Bliv en del af Danmarks digitale forsvar – vi søger cy­ber­sik­ker­hed­sek­spert­er med fokus på arkitek­tur, sik­ker­hedsdesign og sik­ker­hed­skrav


Den digitale og operative transformation af Forsvaret er sat i gang. Vi søger derfor dygtige og erfarne cybersikkerhedseksperter med forståelse for arkitektur, moderne best practice cybersikkerhedskrav, infrastruktur og implementering. Vi leder efter dygtige folk som kan tage teten fra strategi over arkitektur til implementering – og herigennem sikre, at både mennesker, data og løsninger virker sikkert sammen og går op i en højere enhed.

Vil du være med til at udvikle cybersikkerhedsrammerne for fremtidens IT landskab i Forsvaret - og indgå i et team af dygtige Cyber- og IT-sikkerhedsarkitekter? Så læs med her!

Om os

NATO og dansk forsvar står foran en omfattende digital og operativ transformation for at kunne imødegå fremtidens udfordringer. Den sikkerhedspolitiske situation i NATO alliancen og særligt Ruslands ageren i Ukraine gør denne transformation endnu mere aktuel. Transformationen er tidskritisk, og indebærer cybersikker-, teknologisk-, digital- og datacentrisk modernisering baseret på én sammenhængende arkitektur og Digital transformation af hele Forsvarsministeriets koncern.

Vi skal sikre, at Forsvaret i fremtiden kan gennemføre Multi Domain Operations i rammen af NATO, i koalitioner, med partnere, beredskaber og civile aktører.

Du bliver en af vores nøglespillere i udviklingen af vores sikkerhedsarkitektur og er med til at gøre en forskel. Du indgår i et nyt team, som har ansvar for udviklingen af sikkerhedsarkitekturen horisontalt og vertikalt på tværs af domænerne land, luft, maritim, cyber, space og koncernen. I denne stilling kan du i høj grad være med til at præge fremtidens digitale forsvar.

Om stillingerne

Som cybersikkerhedsarkitekt skal du designe sikkerhed ind i vores løsninger fra vugge til grav samt reviewe arkitektur ud fra et IT-sikkerhedsmæssigt view m.m.

Generelt får du ansvaret for, at koncernens digitale infrastruktur efterlever de krav, der stilles omkring sikkerhed, herunder opstilling og implementering af national Zero Trust sikkerhedsmodel baseret på NATO’s Zero Trust koncept. Stillingen vil endvidere tilbyde involvering i Defensive Cyber Operations, inkl. Security Engineering og Security Operations.

Du sikrer - i samarbejde med interne og eksterne tekniske arkitekter - at løsningens design og implementering følger sikkerhedsarkitekturen, og at det dokumenteres i henhold til programmets standarder.

Du er sparringspartner for løsningsarkitekter, projektledere og testledere, og arbejder på tværs af militære domæner.

En kerneopgave vil være Zero Trust implementering, herunder udvikling af selve modellen og implementeringsplanen på tværs af alle teknologilag og teknologistakken. Dvs. operativ erfaring med Zero Trust implementering i bl.a.:

  • Identitetstyring og adgangsstyring, ICAM, IAM, IdM m.m.
  • Cloud security
  • Netværksimplementering
  • Data security

Om dig

Vi forestiller os, at du har en relevant IT-uddannelse. Du har gerne en akademisk uddannelse med speciale inden for datalogi, engineering og/eller cybersikkerhed. Specifikt for cybersikkerhed, kan du fx have en master i Intelligence and Cyber studies. Det er en fordel hvis du har cybersikkerhedscertificeringer som CISSP eller lignende. Du er en dyb teknisk profil og har meget gerne operativ baggrund og strategisk overblik.

Du har erfaring som enten IT-sikkerhedsarkitekt eller indenfor cybersikkerhedsdomænet. Har du derudover erfaring med zero trust på et operativt niveau, er det en fordel men ikke et krav for stillingen. Erfaringer fra stillinger i spændingsfeltet mellem det militærteknologiske og militæroperative område, i eller uden for Forsvaret, vil være fordelagtigt.

Vigtigst af alt er, at du er samarbejdsorienteret, struktureret, metodisk og omhyggelig. Du har en positiv og konstruktiv tilgang til løsningen af dine opgaver, og du er god til at indgå i et større, tværfagligt team, som løser opgaverne sammen med dig. Dette er vigtigt for, at den digitale og operative transformation bliver en realitet inden for den givne og ambitiøse tidsramme.

Du trives generelt med et stort selvstændigt ansvar for egne opgaver, og du er vedholdende i forhold til at følge dem til dørs. Du er god til at holde hovedet koldt og bevare overblikket i tilspidsede situationer uden at give køb på din faglighed. Du er desuden god til at kommunikere på både dansk og engelsk i skrift og tale.

Ansættelsesvilkår

Stillingerne er slået op civilt og militært.

Stillingens indhold, løn og funktionsniveau justeres efter den valgte kandidat.

Som officer besættes stillingen efter protokollat til overenskomst for akademikere i staten om officerer under Forsvarsministeriet.

Stillingen er indplaceret i løngruppen, som omfatter major/orlogskaptajn (M331) hhv. major/orlogskaptajn (M322). Hvis du er en erfaren kaptajnløjtnanter/kaptajner kan ansættelse evt. ske som funktion i højere stilling med en uddannelsesaftale.

Er du allerede ansat i Forsvarsministeriets Koncern, vil du fortsat være ansat i henhold til gældende aftaler mellem Forsvarsministeriets Personalestyrelse og Hovedorganisationen af Officerer i Danmark om løn og ansættelsesvilkår for tjenestemandsansatte eller overenskomstansatte officerer i Forsvaret.

Som ansat i Forsvarsministeriets koncern er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes til hemmeligt og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforløbet.

Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.

Du skal være opmærksom på, at der knytter sig fysiske og funktionsrelaterede helbredsmæssige krav til stillingen. I stillingen er du til enhver tid forpligtet til at kunne opfylde de helbredsmæssige og fysiske krav, der er fastsat for funktionen.

Der vil i forbindelse med en ansættelse være mulighed for forhandling af et personligt tillæg, der modsvarer dine kvalifikationer.

Arbejdsstedet er i øjeblikket Strødamvej i København. Som følge af vores vækst har vi dog behov for større rammer, og det planlægges derfor at flytte til nye lokaler i København/Ballerup-området inden for den nærmeste fremtid.

Kontakt og ansøgning

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du meget velkommen til at kontakte sektionsleder Zaza Nadja Mikkelsen på telefon 2367 1071, som du kan drøfte stillingerne med eller som kan henvise til den rette person.

Har du som officer spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR-konsulent Anders Erik Filtenborg på telefon 7281 9178.

Ansøgningsfristen er den 30. juni 2026 og samtaler forventes afholdt i forlængelse heraf. Stillingen er til besættelse snarest muligt eller efter aftale.

Du søger stillingen via linket og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis/svendebrev. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.

I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.

Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse

Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet.

FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, IT og cybersikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og IT for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores IT-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.

Du kan læse mere her: forsvaret.dk/da/

Save job