IT-Drifts­me­d­ar­bej­der søges til stærkt fagligt team med højt til loftet


Er du stærk inden for IT-support, og motiveres du af at arbejde i et fagligt stærkt team med en uformel omgangstone? Så er det måske dig, vi søger til at understøtte og videreudvikle vores IT- og HR-servicemanagementplatform.

Vi søger en ny kollega til vores team, som arbejder med BMC ITSM Helix – vores primære servicemanagement-værktøj, der understøtter både IT og HR-processer på tværs af organisationen. Systemet spiller en vigtig rolle i den daglige drift, og du får mulighed for at opbygge et solidt kendskab til både platformen og de forretningsprocesser den understøtter.

Dine arbejdsopgaver

Du bliver en del af vores driftsvagt, som udelukkende varetages inden for normal arbejdstid. Hverdagen er varieret og spænder bredt mellem drift, support og udvikling.

Dine opgaver vil blandt andet omfatte:

  • håndtering af indkomne fejlmeldinger, serviceanmodninger og bestillinger
  • vedligeholdelse af systemdata, herunder licenser og organisationsstrukturer
  • administration og opdatering af indhold på vores brugerportal
  • udarbejdelse og vedligeholdelse af intern dokumentation, herunder vejledninger, procesbeskrivelser og undervisningsmateriale
  • test og fejlsøgning i forbindelse med systemopdateringer og implementering af ny funktionalitet
  • bidrag til den løbende udvikling og optimering af platformen

Om dig

Du har en IT-faglig baggrund, eksempelvis inden for support, drift eller udvikling, og du trives med at arbejde selvstændigt og tage ansvar for dine opgaver. Erfaring med BMC Helix er ikke et krav, men du skal have lyst til at lære systemet at kende og sætte dig ind i et komplekst systemlandskab.

Vi forestiller os desuden, at du:

  • kommunikerer klart og professionelt.
  • kan begå dig i både tekniske og brugerrettede sammenhænge. Du formår at forstå brugernes behov og omsætte teknisk viden til klar og forståelig kommunikation – både mundtligt og skriftligt på dansk og engelsk.
  • har kendskab til ITIL. Vi arbejder ud fra ITIL-principperne, og det er en fordel, hvis du allerede har erfaring med dem. Har du ikke, sørger vi for den nødvendige oplæring.
  • er teknisk nysgerrig. Du har interesse for teknologi og lyst til at forstå, hvordan systemer hænger sammen. Det er en fordel, hvis du har kendskab til – eller interesse for at lære – teknologier som HTML, SQL og JSON samt generelt interesserer dig for implementering af nye løsninger og komplekse systemmiljøer.

Om os

Du bliver en del af et dedikeret team på fem kolleger med en uformel omgangstone og et stærkt fagligt fællesskab. Vi tager vores opgaver seriøst, men vi prioriterer også et arbejdsmiljø med plads til humor, sparring og gode relationer. Vi tror på, at trivsel og faglighed går hånd i hånd, og det afspejler sig i vores samarbejde.

Teamet er en del af enheden Service Management og Styring, som består af omkring 30 medarbejdere. Enheden har ansvar for en væsentlig del af organisationens værktøjsunderstøttelse, og selvom vi i hverdagen arbejder tæt sammen i vores eget team, vil du gennem enheden få adgang til et bredt netværk af faglige sparringspartnere og et stærkt kollegialt fællesskab tværs af organisationen.

Hos os betyder tilstedeværelse sammen med vores kollegaer meget, og vi mener, at samarbejde og videndeling på tværs af styrelsen er afgørende for et godt arbejdsmiljø. Samtidig vil vi gerne sikre fleksibilitet for vores medarbejdere, og hjemmearbejde kan løbende aftales mellem chef og medarbejder, når det er foreneligt med opgavevaretagelsen.

Ansættelsesvilkår

Du ansættes efter gældende overenskomst med mulighed for forhandling alt efter kvalifikationer.

Det er en forudsætning for ansættelse, at du kan sikkerhedsgodkendes og efterfølgende kan opretholde sikkerhedsgodkendelsen i hele din ansættelsesperiode. Du vil i forbindelse med ansættelsen blive bedt om at fremsende en privat straffeattest, som du rekvirerer via www.politi.dk , eller ved fysisk fremmøde på din lokale politistation. Vi fortæller mere om dette undervejs i ansættelsesforløbet.

Ansættelsesområdet er Finansministeriet med tilhørende institutioner, pt. Finansministeriets departement, Statens Administration, Statens It, Økonomistyrelsen samt Medarbejder- og Kompetencestyrelsen.

Flere oplysninger

Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte Teamkoordinator, Christian Hansen, 7237 1988, ch@statens-it.dk

Ansøgning

Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Ansøg” senest den 25. juni.

Finansministeriet ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.


It-drift i staten

Statens It leverer it-drift til den danske stat og til selvejende uddannelsesinstitutioner – det betyder, at vi hver dag sørger for it-infrastruktur til omkring 60.000 mennesker. Statens It er en styrelse i Finansministeriets koncern.

Vi ønsker at tiltrække og motivere dygtige it-medarbejdere og tilbyde en attraktiv arbejdsplads med gode muligheder for faglig udvikling og specialisering. Omgangstonen er uformel, og arbejdsmiljøet er præget af høj aktivitet og fagligt samspil.

Gem job

Statens IT

Arbejdssted

Ballerup

Vigtige datoer

Indrykket:
10. juni 2026
Ansøgningsfrist:
25. juni 2026

Virksomheden tilbyder

Ansættelsestype:
Fastansættelse
Hjemmearbejde:
Ikke oplyst
Ugentlig arbejdstid:
Fuldtid