Your browser (Safari 1.0) is more than 3 years old.
We recommend that you upgrade to the latest version. Otherwise we cannot guarantee that all functionality on Computerworld it-jobbank will work correctly.
Head of Technology & Innovation
Ledelse, sundhedsdata og teknologi med betydning for hele Danmark
Leadr-Recruitment søger for Medicin.dk en teknologi- & innovationsleder, der kan skabe retning for et erfarent, mindre udviklingsteam. Du skal være tæt nok på kode, data og løsninger til at kvalificere tekniske valg og bidrage, når kompleksiteten kræver det. Samtidig får du en central rolle i videreudviklingen af en af Danmarks mest anvendte og betroede kilder til lægemiddelinformation.
Medicin.dk har gennem 50 år givet sundhedsprofessionelle og borgere adgang til troværdig og brugbar viden om lægemidler. Lægemiddelinformationen er integreret i alle lægepraksis systemer, danske hospitalers IT-systemer samt i kommunale omsorgssystemer og en lang række sundhedssites. Med godt fem millioner sidevisninger om måneden er teknologien ikke blot en intern platform. Den er en del af den digitale infrastruktur omkring sikker behandling og anvendelse af medicin i Danmark.
Du får en nøglerolle i at forme den teknologiske retning og strategi for Medicin.dk med fokus på AI, innovation, Microsoft-platforme, cloudarkitektur og udviklingen af fremtidens digitale sundhedsløsninger inden for lægemiddelinformation.
Rollen
Som Head of Technology & Innovation refererer du til direktør Tina Hou Marer og bliver en del af ledergruppen. Du får personaleansvar for seks softwareudviklere, heraf én ekstern udvikler bosiddende i udlandet. Teamet arbejder med udvikling, vedligeholdelse og drift af Medicin.dk's websites, apps, API'er, dataflows, integrationer og øvrige digitale services.
Tyngdepunktet er operationelt og taktisk. Du skaber overblik og tydelige prioriteringer i den daglige drift, følger udviklingsopgaverne tæt og bidrager til tekniske afklaringer, fejlsøgning og konkrete løsningsvalg. Sammen med teamet sikrer du stabile og sikre løsninger og moderniserer løbende arkitektur og platforme, blandt andet inden for Microsoft, cloud og AI.
Du bliver samtidig direktørens og ledergruppens teknologiske sparringspartner. Når driften er sikkert forankret, skal du bidrage til at omsætte Medicin.dk's faglighed og data til nye produkter, partnerskaber og forretningsmuligheder.
Ledelse med respekt for fagligheden
Du overtager et erfarent og selvstændigt team med høj faglighed. Du skal ikke have alle svarene, men du skal være teknisk nysgerrig, kunne stille de rigtige spørgsmål og træde ind i samtalen på et detaljeret niveau, når situationen kræver det. Samtidig skaber du sammenhæng, tydelige rammer og gode beslutninger og udvikler teamets samarbejde og kompetencer.
Samarbejdsfladen er bred. Du arbejder tæt sammen med redaktionssekretariatets informationsfarmaceuter og specialister, en redaktion af klinisk aktive speciallæger og professorer samt eksterne forfattere, referenter, kunder og samarbejdspartnere. Det kræver nysgerrighed og evnen til at oversætte mellem teknologi, faglige behov og forretning.
Dit ansvar vil blandt andet omfatte:
- Daglig ledelse af teamet samt konkret prioritering og opfølgning på drift, vedligeholdelse og ny/- videreudvikling.
- Teknisk sparring, løsningsafklaring og lejlighedsvis analyse eller fejlsøgning tæt på kode, databaser og integrationer.
- Teknologisk retning, arkitektur og governance på tværs af Microsoft-platforme, cloud, .NET, backend, frontend, API'er, dataflows og integrationer.
- Stabil og sikker drift, herunder robusthed, backup, dokumentation og skalerbarhed i forretningskritiske systemer og services.
- Kvalificering og anvendelse af AI og anden ny teknologi – fra idé og analyse til proof-of-concept og implementering.
- Strategi- og forretningsudvikling i tæt samarbejde med direktøren og ledergruppen.
- Dialog med kunder og samarbejdspartnere samt bidrag til tilbud, prissætning, kontrakter og kommercielle afklaringer.
Din baggrund
Ideelt har du selv arbejdet som udvikler/løsningsarkitekt og har mindst fem års ledelseserfaring fra et IT-, teknologi- eller udviklingsmiljø. Selvom ledelse i dag er dit primære fag, har du bevaret din tekniske nysgerrighed og håndværksmæssige forståelse. Du kan læse og forstå kode, skrive og analysere SQL og sætte dig ind i konkrete fejl, dataflows og integrationer. Rollen kræver, at du kan komme tæt nok på løsningerne til at kvalificere dem sammen med teamet.
Din tekniske bagage omfatter moderne softwareudvikling og komplekse digitale løsninger i et Microsoft-baseret miljø med cloud, C#/.NET, Visual Studio, Microsoft SQL, Entity Framework og REST API'er samt snitflader mellem backend og frontend. Du behøver ikke være specialist i alle dele af stacken, men du skal kunne bidrage kvalificeret til tekniske drøftelser og træffe holdbare valg.
Vi forestiller os, at du har erfaring fra pharma, life science, biotech, medtech, digital health eller sundheds-IT. Du kan også komme fra en offentlig styrelse, region, statslig myndighed eller en anden reguleret og datatung organisation. Det vigtigste er, at du forstår – eller hurtigt kan sætte dig ind i – sundhedssektorens aktører og arbejdsgange. Du kommunikerer sikkert på dansk i både skrift og tale.
Vi lægger især vægt på, at du:
- har en baggrund indenfor IT og mindst fem års relevant ledelseserfaring
- kender Microsoft-stacken, kan læse og forstå kode og selv arbejde med SQL
- kan balancere stabil drift, sikkerhed og vedligeholdelse med modernisering og innovation
- kan omsætte AI og nye teknologiske muligheder til løsninger med tydelig værdi for brugere og forretning
- har erfaring med strategi, projektledelse samt kunde-, partner- eller leverandørdialog.
Sådan lykkes du i rollen
Du lykkes, når teamet oplever klare prioriteringer og en leder, der forstår deres tekniske virkelighed; når opgaver bliver fulgt til dørs; og når platformen er stabil, sikker og løbende udvikles. På det fundament kan Medicin.dk omsætte sin faglighed og sine data til nye løsninger og samarbejder.
Som person er du lyttende, samlende og tydelig. Du trives i et miljø med høj selvstændighed og dyb specialistviden og kan skabe fremdrift uden at miste andre undervejs. Du er nysgerrig på både mennesker, teknologi og forretning og bidrager naturligt til en kultur med faglighed, humor og selvironi.
Interesseret?
Leadr Recruitment varetager search- og rekrutteringsprocessen på vegne af Medicin.dk.
Kontakt i fortrolighed Partner Claus Porse, +45 2087 8617, hvis du har spørgsmål, eller søg stillingen via ansøgningslinket.
Vi behandler alle henvendelser løbende og anbefaler derfor, at du ikke venter unødigt med at søge.
Om Medicin.dk
Medicin.dk udvikler og formidler lægemiddelinformation til sundhedsprofessionelle og borgere. Organisationen består af et redaktionssekretariat med informationsfarmaceuter og specialister, en intern udviklingsafdeling, en redaktion af klinisk aktive speciallæger og professorer samt omkring 250 eksterne klinikere, speciallæger og lægefaglige eksperter, der bidrager som forfattere og referenter.
Medicin.dk's portefølje omfatter blandt andet pro.medicin.dk, medicin.dk til borgere, indlægssedler.dk, apps, API'er og webservices, beslutningsstøtte, SPCUpToDate og en række visuelle og undervisningsrettede løsninger. Dansk Lægemiddel Information A/S, som står bag Medicin.dk, er organisatorisk forankret i Lægemiddelindustriforeningen, Lif.
Medicin.dk har til huse på Lersø Park Allé 101, København Ø.