Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.
Specialist til tilsyn med webtilgængelighedsloven i Digitaliseringsstyrelsen
Har du ekspertise i webtilgængelighed, og vil du være med helt i front, når vi fører tilsyn med overholdelse af webtilgængelighedsloven? I Digitaliseringsstyrelsen sætter vi en ære i at sikre, at alle borgere kan benytte offentlige organers websteder og mobilapplikationer, uanset handicap eller funktionsnedsættelse. Vi har brug for netop din ekspertise til fortsat at udvikle, effektivisere og styrke vores tilsynsprocesser. Du vil få mulighed for at tilrettelægge dine arbejdsopgaver, og vi tilbyder et dynamisk arbejdsmiljø i hjertet af København præget af stærke faglige netværk og tværfagligt samarbejde.
Kontor for digital regulering og tilsyn
I kontoret arbejder vi med regulering på det digitale område og forskellige former for tilsynsopgaver. Vi er organiseret i seks teams med hvert vores ansvarsområde, henholdsvist AI, Analyse og Samarbejde, Dataforordningen, Digital Service ACT (DSA) og Sporingsteknologier, Sikkerhed og Webtilgængelighed.
Vi er cirka 60 engagerede medarbejdere, og vores uddannelsesbaggrunde spænder bredt fra psykologi, jura, IT, statskundskab og kommunikation.
Vi lægger vægt på både fagligt og socialt sammenhold og prioriterer blandt andet fælles frokoster og vidensdeling. Du vil blive en del af webtilgængelighedsteamet med femfagligt stærke kollegaer, som sidder klar til at tage godt imod dig.
Dine arbejdsopgaver
Du vil overordnet komme til at arbejde med Digitaliseringsstyrelsens monitorering og tilsyn med offentlige organers overholdelse af webtilgængelighedsloven.
Mere konkret vil dine arbejdsopgaver være at:
- udføre manuelle og automatiserede tests af websteder og mobilapplikationer i tæt samarbejde med teamets monitoreringsleverandør.
- rådgive og undervise interne og eksterne interessenter i tilgængelighedsstandarden (EN 301 549), lovgivning og bedste praksis.
- udarbejde monitoreringsrapporter, vejledningsmateriale og kommunikationsmateriale med henblik på efterlevelse af webtilgængelighedsloven.
- bidrage til at sikre og udvikle et korrekt fortolknings- og testgrundlag for teamets tilsynsafgørelser.
- effektivisere eksisterende processer og arbejdsgange i forhold til skabeloner, interne værktøjer og it-løsninger (Webtilsyn og WAS-Tool).
Om dig
Vi leder efter dig, der har en relevant uddannelse indenfor IT, for eksempel cand.it. eller lignende, samt indgående erfaring med test og udbedring af tilgængelighedsproblematikker på både websteder og i mobilapplikationer.
Du vil passe godt til stillingen, hvis du kan genkende dig selv i et eller flere af nedenstående punkter:
- Dokumenteret erfaring med EN 301 549, WCAG, ACT-regler og WAI-ARIA samt anvendelse af tilgængelighedsværktøjer.
- Kendskab til ”Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer”.
- Praktisk erfaring med både manuel og automatiseret tilgængelighedsevaluering.
- Certificeret som ”Certified Professional in Web Accessibility” (CPWA).
- Stærke formidlings- og undervisningsevner samt erfaring med at producere vejledningsmateriale og rapporter.
Digitaliseringsstyrelsen som arbejdsplads
Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer. Vi er en styrelse med cirka 600 medarbejdere under Forsknings-, Uddannelses-, og Digitaliseringsministeriet.
Vi tager et fælles ansvar for at være en god arbejdsplads, hvor det er sjovt at gå på arbejde, og hvor der er plads til at udvikle sig. Vi bruger hinandens forskellige kompetencer, og tror på, at vi kommer bedre og hurtigere i mål, når vi samarbejder, videndeler og koordinerer. Vi tilbyder spændende faglige netværk og mange sociale arrangementer på tværs af huset.
Til daglig mødes vi som udgangspunkt på vores kontor i København tæt ved Kongens Nytorv, men du kan løbende aftale hjemmearbejde med din chef.
Du kan høre mere om, hvordan det er at arbejde hos os på digst.dk.
Ansættelsesvilkår
Dette er en fuldtidsstilling på gennemsnitligt 37 timer om ugen, og vi regner med at byde vores nye kollega velkommen hurtigst muligt eller senest den 1. oktober 2026.
Digitaliseringsstyrelsen er placeret på Landgreven 4, 1301 København.
Du ansættes efter overenskomst for akademikere i staten og vil blive indplaceret som konsulent med mulighed for at forhandle tillæg på baggrund af dine kvalifikationer. Ansættelsesområdet er Digitaliseringsstyrelsen under Forsknings-, Uddannelses- og Digitaliseringsministeriet.
Flere oplysninger
Hvis du vil vide mere om stillingen, er du velkommen til at kontakte din kommende kollega, chefkonsulent Søren Bjerring, på telefon: 2027 3259 eller mail: sbjer@digst.dk. Send Søren en SMS eller læg en besked, så ringer han dig op.
Ansøgning
Vi ser frem til at modtage din ansøgning med CV, eksamenspapirer og eventuelle bilag via knappen ”Ansøg” senest den 6. august 2026.
Vi forventer at holde samtaler i uge 33 og 34.
Vi ser mangfoldighed som en styrke og opfordrer alle interesserede kandidater uanset personlig baggrund til at søge. Vi ser frem til at læse din ansøgning.
Sammen om et digitalt Danmark – nu og i fremtiden
Du kender os måske for MitID, Digital Post og borger.dk. I Digitaliseringsstyrelsen står vi i spidsen for en ambitiøs digital udvikling af Danmark, der skaber værdi for borgere, virksomheder og offentlige organisationer og bidrager med løsninger på samfundets store udfordringer.