Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Digital platform- og integrationsansvarlig
Vil du arbejde med digitale løsninger, der gør en reel forskel? Søger du et meningsfuldt job med stor fleksibilitet og fagligt ansvar?
Scleroseforeningen søger en teknisk stærk profil, der vil tage det overordnede ansvar for vores digitale platforme og integrationer – og være med til at sætte retningen for, hvordan vores systemlandskab udvikles de kommende år.
Vi arbejder for en verden uden sclerose. Indtil det lykkes, støtter og rådgiver vi mennesker med sclerose og deres pårørende, så de kan leve bedst muligt med sygdommen. Og vi vil være i front, når det gælder optimal udnyttelse af digitale muligheder.
Om stillingen
Stillingen kombinerer teknisk ansvar, forretningsforståelse og brugernær support i en organisation, hvor digitalisering spiller en central rolle. Du får det tekniske ejerskab for vores mest centrale systemer og integrationer – herunder vores digitale eventplatform, betalingsløsninger (OnlineFundraising, Nets, MobilePay), telefundraising-systemet Adversus, Azure-baserede datahubs samt integrationerne til vores afstemningsmotor (under udvikling), Dynamics CRM og Business Central.
Rollen forudsætter, at du er teknisk stærk, har solid IT-forståelse og motiveres af at sætte dig ind i nye løsninger.
Som bindeled mellem forretningen og eksterne leverandører er du med til at sikre, at vores systemer fungerer optimalt, er stabile, lever op til gældende krav om databeskyttelse og fortrolighed – og samtidig udvikles i takt med organisationens behov.
Dine primære opgaver
- Tage det overordnede tekniske ejerskab for vores platforme og integrationsarkitektur.
- Sikre høj performance, driftsstabilitet og datasikkerhed i systemerne.
- Fejlfinde og løse problemer for at sikre stabil drift og velfungerende dataflows.
- Planlægge, udvikle og implementere nye applikationer og funktionaliteter i samarbejde med projektledere og leverandører.
- Koordinere og kvalitetssikre udviklingsopgaver i samarbejde med interne og eksterne aktører.
- Sikre overholdelse af GDPR samt høj dataintegritet og korrekt håndtering af personoplysninger.
- Yde teknisk støtte og rådgivning til kolleger samt stå for intern træning i relevante applikationer.
- Sparre med kolleger og omsætte forretningsmål og -behov til konkrete tekniske løsninger.
- Dokumentere integrationer, arbejdsgange og systemlandskab.
- Bidrage til CRM-arbejdet – især i forhold til dataflows og integrationer.
- Sikre teknisk afvikling og sparring omkring systemer i forbindelse med events.
- Deltage i projekter og løse løbende ad hoc-opgaver.
Vi forestiller os, at du
- Har solid erfaring med integrationsarkitektur, API’er og dataflows.
- Har arbejdet med datastrømme i cloudmiljøer (fx Azure).
- Har blik for automatisering og AI som en del af fremtidens digitale løsninger.
- Er struktureret og selvstændig, men også samarbejdsorienteret.
- Kommunikerer klart og kan formidle tekniske valg til ikke-tekniske interessenter.
- Trives i en koordinerende rolle og kan skabe fremdrift i samarbejde med både kolleger og leverandører.
- Har en positiv og nysgerrig tilgang – og gerne en god portion humor.
Vi tilbyder
Hos os får du en afvekslende og meningsfuld hverdag, hvor du sammen med teamet kan sætte vigtige fingeraftryk på vores digitale udvikling. Vi har en uformel omgangstone, stor fleksibilitet og høj grad af selvstændighed i arbejdstilrettelæggelsen, med kun to faste mødedage på kontoret. Derfor er det vigtigt, at du trives med distancearbejde og selvstændigt kan skabe fremdrift og resultater.
Vi tilbyder også mulighed for faglig og personlig udvikling, inkl. relevante kurser, som styrker din profil.
Hvem er vi?
Du bliver en del af Digitaliseringsafdelingen, der holder til på Scleroseforeningens sekretariat i nye lokaler i det centrale Valby. Vi er næsten 100 medarbejdere, hvoraf cirka 65 arbejder i Valby. Vi har en uformel tone, stor fleksibilitet og et fællesskab, hvor vi gør meget for at sikre god trivsel. Samtidig har vi både fagligheden og hjertet med i arbejdet – og vi tager det personligt, når vi arbejder for en verden uden sclerose og for at forbedre vilkårene for mennesker med sygdommen.
Din ansøgning
Passer ovenstående på dig, vil vi gerne høre fra dig snarest. Stillingen er på fuldtid.
Løn fastsættes efter kvalifikationer og inkluderer pensionsordning.
Send din ansøgning med CV via e-mail til job@scleroseforeningen.dk (påfør ”Digital platform- og integrationsansvarlig” og dit navn i emnefeltet). Deadline for ansøgning er d. 18. marts 2026. Ansøgere vurderes fortløbende.
Har du spørgsmål til stillingen, kan du kontakte IT- og Digitaliseringschef Martin Boston på mbo@scleroseforeningen.dk.
Henvendelser fra headhuntere frabedes.