To ledere til et af Danmarks stærkeste datamiljøer


Vil du stå i spidsen for at bruge data klogere – tæt på klinikken, dér hvor de skaber værdi – så beslutninger bliver bedre og patientbehandlingen stærkere? Vi søger to områdeledere, der kan omsætte strategi til konkrete løsninger og skabe de bedste rammer for, at stærke specialister kan lykkes.

Som en af to områdeledere får du ansvaret for et stærkt fagligt miljø med højt specialiserede medarbejdere. Kontoret Data og Dataanvendelse består af ca. 45 medarbejdere fordelt på to områder, som I hver især står i spidsen for. Her arbejder vi med at gøre data anvendelige på tværs af organisationen – fra strategiske prioriteringer til den daglige drift.

Vi er blandt dem, der er længst fremme i at omsætte data til værdi. I et velfungerende og ambitiøst område arbejder vi med høj datakvalitet, fælles standarder og datadeling på tværs af sektorer, og du får en central rolle i at få løsningerne til at fungere i praksis.

Sundhedsreformen stiller samtidig nye krav til, hvordan data deles og anvendes, og med stigende pres på sundhedsvæsenet bliver data kun endnu vigtigere.

Ledelse af specialister – og data, der virker i praksis

Du leder et område med stærke specialister og har en central rolle i at bygge bro mellem deres datafaglige perspektiver og den virkelighed, hvor data skal skabe værdi i. Derfor navigerer du sikkert i en organisatorisk og politisk kontekst tæt på både medarbejdere og beslutningstagere.

Som leder omsætter du organisationens ambitioner for data til konkrete handlinger. Det betyder, at du prioriterer indsatserne, skaber fremdrift og sikrer, at vores løsninger faktisk bliver brugt – og gør en mærkbar forskel.

Du får ansvar for både udvikling og stabil drift – herunder projekteksekvering, datadokumentation og løbende vedligehold, så regionens datagrundlag er tilgængeligt, robust og relevant for brugerne. Samtidig indgår du i et lederfællesskab med faglig sparring og gode muligheder for at udvikle dine lederkompetencer.

Der har for nylig været ændringer i ledelsen i Data og Dataanvendelse. Vi er derfor i gang med at styrke ledelsen i kontoret og rekrutterer både en ny kontorchef og to områdeledere. Det giver en særlig mulighed for at være med til at forme ledelsen og den videre udvikling af et af landets stærkeste dataområder. Du kan læse mere om stillingen som kontorchef her.

Vi forestiller os, at du har

  • ledelseserfaring, der gør dig i stand til at skabe fremdrift på en motiverende og involverende måde
  • erfaring fra en større organisation og kan stå sikkert i en politisk styret kontekst præget af forandring, mange interessenter og komplekse dagsordener
  • motivation for at lede og udvikle specialister og evnen til at skabe engagement i et stærkt fagligt miljø
  • evnen til at opbygge stærke relationer og skabe resultater i samarbejde – både i eget område og på tværs af organisationen
  • passion for arbejdet med data, fælles standarder, datakvalitet, automatisering og de juridiske og compliancemæssige rammer omkring data

Et stærkt fagligt fællesskab

Som leder bliver du en del af et af landets stærkeste datakontorer. Du træder ind i et miljø med høj faglighed, stærkt ejerskab og en grundlæggende tillid til, at dygtige mennesker leverer bedst med frihed under ansvar.

Vi arbejder i en flad organisation med en tydelig forventning om selvledelse. Her tager vi ansvar for hele løsninger og har et skarpt fokus på at skabe værdi for brugerne.

Vi prioriterer fordybelse og kvalitet. Der er plads til både teknisk nysgerrighed og faglig udvikling, og vi arbejder bevidst med psykologisk tryghed, hvor det er legitimt at prøve nyt, fejle og lære.

Samarbejdet er præget af empati, rummelighed og en stærk hjælpekultur, hvor vi fejrer både små og store succeser. Vi ved, at mennesker arbejder forskelligt, og indretter os, så der er plads til både fordybelse, tempo og variation. Der er tid til seriøsitet og høj kvalitet – og tid til grin undervejs. For os er det ikke modsætninger, men forudsætninger for at være blandt de bedste.

Er det dig, vi hører fra?

Dit primære arbejdssted bliver på Olof Palmes Allé i Aarhus N., men der vil også være dage med mødeaktivitet andre steder i regionen.

Vi glæder os til at læse dit cv og din ansøgning, som du skal sende senest d. 6. april 2026 via 'Ansøg'-knappen nederst. Samtaler afholdes løbende. Inden da må du forvente at deltage i en personlighedstest.

Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte Anders Jørgensen, direktør i Digitalisering og It, på 40 28 39 38 eller anders.jorgensen@rm.dk.

Stillingen er undtaget fra kravet om tidsregistrering.

Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer

Du vil opleve, at der er fokus på dig som leder og som menneske. Vi arbejder med løbende LUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste chef, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag, og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.

Som ny leder i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere.


Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.

Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.

Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Save job