Din browser (Safari 1.0) er mere end 3 år gammel.
Vi anbefaler at du opgraderer til den nyeste version, da vi ellers ikke kan garantere at alt funktionalitet på Computerworld it-jobbank vil fungere korrekt.

Software Engineer til Observability
Vil du gøre det lettere for TV 2s produktteams at forstå, hvordan deres systemer fungerer og opdage problemer, før de påvirker brugerne?
Som Software Engineer i Observability udvikler du platforme og værktøjer, der giver teams bedre indsigt gennem logs, metrics og tracing. Dit arbejde bidrager til mere stabile digitale produkter for TV 2 og danskerne.
Teamet
Observability-teamet udvikler fælles platforme og værktøjer, som hjælper produktteams på tværs af TV 2 med at forstå og forbedre driften af deres applikationer. Vi kombinerer softwareudvikling med tæt dialog med de teams, der bruger vores løsninger.
Vi er nysgerrige og pragmatiske, deler viden og sparrer med hinanden. Vi forventer, at man både kan løse opgaver på egen hånd og række ud efter hjælp, når det er nødvendigt, og vi lægger vægt på at være tilgængelige for kolleger og samarbejdspartnere.
Rollen
Du bliver en del af Observability-teamet, der hjælper TV 2s produktteams med at forstå, hvordan deres produkter fungerer, og hvor der kan være driftsmæssige eller sikkerhedsrelaterede risici. Vi samler og gør telemetri og anden relevant information tilgængelig, så teams får et bedre grundlag for at undersøge problemer, følge deres applikationer og prioritere forbedringer.
Du arbejder både med den tekniske platform og med de mennesker, der bruger den. Det kræver, at du kan omsætte behov til brugbare løsninger og formidle, hvad data viser, og hvad den ikke viser.
Dine primære opgaver bliver at:
- udvikle og forbedre platforme og værktøjer, der indsamler og viser telemetri, herunder logs, metrics og traces fra TV 2s produkter.
- arbejde med instrumentering og datakvalitet, så produktteams får brugbar indsigt i deres applikationers adfærd, performance og drift.
- bidrage til at samle og formidle sikkerhedsrelevante oplysninger om produkter og infrastruktur, så teams får bedre indsigt i forhold, der kan kræve opmærksomhed.
- indlede dialog med produktteams, afdække, hvor de mangler indsigt, og omsætte behovene til forbedringer i eksempelvis instrumentering, dashboards, alarmer eller self-service.
- hjælpe teamene i gang og følge op på, om løsningerne faktisk bliver brugt.
- udvikle, teste og forbedre løsningerne løbende, dele viden og bidrage med forslag til teamets prioriteringer.
Teamets bidrag på sikkerhedsområdet er at skabe overblik og gøre relevant information tilgængelig. Håndtering af sikkerhedshændelser og beslutninger om sikkerhedsrisici ligger fortsat hos de relevante ansvarlige.
Din profil
Vi søger en erfaren teknisk profil, der kan kombinere softwareudvikling med interesse for data og indsigt i, hvordan produkter fungerer i praksis. Du behøver ikke kunne alle vores værktøjer fra første dag, men du skal have et solidt teknisk fundament, være nysgerrig på data og trives med at samarbejde med andre teams.
Du tager ansvar for og kan drive afgrænsede opgaver frem på egen hånd. Samtidig ved du, at gode løsninger bliver til i samarbejde: du spørger ind til andres behov, deler gerne din viden og er åben for sparring og faglig feedback. Du er struktureret og pragmatisk, og du får øje på muligheder for at gøre tingene smartere for både teamet og organisationen.
Vi forestiller os, at du:
- har praktisk erfaring med softwareudvikling eller et nært beslægtet teknisk område og kan omsætte dit faglige fundament til løsninger.
- har erfaring med eller et solidt kendskab til telemetri, for eksempel logs, metrics eller traces, og forstår, hvordan data kan give indsigt i et produkts adfærd og drift.
- trives med samarbejde og indgår i dialog med andre teams for at forstå deres behov og formidle tekniske muligheder og begrænsninger.
- arbejder på egen hånd, men søger sparring, når det gør løsningen bedre, og bidrager til videndeling og et godt fagligt samarbejde.
- har gode kommunikations- og samarbejdsevner, da du skal samarbejde med mange forskellige mennesker på tværs af teams.
Derudover forestiller vi os, at du har erfaring med observability-værktøjer, cloud, Infrastructure-as-Code eller sikkerhedsdata. Måske kender du allerede OpenTelemetry, Datadog, Prometheus eller Armis/CSAM – men det vigtigste er, at du er nysgerrig og har lyst til at lære.
TV 2 som teknologiarbejdsplads
I TV 2s teknologiorganisation arbejder over 320 specialister hver dag med at udvikle hele den teknologiske værdikæde – fra avanceret medieteknologi og liveproduktion til digitale produkter som apps, streamingtjenester, dataløsninger og brugeroplevelser. Det er her, vi omsætter målet om personlig public service til konkrete løsninger, som møder danskernes behov på tværs af platforme.
Vi arbejder i tværfaglige teams – med bl.a. Software Engineers, UX‑designere, Enterprise Architects, konfigurationsspecialister og Data Scientists – og vi har fokus på kvalitet, tilgængelighed, performance og sikkerhed i alt, hvad vi bygger og driver. Du får kolleger i både Odense på Kvægtorvet og i København på Teglholmen samt en kultur, hvor læring, videndeling og ansvar går hånd i hånd med dynamikken i Danmarks største mediehus.
Søg stillingen
Send os dit CV med tidligere erfaringer og resultater og en kort motivation for stillingen.
Ansøgningsfristen er 31. oktober, hvorefter vi indkalder til samtaler.
Kontakt
Lars Stadel Linnet
Competency Leader - Tech Enabling
lasl@tv2.dk
2320 5428
Vi ser frem til at høre fra dig!