Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.

Få ansvaret for Materielstabens nye CIS-element og sæt dit præg på den strategiske retning for operativ IT og kommunikationsløsninger
Vil du stå i spidsen for en ny tværgående enhed med stor strategisk betydning? Har du lyst til at sætte retningen for, hvordan Materielstaben udvikler og implementerer operative IT- og kommunikationsløsninger? Vi søger en chef til det nyetablerede CIS-element i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse, som får ansvaret for den overordnede styring og rammesætning af arbejdet med operativ IT på tværs af det maritime, luft- og landmilitære domæne.
Om os
Du bliver ansat i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelses Materielstab, som leverer materiel og IT til forsvarets og beredskabets operativenheder. Materielstaben består af fem underliggende divisioner; tre kapacitetsansvarlige divisioner (land, luft og maritim), Sourcing Divisionen og Supply Chain Divisionen.
CIS-elementet organiseres i fire teams, CIS-arkitektur, CIS-porteføljestyring, sikkerhed og akkreditering og kommunikation og koordination. Du vil få et stort ansvar i forhold til at opbygge og lede elementet i koordination med de tre kapacitetscentre.
CIS-elementet vil primært beskæftige sig med den IT og digitalisering, som understøtter Forsvarets materiel og den operative opgavevaretagelse, som fx kommando og kontrolsystemer (C2), Intelligence, Surveillance and Reconnaissance systemer (ISR) og særligt Communications and Informations systemer (CIS). Kort fortalt den IT som er afgørende på kamppladsen og for at beskytte militær og civil infrastruktur.
Om stillingen
Din første opgave som chef for CIS-elementet er at rammesætte og kvalificere CIS-elementet i samarbejde med de kapacitetsansvarlige divisioner, således at CIS-elementet kan imødekomme deres behov for understøttelse.
Formålet med CIS-elementet er at styrke relationen og sammenspillet mellem de tre kapacitetsansvarlige divisioner, således at der identificeres nye muligheder, minimeres risiko for ressourcespild og skabe bedre synergi mellem de domænespecifikke systemer.
Vi forventer, at du opnår dette ved at arbejde for:
- En sammenhængende tværgående IT-arkitektur for den operative IT og kommunikationsløsninger.
- Agere adgangspunkt for CIS-relaterede henvendelser til Materielstaben.
- Skabe og varte processer for samarbejde omkring tværgående systemer og integrationer.
Som chef for CIS-elementet vil du udarbejde den overordnede strategi og målsætning for CIS-elementet i samarbejde med dine overordnede og have ansvar for at følge den til dørs.
Du skal bidrage til Forsvarets overordnede digitale og operative transformation og være med til at sikre fælles retning i fortolkningen af den operative udvikling, effektivisere koordinering af analyser forud for, at projekter sættes an og sikre fremdrift i tværgående indsatser med værdi for Materielstaben, It-staben og Forsvarskommandoen.
Du kommer sammen med land, luft og det maritime område til, at sætte holdet. Efterfølgende har du det fulde personaleansvar for CIS-elementet, som vil bestå af tekniske specialister indenfor fx cyber- og informationssikkerhedsspecialister, CIS specialister, CIS arkitekter og IT-porteføljeadministrator.
Derudover skal du som chef for CIS-elementet:
- Danne overblik over igangværende CIS-projekter i Materielstaben og sikre samordning i projekterne.
- Igangsætte udarbejdelse af arkitekturartefakter som vil gavne på tværs af Materielstaben.
- Etablere og varte processer for CIS udvikling af tværgående karakter.
- Understøtte Materielstabens ledelse i at træffe beslutninger vedr. den operative IT og kommunikationsløsninger.
- Sikre en effektiv kommunikation vedr. operative IT- og kommunikationsløsninger med Forsvarskommandoen og IT-staben på vegne af Materielstaben
- Sikre ensretning og fremgang i Federated Mission Networking indsatsen i Danmark
Om dig
Vi søger en analytisk stærk kandidat, som formår at holde overblik over en bred portefølje af udviklingsprojekter og få enderne til at mødes ved at bygge bro mellem interne og eksterne aktører.
Du skal være god til at identificere, hvilke fagligheder og kompetencer der er behov for på en given opgave og være i stand til at uddelegere til rette medarbejder eller fagkontor. Vi forventer derfor, at du har god organisatorisk forståelse og hurtigt kan sætte dig ind i, hvor faglighederne bor og formår at udnytte dem strategisk.
Du er erfaren personaleleder med relevant uddannelsesbaggrund indenfor IT og har erfaring med at udarbejde og operationalisere virksomhedsstrategier til målbare effekter.
Du er vant til at gå forrest og sætte retning og har gennemslagskraft til at navigere i områder med mange interesser. Du motiveres af problemstillinger med en høj grad af teknisk kompleksitet, særligt inden for IT-arkitektur, netværk, sikkerhed og operative behov.
Vi forventer, at du har erfaring med personale- og opadgående ledelse fx i form af ledelsesbetjening, beslutningsoplæg og styregrupper. Det er en fordel men ikke et krav, hvis du tidligere har arbejdet i en offentlig myndighed eller Forsvarets koncern.
Som chef er du kommunikerende og empatisk med en anerkendende lederprofil og du evner at lede en forskelligartet gruppe medarbejdere. Du tager vare på dit personale, giver de nødvendige direktiver/rammer og tager ansvar for resultaterne over for din foresatte. Du formår at skabe gode samarbejdsrelationer både internt og eksternt.
Ansættelsesvilkår
Er du akademiker ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende overenskomst mellem Finansministeriet og en række akademikerorganisationer for akademikere i staten (Akademikeroverenskomsten).
Hvis du har en kontoruddannelse eller en anden relevant uddannelse ansættes du i henhold til den til enhver tid gældende Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og it-medarbejdere.
Afhængigt af dine kvalifikationer og kompetencer, er der mulighed for forhandling af tillæg. Der er til stillingen knyttet en arbejdsgiverfinansieret pensionsordning.
Arbejdsstedet er i Ballerup.
Som ansat under Forsvarsministeriets område er du omfattet af nogle særlige vilkår. Du skal bl.a. kunne sikkerhedsgodkendes og opretholde sikkerhedsgodkendelsen under hele ansættelsesforholdet.
Du har som ansat pligt til at forrette tjeneste uden for landets grænser, herunder ved enheder i internationale operationer med henblik på deltagelse i konfliktforebyggende, fredsbevarende, fredsskabende, humanitære og andre lignende operationer.
Kontakt og ansøgning
Hvis du har uddybende spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte Morten Bjerregaard Hansen på telefon 7281 4000.
Har du spørgsmål til løn- og ansættelsesvilkår, kan du kontakte HR konsulent ved Personalekommandoen Mie Jensen på telefon 3266 5394.
Ansøgningsfristen er den 17. august 2026. Vi forventer at afholde samtaler løbende. Stillingen ønskes besat snarest muligt.
Du søger stillingen via ansøgningsknappen nederst, og vi beder dig vedhæfte ansøgning, CV og kopi af uddannelsesbevis. Vær opmærksom på at bilag skal tilføjes i PDF-format.
I Forsvarsministeriets organisation tror vi på, at mangfoldighed optimerer opgaveløsningen. Derfor opfordrer vi alle interesserede uanset baggrund til at søge stillingen.
Om Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse
Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) er en styrelse under Forsvarsministeriet. FMI har ansvaret for det samlede forsvars og beredskabs materiel, cyber- og informationssikkerhed. Det er os, der anskaffer, driver og bortskaffer materiel og it for såvel Hæren, Søværnet, Flyvevåbnet, Arktisk Kommando, Specialoperationskommandoen, Hjemmeværnet, Beredskabsstyrelsen og resten af Forsvarsministeriets koncern. Desuden bistår vores it-medarbejdere dagligt i at modstå de cyberangreb, Forsvarsministeriets koncern udsættes for. Vi er ca. 2500 medarbejdere (3/4 civile - 1/4 militære) fordelt ud over hele Kongeriget, med hovedkontorer i henholdsvis Ballerup, Brabrand og Hvidovre.
