IAM Solution Arkitekt - Sæt retningen for næste gen­er­a­tion af Identity & Access Man­age­ment


Vil du arbejde i krydsfeltet mellem enterprisearkitektur, drift og sikkerhed – med direkte påvirkning på løsninger, der har betydning for Banedanmark? Er du motiveret af kompleksitet, ansvar og muligheden for at bygge noget, der skal holde i mange år frem, så er det her en rolle, hvor du virkelig kan sætte dit aftryk.

Du bliver en del af Datacenter Services i sektionen OT Operations under IT & Digital Transformation. Teamet består af specialister, som har ansvaret for services og infrastrukturen bag Banedanmarks digitale løsninger – herunder identitetsstyring.

Rollen giver dig mulighed for at designe og videreudvikle den underliggende Identitetsstyringsplatform samt de tilhørende Identity & Access Management (IAM) - og Identity Governance-værktøjer, herunder sikre sammenhæng og optimalt brug af disse.

Kerneopgaver:

  • Videreudvikle, sikre, implementere og vedligeholde løsninger baseret på Active Directory (on-prem), Entra ID og Entra Connect (hybrid identitet), samt PKI (Certificates & Trust Management)
  • Etablere og håndhæve adgangsstyringsprincipper
  • Designe og implementere livscyklusstyring af identiteter
  • Sikre integration mellem IAM-løsninger og forretningssystemer/applikationer
  • Sikre design, implementering og principper for Single Sign-On og Multi-Factor Authentication samt principper herfor

Din baggrund

Du har en relevant IT-uddannelse på minimum bachelorniveau eller tilsvarende, alternativt en solid praktisk erfaring inden for Identity & Access Management og infrastruktur, suppleret med relevante certificeringer. Du har opbygget en dyb forståelse for design og governance af identitetsplatforme og tager med stort ansvar ejerskab for både arkitektur og tilhørende principper. Du arbejder struktureret med at sikre compliance i henhold til gældende standarder og regulativer såsom ISO 27001, NIS2 og GDPR, og har erfaring med risikovurdering samt håndtering af identitetsrelaterede trusler.

Du trives, og tager gerne initiativ, i et tværgående samarbejde med både IT-sikkerhed, infrastrukturteams og applikationsejere, hvor du bidrager til at sikre en stabil, sikker og effektiv drift med høj tilgængelighed af IAM-platforme og den understøttende infrastruktur. Samtidig har du fokus på den langsigtede udvikling og kan definere samt vedligeholde et roadmap for identitets- og IAM-området. Du er vant til at arbejde med review og godkendelse af adgangsmodeller og integrationer og formår at balancere forretningsbehov med sikkerhedsmæssige krav.

Dine opgaver løses i tæt samarbejde med kolleger i sektion en og øvrige områder inden for infrastrukturprojekter, applikationsudvikling, test og IT-sikkerhed.

Din kommende arbejdsplads

Din arbejdsplads bliver enten på Carsten Niebuhrs Gade 43 i København eller på Godsbanevej 2 i Ringsted. Arbejdssproget er dansk, men da vi samarbejder med internationale leverandører, skal du kunne kommunikere professionelt på engelsk.

Du kan se frem til gode ansættelsesvilkår i offentligt regi, herunder fleksible arbejdsforhold og fokus på work-life balance. Vi har betalt frokostpause, gode muligheder for hjemmearbejde og in-house faciliteter såsom fitness og café.

Løn- og ansættelsesvilkår

Hvis du er akademiker, ansættes du efter den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten.

Du indplaceres på baggrund af akademisk anciennitet og erfaring som specialkonsulent eller chefkonsulent jf. gældende overenskomst som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 18,07 %.

Ellers ansættes du efter den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.

Stillingen er som udgangspunkt indplaceret i løngruppe 5 jf. gældende overenskomst som du finder her og Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt som du finder her.

Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der vil til den samlede løn være tilknyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning på 16 %.

Ansøgning og kontakt

Vil du vide mere om stillingen er du velkommen til at kontakte Teamleder Per Michael Friis på pmfr@bane.dk eller mobil 60591099. Har du spørgsmål til løn og overenskomst, er du velkommen til at kontakte vores personalekonsulenter på mail banedanmarkpersonale@BANE.dk.

For at søge stillingen klikker du på linket ”Ansøg” og følger instruktionerne.

Går du videre fra de indledende samtaler, vil der blive indhentet referencer fra tidligere arbejdsgiver. Du vil blive informeret inden, at der bliver indhentet en reference.

Forskellige perspektiver gør os stærkere. Derfor værdsætter Banedanmark mangfoldighed og opfordrer alle interesserede kandidater, uanset personlig baggrund, til at søge.

Ansøgningsfrist: 21-07-2026

Save job

Banedanmark

Workplace

København eller Ringsted

Important dates

Published:
29 June 2026
Application deadline:
21 July 2026

The company offers

Employment type:
Permanent
Remote work:
Possible
Weekly working time:
Full-time