it-løsninger. Teamet har ansvar for en række systemer, som understøtter den digitale arbejdsplads – herunder Atlassian-produkterne (Jira, Jira Service Management, Confluence, Bitbucket og Crowd) samt systemer som Public 360 (ESDH), Lotus Notes, Templafy, MitID Erhverv, Digital Post og flere.Du får en central rolle i arbejdet med Atlassian-platformen sammen med andre gode kræfter i teamet. Temaet løser drifts-, udviklings- og supportopgaver i fællesskab og hjælper hinanden, når det er travlt.
Teamet består i dag af tre dedikerede kollegaer (snart fem), som sidder fordelt på Lyseng Allé i Højbjerg og Kalvebod Brygge i København. Du vil blive tilknyttet én af adresserne.

Dine arbejdsopgaver

Du vil blandt andet komme til at:

  • Vedligeholde, administrere og supportere Atlassian Datacenter-miljø med Jira, Jira Service Management, Confluence, Bitbucket og Crowd – inkl. mere end 40 apps
  • Udforme løsninger i Atlassian-produkterne, der understøtter forretningen bedre end i dag, både mindre justeringer og større funktionelle ændringer i tæt samarbejde med kollegaer og interessenter
  • Bidrage til udviklingen af Børne- og Undervisningsministeriets fremtidige platform, når Atlassian Datacenter udfases primo 2029 fx ved overgang til cloud eller alternative løsninger
  • Indgå i drift og support af teamets øvrige produkter, fx Public 360 (ESDH-system), MitID Erhverv, Digital Post og Templafy
  • Samarbejde tæt med fx tekniske specialister og forretningsanalytikere samt være en aktiv del af teamets agile processer

Om dig

Vi leder efter dig, der brænder for at forme og lette arbejdsgange med værktøjsunderstøttelse for alle vores agile kolleger og for vores supportfunktion. Du kan se dig selv i et stort og komplekst Atlassian-miljø med en tilvækst på ca. 110.000 issues årligt. Vi har gode kolleger andre steder i STIL, der står for den tekniske drift, så det forventes ikke, at du kan serverdrift. Til gengæld må du gerne være (eller ønsker at blive) en ørn til opsætninger inde i applikationerne med både workflows, automation og lejlighedsvist ScriptRunner og Groovy-kode.

Vi forventer, at du:

  • Har erfaring med administration af et eller flere Atlassian-produkter – har du allerede en Atlassian administrator-certificering er det et plus
  • Har forståelse for forretningsbehov og lyst til at arbejde tæt sammen med både tekniske og ikke-tekniske kolleger
  • Er driftig, struktureret og selvkørende, men samtidig klar til at give en hånd med, når teamet har travlt
  • Har gode samarbejdsevner og bidrager aktivt til at skabe et godt arbejdsmiljø

Om os

Du bliver en del af et større center, hvor vi blandt andet har ansvaret for den digitale arbejdsplads, test og prøver. Hverdagen er præget af høj faglighed, godt humør og et stærkt kollegialt sammenhold – både på tværs af lokationer og fagligheder.
Hvad du ikke allerede kan, eller bare vil være bedre til, understøtter vi med sidemandsoplæring, kurser, certificeringer, osv.

Løn og ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst i staten, og der er mulighed for forhandling af tillæg afhængigt af dine kvalifikationer og erfaring.
Stillingen ønsket besat pr. 1. januar 2026 eller snarest muligt.

Ansættelsessted: Kalvebod Brygge 47, 1560 København eller Lyseng Allé 1, 8270 Højbjerg.

Vil du vide mere?

Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte kontorchef Søren Nielsen, tlf. 24 93 92 61 eller chefkonsulent Henrik Mikkelsen, tlf. 35 87 83 83. Send gerne en sms og du vil blive ringet op hurtigst mulig.

Lyder det som noget for dig?

Send din ansøgning, CV og eksamensbevis elektronisk senest søndag d. 2. november 2025.
Vi forventer at afholde 1. og 2. samtaler i uge 45-46.

Vi glæder os til at læse din ansøgning

Save job