Technical Lead til udvikling af luftrumsover­våg­ning ved Air Control Wing i Karup.


Vil du udvikle operativ IT og kritisk infrastruktur? Har du en stærk teknisk baggrund og vil du hjælpe med at understøtte Air Control Wings evne til luftrumsovervågning og suverænitetshåndhævelse? Så søger vi lige nu en dedikeret medarbejder, der brænder for netværk, servere og arkitektur i et komplekst og sikkert miljø.

Om os

Air Control Wing (ACW) er en geografisk spredt enhed i Danmark, som døgnet rundt – året rundt – overvåger, kontrollerer og indsætter fly til afvisning af krænkelser i dansk luftrum samt bidrager til gennemførelse af luftoperationer i både nationalt og internationalt regi.

System Optimization Element er ansvarlig for at fastholde og optimere ACW kapaciteter som en tidssvarende og relevant aktør. Vi udvikler operativ kritisk infrastruktur, der skal kunne fungere både i hverdagen og under indsættelse. Vi er ligeledes ansvarlige for systemintegration ved indsættelse af ACW kapaciteter i ind- og udland.

Vi er ikke en traditionel IT-afdeling. Vi arbejder med stor frihed under ansvar og en bred vifte af spændende og unikke teknologier, hvor du selv kan sætte dit præg.

Om stillingen

Stillingen er en civil faglært stilling som Technical Lead, hvor du i et team af specialister vil udvikle Air Control Wings operative IT.

Du vil have et afgørende aftryk på enhedens nuværende og fremtidige evne til at løse opgaven med luftrumsovervågning og suverænitetshåndhævelse.

Stillingen tilbyder en afvekslende hverdag, hvor du får lov til at lave de gode IT-løsninger for herefter at overlevere dem til driftsorganisationen. Du får derfor både mulighed for at designe arkitektur samt implementere de tekniske løsninger.

Opgaverne omfatter:

  • Faglig ledelse af specialister
  • Drive udviklingsprojekter
  • Teknisk sagsbehandling
  • Deltage i tekniske fora i ind- og udland
  • Implementere tekniske kontroller og sikkerhedstiltag
  • Omsætte frameworks og compliancekrav til tekniske løsninger
  • Udvikle og optimere netværk, virtualisering og arkitektur
  • 3rd level support med dokumentation, overlevering og træning af 1st og 2nd level support

Efteruddannelse prioriteres og vil blive tilpasset dine forudsætninger.

Der kan forekomme møde-, kursus- og øvelsesaktivitet i ind- og udland.

Om dig

De vigtigste egenskaber hos dig er en optimistisk personlighed med en fleksibel, opsøgende og faglig lyst til at sætte dit præg på ACW’s operative IT-område.

Du har erfaring med ledelse af specialister og faglig sparring. Du forstår IT-arkitektur, kan designe fremtidssikre løsninger og tænker sikkerhed fra start til slut.

Du kan sagsbehandle komplekse tekniske problemstillinger og lede IT-projekter under implementering.

Du har en relevant uddannelse – minimum som datatekniker med infrastruktur som speciale, bachelor i IT eller anden relevant uddannelse. Du har som minimum erfaring med 2nd level support og gerne 3rd level samt arkitektur.

Certifikater inden for virtualisering og netværk er et plus, men ikke et krav. Erfaring og gode samarbejdsevner vægtes mindst lige så højt.

Det forventes, at du har kørekort til kategori B.

Ansættelsesvilkår

Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).

Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.

Arbejdsstedet er ved Air Control Wing i Karup

Som ansat under Forsvarsministeriet er du omfattet af nogle særlige vilkår. Det betyder blandt andet, at du skal kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde denne i hele din ansættelsesperiode.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte major Morten von Hirsch Stentebjerg på telefon 72 84 50 11 eller mail: ACW-LI-001@MIL.DK.

Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår er du velkommen til at kontakte Personelkommandoen, HR-konsulent Madeleine Moltke Kæmsgaard på telefon 4031 1094.

Ansøgningsfristen er den 17. marts 2026, og samtaler forventes afholdt løbende. Stillingen er til besættelse hurtigst muligt.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed styrker opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Air Control Wing

Luftrummet over Danmark overvåges døgnet rundt - året rundt, og intet luftfartøj nærmer sig Danmark, uden at Air Control Wing opdager det. Air Control Wing er luftens grænsevagter, og vi er de første til at opdage og reagere på luftfartøjer, som kommer tæt på dansk luftrum, og som kræver indsættelse af afvisningsberedskabet.

Myndigheden er en skarp operativ enhed, der står for overvågningen og kontrollen med luftrummet. Den operative opgaveløsning er støttet af en dedikeret og stærk supportenhed og logistikenhed, hvor specialiserede teams løser opgaver med alt lige fra sikkerhed og militær træning til vedligeholdelse og optimering.

Du bliver en del af en mangfoldig familie bestående af passionerede kollegaer, der hver dag bidrager med engagement og et højt fagligt niveau. Vi har et stærkt kollegafællesskab, og vi tror på, at den enkelte kan gøre en stor forskel, men at vi ved fælles styrke kan nå endnu mere.

Gem job

Forsvaret

Arbejdssted

Karup J

Vigtige datoer

Indrykket:
18. februar 2026
Ansøgningsfrist:
17. marts 2026

Virksomheden tilbyder

Ansættelsestype:
Fastansættelse
Hjemmearbejde:
Ikke oplyst
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid