Li­cens­man­ager til styrkelse af software- og li­censstyr­ing

Som SAM / License Manager bliver du en del af teamet, der sikrer, at Region Midtjylland har de rette softwarelicenser, overholder vilkårene og får mest mulig værdi for pengene. Det gælder software, som 36.000 brugere anvender på tværs af regionen.

Vi arbejder allerede med License Management og bruger FlexeraOne som vores centrale værktøj. Nu bygger vi videre og vil arbejde endnu mere systematisk og datadrevet med software gennem hele dens livscyklus.

Vi har taget de første skridt i vores Software Asset Management-udvikling, og søger nu to nye kolleger, der sammen med resten af teamet skal være med til at drive udviklingen videre, samtidig med at vi sikrer en solid daglig licensstyring.

Et mere proaktivt SAM-setup

Sammen med teamet skal du være med til at udvikle vores processer og governance, styrke datagrundlaget og få endnu mere værdi ud af FlexeraOne.
Vi vil blandt andet blive bedre til at identificere compliance-risici, muligheder for reharvesting og konsolidering og steder, hvor vores softwareforbrug kan optimeres.

På sigt skal teamets data og viden i endnu højere grad bruges til proaktiv rådgivning og stærke beslutningsgrundlag for organisationen. Ambitionerne er store, men løsningerne skal fungere i praksis. Derfor kommer du både til at arbejde med den daglige licensstyring og med den langsigtede udvikling af området.

To stillinger – to forskellige tyngdepunkter

Vi søger to kolleger med forskellige styrker. I den ene stilling vil den daglige håndtering af licenser fylde mest. I den anden vil der være større fokus på analyse, optimering og udvikling af SAM. I bliver en del af samme team, og vi fordeler opgaverne ud fra jeres kompetencer og teamets behov.

Opgaverne bliver blandt andet at:

  • registrere, tildele og vedligeholde licenser samt rådgive om licensforhold
  • deltage i fornyelser og indkøb med blik for behov, forbrug, licensmodeller og vilkår
  • analysere software-, licens- og forbrugsdata med fokus på compliance, datakvalitet og optimering
  • udvikle vores SAM-processer og governance gennem hele softwarelivscyklussen
  • videreudvikle brugen af FlexeraOne og vores øvrige værktøjer
  • omsætte data og faglig indsigt til anbefalinger, KPI’er og ledelsesinformation
  • arbejde med Microsoft-licenser sammen med resten af teamet

Vi søger dig, der kan – og vil

Software Asset Management og License Management er komplekse fagområder. Derfor forventer vi ikke, at du kan det hele fra første dag.

Til gengæld forventer vi, at du:

  • arbejder analytisk og struktureret og kan skabe overblik i komplekse data og problemstillinger
  • tager ejerskab og følger opgaver og initiativer til dørs
  • har interesse for sammenhængen mellem software, licenser, data, kontrakter og økonomi
  • kommunikerer tydeligt og kan gøre komplicerede forhold forståelige
  • samarbejder naturligt og kan skabe fremdrift sammen med andre

Vi forventer, at du har erfaring med licensområdet eller har arbejdet med lignende opgaver i en tidligere stilling. Har du erfaring med Software Asset Management, License Management, FlexeraOne, Microsoft-licenser, Citrix, VMware, Oracle, softwareindkøb eller dataanalyse, er det en fordel.
Vi er åbne for forskellige profiler og erfaringsniveauer. Det vigtigste er, at du har et stærkt analytisk fundament, tager ansvar og har lyst til at udvikle dig sammen med teamet.

Velkommen til Økonomi og Kontrakter

Du bliver en del af Økonomi og Kontrakter i Digitalisering og It. Her får du 22 fagligt stærke kolleger fordelt på fire kerneområder: Controlling, Regnskab, Licens og Software Asset Management samt Kontraktstyring.

Du får din nærmeste faglige base i Licens og Software Asset Management, men kommer til at arbejde tæt sammen med kolleger på tværs. Softwareforbrug, licenser, kontrakter og økonomi hænger uløseligt sammen – og det gør vores opgaveløsning også.

Samarbejdet rækker samtidig ud i hele organisationen. Du får blandt andet snitflader til it-faglige miljøer, Koncern Økonomi, BI, hospitalsenhederne og relevante ledelsesfora. Gennem vores fælles licensgruppe samarbejder vi også med de øvrige regioner om erfaringer og løsninger på tværs.

Vi deler vores viden, udfordrer gerne hinanden fagligt og har en uformel omgangstone. Her er plads til både fordybelse, samarbejde og godt humør.

Skal du være en af vores to nye kolleger?

Har du spørgsmål til stillingerne, er du velkommen til at kontakte områdeleder Morten Skjoldsøge på 24 94 66 04.
Ellers send dit cv og en motiveret ansøgning senest 4. oktober.

Vi forventer at holde første samtale den 8. oktober og anden samtale den 22. oktober, hvor du må forvente at skulle udfylde en personprofil.

Fleksibelt arbejdsliv, løbende udvikling og gode rammer

Du vil opleve, at der er fokus på dig som medarbejder og som menneske. Vi arbejder med løbende MUS og jævnlige 1:1-samtaler med din nærmeste leder, så I hele tiden har et fokus på din trivsel og udvikling. Et godt arbejdsliv betyder også tid til et liv ved siden af arbejdet. Derfor er det hybride og fleksible arbejdsliv vigtigt hos os; du har gode muligheder for selv at tilrettelægge din arbejdsdag og du kan arbejde hjemme, når opgaverne tillader det.

Som ny medarbejder i vores store organisation sørger vi for et nøje tilrettelagt onboarding-forløb, hvor du bl.a. deltager i vores interne akademi, hvor du lærer hele organisationen bedre at kende. Vi arbejder for at skabe de bedste rammer, så du kan udvikle dig og styrke dine færdigheder yderligere.

Arbejdsugen er på 37 timer med betalt frokostpause og gode rammer.

Digitalisering og It. Sammen om den digitale transformation - vi gør det nemmere at være ansat og bedre at være borger i Region Midtjylland.

Vi er én af landets største, selvstændige afdelinger, som arbejder med digitalisering og it. Vi er over 600 ansatte, som hver dag går på arbejde for at understøtte vores 36.000 brugere med innovative teknologiske løsninger, stabil drift og kvalificeret support på alle årets dage - døgnet rundt.

Vi er ikke en traditionel it-afdeling. Vores mål er at være en proaktiv samskaber af brugernære digitale løsninger, som går forrest i den digitale udvikling. Vi stræber efter at fremme meningsfuld innovation og sammenhængende digitale sundhedsoplevelser, der styrker, udvikler og understøtter fremtidens sundhedsvæsen på tværs af sektorer - samtidig med at vi sikrer robust drift og god support til alle vores brugere. Digitalisering og It er hvor innovation og service mødes for at skabe en bedre og mere sammenhængende fremtid for et sundhedsvæsen i verdensklasse.

Læs mere om, hvordan det er at arbejde hos os på vores karriereside eller få et indblik i vores hverdag på LinkedIn. Du kan også læse regionens digitaliseringsstrategi, som bygger på udvikling af digitale løsninger på patienternes og borgernes præmisser.

Da Region Midtjylland løbende gennemfører besparelser og omorganiseringer, vil medarbejdere i omplacering, der søger stillingen, have fortrinsret til samtale.

Region Midtjylland er jf. EU’s løngennemsigtighedsdirektiv, der trådte i kraft 7. juni 2026 forpligtet til at oplyse dig om startløn eller et interval for startløn for en stilling inden du tilbydes ansættelse.

Her finder du Region Midtjyllands lønkatalog for de fleste faggrupper og stillinger, som findes i Region Midtjylland: Gennemsigtighed forud for ansættelse - Medarbejder.rm.dk

Save job